Underholdning
14. oktober 2024

'Gift ved første blik'-deltager taler ud: Det er meget hårdt klippet

Katrine Pørtner Karlsen taler ud om sin deltagelse i 'Gift ved første blik'. Hun mener, at programmet er klippet for hårdt.
Af: Line Lykke Vielsted
Katrine og Nina

Foto: Mikael Rieck

14 dage inde i eksperimentet måtte Katrine Pørtner Karlsen og Nicolas Rockland lade sig skille. De mente nemlig ikke, at de var et match.

Efterfølgende er seernes kritik gået på, at Katrine aldrig gav Nicolas - og deres ægteskab - en ordentlig chance.

Det kan Katrine Pørtner Karlsen dog ikke genkende.

Selv om hun er uenig i kritikken, peger hun dog på en mulig forklaring på, at det for nogle kan have virket sådan.

- Vores tur til Venedig, synes jeg var meget hårdt klippet og meget på mig, og hvad jeg gjorde forkert. Fra mit perspektiv, kunne jeg godt have ønsket, at det var 50/50, siger hun til SE og HØR.

Ifølge Katrine er det langt fra alt fra deres daværende ægteskab, som er blevet vist på tv.

Der var også flere gode sider. Nogle som hun havde håbet var kommet med i programmet.

- Jeg kunne godt have ønsket, at der blev vist begge sider, og ikke kun mig, der var negativ. Men det er jo sådan tv er, siger hun og forsætter:

- Jeg ved, hvad vores historie var, jeg ved, vi havde gode momenter, og jeg ved, at vi kæmpede.

Katrine Pørtner Karlsen er dog lodret uenig i, at hun ikke var åben for at finde kærligheden med Nicolas.

- Jeg er meget åben, og jeg vil rigtig gerne møde kærligheden. Men når man bliver mødt af en, der er så anderledes end en selv, og som bliver ved med at modarbejde det, man giver, så er det ikke rart at være i, siger hun.

Da mediet til sidst spørger Katrine, hvad hun tænker om seernes kritik om hende, kommer hun med en kæk bemærkning:

- Jeg får lyst til at sige: ”Prøv at melde jer selv”.

Katrine er ikke den eneste af deltagerne, der føler, at hun bliver portrætteret værre på tv.

Dog har den tidligere ekspert på programmet for nyligt udtalt, at det omvendte er tilfældet. For ifølge Gert Matrin Hald skruer produktionen så vidt muligt ned for deltagernes opførsel for at skåne dem.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også