I de trygge rammer indrømmede Gwyneth Paltrow noget essentielt
Foto Scanpix
Gwyneth Paltrow er … Det ville være den logiske begyndelse på et portræt af den amerikanske skuespiller, Oscarvinder, forretningskvinde og mangemillionær.
Men sætningen skriver ikke sig selv færdig så let, som man skulle tro. For hvem er Gwyneth Paltrow egentlig?
Kvinden med den gyldne hud, de lange ben og den fregnede næse, der har betaget sit publikum på det store lærred og efterfølgende skabt et sundhedsunivers, der deler vandene?
Gwyneth Paltrow er en af sin generations største og mest succesfulde skuespillere, men her i 2022 er det af eget valg flere år siden, hun har haft en rolle af betydning.
Hun er også en wellness-forretningskvinde, der sælger dyre stearinlys med vaginaduft, hvilket man ikke skulle tro var muligt.
Og mellem de to poler, er det muligt at sætte et væld af andre mærkater på, hvem hun er. Dem, der har været kritiske overfor hendes promovering af uautoriserede helseråd kalder hende “svindler”.
Andre kalder hende beredvilligt guru. Hun er en person, som både er nem at elske og ligeså nem at blive irriteret på.
Hun er også en af de kvinder, der med sit vidnesbyrd var med til at fælde mediemogulen Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser, hvilket krævede både mod og standhaftighed.
Hvis man googler hende, er den seneste nyhedsopdatering om Paltrow en time gammel. Ikke fordi der er sket noget banebrydende i Gwyneth Paltrows liv lige den dag. Slet ikke.
Andet end, at alt, hvad der sker i Gwyneth Paltrows liv altid er banebrydende for hendes følgere (og nogle gange hendes hadere). Alle nyheder om Gwyneth Paltrow har læsere, og internettet sørger for, at hver dag byder på historier, der kan tilfredsstille det behov.
Gwyneth Paltrow har gjort sig selv til et brand, og lægger man den store mediebevågenhed til, er det bemærkelsesværdigt, at det alligevel ikke er helt ligetil at svare på spørgsmålet: Hvem er Gwyneth Paltrow? Sådan for alvor?
Gwyneth Paltrow
Gwyneth Kate Paltrow, 49 år
Skuespiller og forretningskvinde
Vandt en Oscar for bedste kvindelige skuespiller i filmen Shakespeare in Love
Indehaver af webuniverset GOOP
Tidligere gift med Chris Martin fra bandet Cold Play, nu gift med produceren Brad Falchuk
Mor til to, bor i LA
Tidlig skuespillerkarriere
Gwyneth Paltrows vej til berømmelse er ikke historien om at slide sig op på vejen til tinderne, ej heller fortællingen om det uslebne talent, der blev opdaget ved en tilfældighed.
Gwyneth Paltrow blev født ind i Hollywood. Hendes far, Bruce Paltrow, var tv- og filminstruktør og -producer. Hendes mor er den prisbelønnede skuespiller Blythe Danner. Gwyneth Paltrows gudfar er Steven Spielberg. Der er skuespillere og filmfolk strøet ud over slægtstræet på begge sider.
Som barn hjalp Gwyneth Paltrow sin mor med at øve replikker, og det slog Blythe Danner, hvor nemt datteren havde ved at leve sig ind i rollerne på en naturlig måde.
Allerede i teenageårene begyndte Paltrow at spille med i mindre film. Den første store film, hun spillede med i, var gyserfilmen Se7en (1995) med Morgan Freeman og Brad Pitt. Sidstnævnte blev hun senere forlovet med.
Året efter fik hun sit store gennembrud i filmatiseringen af Jane Austens Emma. To år senere (1998) havde hun roller i fem af de store film, der havde premiere det år, bl.a. Sliding Doors og den stort anlagte Shakespeare in Love, som Paltrow endte med at vinde en Oscar for. Hun var på det tidspunkt 26 år.
Da hun modtog sin Oscar for Shakespeare in Love, lignede det unægtelig første højdepunkt i en karriere, som hun skulle bygge videre på. Der skete noget andet. Hun stoppede.
Gwyneth Paltrow tilhørte en generation af dygtige skuespillere som Cate Blanchett, Kate Winslet og Nicole Kidman, der havde travlt i Hollywood.
Paltrow indspillede 15 film på fem år.
Kameraet syntes at elske hendes høje kindben, blå blik og silkebløde, blonde hår, men som de andre skuespillere i samme generation var hun langt fra kun et skønhedsideal.
Hun var dygtig, hun gik i dybden, hun arbejdede hårdt. Hun havde en bred appel og magtede samtidig at portrættere komplekse karakterer.
Da hun modtog sin Oscar for Shakespeare in Love, lignede det unægtelig første højdepunkt i en karriere, som hun skulle bygge videre på. Der skete noget andet. Hun stoppede.
