Underholdning
12. juli 2022

Florence Pugh viser bryster på den røde løber. Og det har folk åbenbart et problem med

Skuespillerinden mødte op i en gennemsigtig Valentino-kjole. Nu har hun været nødt til at svare tilbage på en bølge af "vulgære" kommentarer.
Af: Signe Frederikke Pedersen
Florence Pugh

Foto: Mega

26-årige Florence Pugh, som senere på året er aktuel i den længe ventede ”Don’t Worry Darling” var fantastisk smuk i en strålende, pink kjole – som hvad angik brysterne ikke overlod meget til fantasien.

Kjolen – med udsyn til hendes frontparti – blev båret ved et modeshow i Rom over weekenden, og det var værtsmodehuset Valentino selv, der havde stået for den lyserøde kreation.

Nu svarer Florence Pugh tilbage på det, som hun kalder for ”vulgær” kritik af hendes krop, efter hun troppede op i den gennemsigtige kjole.

Den unge ”Black Widow”-stjerne vidste udmærket godt, at Valentino-kjolen ville skabe lidt røre.

– Hvad der derimod er interessant for mig at bevidne, er, hvor nemt mænd kan ødelægge en kvindes krop helt offentligt og med stolthed, mens hele verden kan se med, skriver hun søndag i et Instagram-opslag.

Verbal vold

Hun skriver videre, at det hverken er første eller sidste gang, at en kvindes udseende vil blive vurderet af en flok fremmede, som slet ikke er blevet bedt om at lufte deres holdning.

– Det, der bekymrer mig, er, hvor vulgære nogle af jer mænd kan være. Heldigvis har jeg fået det bedre med min krop. Jeg er glad for alle de ”fejl”, som jeg ikke kunne holde ud at se, da jeg var 14, skriver hun, før hun fortsætter:

– Så mange af jer ønsker åbenbart aggressivt at fortælle mig, hvor skuffede I er over mine ”små bryster”, eller hvordan jeg burde være flov over at have så ”flad en overkrop”.

Pugh reagerer ligeledes på Instagrams politik, der stadig inkluderer hyppig censur af kvinders brystvorter, mens mænds bare overkroppe får lov at blive stående.

I løbet af sit opslag skriver hun derfor:

– Hvorfor er I så bange for bryster? Små? Store? Højre? Venstre? Kun et? Måske ingen?

Florence Pugh
Florence Pugh

Til sidst kommer hun med en direkte besked til dem, der synes, de skal kommentere hendes – eller andre kvinders – bryster.

– Hvis det er så nemt for dig at være verbal voldelig overfor kvinder i fuld offentlighed i 2022, så er det dig, der ikke ved bedre. Bliv voksen. Respekter folk. Respekter kroppe. Respekter alle kvinder. Respekter mennesker. Livet bliver meget nemmere, der lover jeg.

Artikel blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også