Underholdning
30. november 2021

Han flygtede til Danmark i en lastbil: Det vidste du måske ikke om Jimilian

Sanger og vinder af "Vild med dans” Jimilian flygtede fra Albanien som barn, og første gang han stod på en scene var som 11-årig.
Af: Kristine Enevold Villadsen
Jimilian Vild med dans

Foto: Hanne Juul, Ritzau Scanpix

27-årige Jimilian har fået sit folkelige gennembrud som nydanser i "Vild med dans", hvor han sammen med dansepartneren Asta Björk vandt dansekonkurrencen i fredags.

Det er dog ikke første gang, at vi ser den altid glade musiker på skærmen, og så har han også en ret vild historie bag sig, der starter i Jimilians barndom i Albanien.

Flygtede til Danmark

Jimilian er født Jimilian Ismali og stammer fra Albanien, hvor hans far oprindeligt var en kendt folkemusiker.

Han levede de første tre år af sit liv i Albanien i 90'erne, hvor landet var i en anspændt politisk situation, indtil borgerkrigen brød ud i 1997. Det skriver TV 2.

Jimilians far forsøgte endda at stifte sit eget parti, der gik imod det diktatoriske styre.

I 1999 flygtede familien til Danmark i en lastbil. Her sad familien mellem pakker, der skulle fragtes ud af Albanien.

Jimilian og familien boede i starten i Sandholmlejren på Sjælland og flyttede senere til en lejlighed i Maribo på Lolland.

Deltog i MGP

Jimilian har i de senere år udgivet en masse danske sange, men han har faktisk også en fortid som barnestjerne.

Som 11-årig deltog Jimilian i det danske børne-MGP tilbage i 2006. Her optrådte han med sangen ”Penge” under navnet Lil'G. Det skriver Billed Bladet.

Han gik desværre ikke videre til den såkaldte superfinale, og vinderen af MGP 2006 blev gruppen SEB.

Jimilian Vild med dans

Jimilian i 2006, da han deltog i MGP med sin bror Besmir.

Fortsatte med musikken

Faktisk var det Jimilians storebror Besmir, der opdagede Jimilians talent, og det var også ham, der skrev sangen til MGP i 2006.

De to brødre fortsatte efterfølgende med at producere musik i barndomshjemmet. Jimilian var bag mikrofonen, og Besmir sad bag computeren.

Senere begyndte Jimilian at lave musik under sit eget navn, og han fik sit store gennembrud som 17-årig med sangene "Vibration" og "Elsker".

De seneste par år har Jimilian også hittet på dansegulvet med sange som "Smid tøjet" og "Slem igen".

Alle Jimilians sange er streamet over 200 millioner gange på Spotify.

Bor med sine forældre

Pengene, som Jimilian og broren Besmir tjente, sparede de sammen til, at familien kunne flytte fra deres treværelses lejlighed i Maribo til et stort hus med have.

For et par år siden investerede Jimilian i et nyt hus i Hørsholm uden for København, ifølge TV 2.

Her bor han i dag på øverste etage, mens forældrene og Jimilians to yngre søskende bor på nederste etage.

Læs også