Et skridt væk fra Hollywood
Gwyneth Paltrows exit fra Hollywood var ikke et clean cut. I årene efter Oscar-statuetten tog hun stadig imod roller. Der skete også andre ting i hendes liv.
I 1997 brød hun og Brad Pitt forlovelsen. Kort efter mødte Paltrow kollegaen Ben Affleck, og efter slutningen på også det forhold, giftede Paltrow sig i 2003 med Chris Martin fra det britiske band Cold Play. På det tidspunkt ventede hun sit første barn, datteren Apple. I 2006 kom sønnen Moses.
I interviews har hun senere fortalt, at hun mistede lysten til at være en del af Hollywood-maskineriet, efter hun fik børn.
Hun delte de roller, hun fik tilbudt op i to kategorier. De få hun tog imod, fordi hun havde lyst til at spille dem, og dem hun tog imod ud fra et rent økonomisk perspektiv.
I andre interviews har hun fortalt, at hun følte behov for at frigøre sig fra skuespillerrollen, hvor hun altid var instrueret og iscenesat af andre, for i stedet at skabe sit eget.
Begge forklaringer er valide grunde til at foretage et karriereskift. Alligevel er det spektakulært, at Gwyneth Paltrow langsomt fravalgte noget, hun tydeligvis var så dygtig til, som faldt hende relativt nemt, og som skabte hende så stor en formue, som Hollywood-karrieren gjorde.
Spørgsmålet er, om der var også var en anden dybereliggende grund.
Weinstein-sagen
Da de to journalister fra New York Times, Jodi Kantor og Megan Towhey, begyndte at grave i historien om mediemogulen Harvey Weinsteins seksuelle krænkelsessager, var en af de første kvinder, der stod frem og talte med dem, Gwyneth Paltrow.
Kantor og Towheys arbejde – og dermed Gwyneth Paltrows vidnesbyrd – kom senere til at ligge til grund for den retssag, hvor Harvey Weinstein blev dømt for i årevis systematisk at have udsat kvindelige skuespillere for krænkelser.
Gwyneth Paltrows vidnesbyrd var ikke det mest gruopvækkende blandt anklagerne mod Weinstein. Da hun fik tilbudt rollen i gennembrudsfilmen Emma, havde han forsøgt at presse hende til en af sine siden berygtede massageseancer.
Han havde overskredet hendes grænser med sit tilbud, men hun fik snoet sig ud af situationen, som hun senere rystet fortalte sin daværende kæreste, Brad Pitt, om.
Til gengæld lagde Havey Weinstein aldrig skjul på, at han tog æren for Gwyneth Paltrows karriere. Hun var stjernen hos Miramax, Weinsteins produktionsselskab, og Miramax stod også bag Shakespeare in Love, der sikrede Paltrow en Oscar.
Gwyneth Paltrow lovede på det tidspunkt, at hun ville holde Weinsteins grænseoverskridende adfærd overfor hende hemmelig.
Men i takt med at beskyldningerne begyndte at dukke op omkring Weinsteins systematiske krænkelser, begyndte Paltrow at føle sig som noget andet end Miramax’ gyldne stjerne.
I det afsluttende kapitel af Jodi Kantor og Meghan Toweys bog She Said, der dokumenterer deres banebrydende journalistiske arbejde med Harvey Weinstein-historien, beskrives et møde hjemme hos Gwyneth Paltrow i Los Angeles.
En gruppe kvinder, der alle havde oplevet forskellige former for overgreb, er samlet i Paltrows stue. De deler historier og erfaringer.
I de trygge rammer indrømmer Gwyneth Paltrow noget essentielt. Nemlig, at det største overgreb, hun havde været udsat for, var at blive brugt som det ideal, alle de andre kvinder kunne efterstræbe.
Hun var den, Weinstein kunne pege på og sige: ”Vil du have den succes, Gwyneth har? Så skal du gøre, som jeg vil have”. Hun følte, at hun havde været et redskab, han havde brugt til at begå sine utallige overgreb, og den tanke var svær at leve med.
Et dansk pigekor øvede sig på altanen. Så kom Obama forbi
Dygtig forretningskvinde
I modsætning til mange af de andre kvinder, der opgav filmbranchen, efter de var blevet krænket af Harvey Weinstein, trådte Gwyneth Paltrow ikke ud i et liv i anonymitet.
I 2008 lancerede Gwyneth Paltrow et ugentligt nyhedsbrev om livsstil, GOOP.
Uanset årsagen til, at Gwyneth Paltrow valgte at tage styringen med sit arbejdsliv og grundlægge GOOP, er det umuligt at underkende, hvor dygtig hun var til at komme videre. Hun formåede at skifte et succesfyldt karriereliv ud med et andet.
GOOP voksede hurtigt fra at være et nyhedsbrev til at være et digitalt univers for livsstil, mode, wellness og ikke mindst alternativ behandling.
Paltrows interesse for sidstnævnte havde været undervejs længe. Allerede i 2004 skabte det røre, da hun mødte op til en filmpremiere i en stropløs kjole og mærker efter “cupping” (gammel asiatisk helbredelsesteknik) på skuldrene.
Paparazzi-billederne af hendes røde mærker gik verden rundt. Pludselig talte alle om cupping, og de modige nøjedes ikke med at tale, de prøvede det også. Fra at være en obskur og ukendt helbredelsesteknik blev ”cupping” en trend.
Cupping-hændelsen viste to ting om Gwyneth Paltrow, som hun senere kom til at bruge. Hun var i stand til at gøre selve sin person med hud og hår til et brand. Og når brandet Gwyneth Paltrow promoverede en trend, købte utroligt mange mennesker ind på den.
Hun promoverer alt fra vaginale dampbade, utallige udrensningskure og utroligt dyrt flaskevand.
Alle kan (måske) blive Gwyneth
Den amerikanske journalist Taffy Brodesser-Akner har skrevet, at kimen til Gwyneth Paltrows succes med GOOP er, at hun har skabt et univers, der giver opskriften på at være Gwyneth Paltrow.
Og hvem vil ikke gerne være det? Måske ikke alle. Men mange. Mange nok.
I GOOPs digitale univers kan man lære at spise det samme som Gwyneth Paltrow (du kan f.eks. købe hendes kogebog) og tilberede maden i hendes gryder af eget design, læse de samme bøger som hende, gå i det samme tøj (hun har behændigt sin egen tøjlinje), smøre dig ind i de samme cremer (skabt af hende), tage de samme kosttilskud (ja, GOOPs mærke), gå med den samme læbestift (ja, også skabt af GOOP) og de samme diamantøreringe.
Du kan endda få (næsten) den samme orgasme som Gwyneth Paltrow, hvis du køber hendes vibrator af eget design. Når den altså ikke er udsolgt, hvilket den tit er.
Men den vigtigste del af at blive som Gwyneth Paltrow er at abonnere på de samme idéer om wellness og alternativ behandling som hende. Det er også den mest kontroversielle del.
Kritik af GOOP
Gwyneth Paltrow har bygget sit wellness-univers op omkring en hjemmekonstrueret cocktail af feminisme og alternativ medicin.
Det handler om, at kvinder kan og bør tage ansvaret for deres velvære, seksualitet, sundhed, helbred og livslængde.
Hun promoverer alt fra vaginale dampbade, utallige udrensningskure og utroligt dyrt flaskevand. Eksperter har vurderet, at en del af Paltrows råd til et langt liv med glat hud og afbalancerede energiniveauer er uden effekt men dog harmløse, hvis man ser bort fra det indhug, det gør på opsparingskontoen at følge dem.
Andre af hendes helseråd har mødt mere voldsom kritik. Dette har f.eks. været tilfældet for Paltrows promovering af bistiksterapi, der som navnet hentyder, går ud på at lade sig stikke af levende bier, og hendes GOOP jadeæg, der skulle give bedre hormonbalance og regulere menstruationscyklen, hvis de bliver opsat i kvindens vagina.
Den sidstnævnte påstand blev tilbagevist, og Paltrow blev pålagt en bøde for at have solgt jadeæggene på falske forudsætninger. Alligevel sælges de stadig den dag i dag fra GOOPs webbutik.
Og her er måske den egentlige hemmelighed til Gwyneth Paltrows succes. Hun lader til på mirakuløs vis gang på gang at være i stand til at omdirigere selv den mest velunderbyggede kritik til at give hende mere forretning.
Stjernen som brand
Gwyneth Paltrow anno 2022 er først fremmest sit eget brand. Hun har engang fortalt, at forholdet mellem hende og Brad Pitt gik i stykker, fordi de var så unge og endnu ikke havde lært at håndtere det pres, der følger med at være i mediernes søgelys konstant.
Den balance har Gwyneth Paltrow senere lært til perfektion. Via GOOP får du hele Gwyneth Paltrow med hud og hår, men pænt pakket ind i hendes svagt rosa brandemballage.
Det er kun meget sjældent, at hun giver noget fra sit private liv, selv om alle hendes følgere føler, at de kender hende personligt.
Selv hendes skilsmisse fra sangeren Chris Martin var ikke bare en skilsmisse, sådan som vi andre har i vores helt almindelige liv. Hun lancerede den som ”conscious uncoupling”, og dermed indgik også denne dybt personlige fase af Paltrows liv i brandfortællingen om GOOP. Skilsmissen blev sat på en formel, andre kunne købe ind på.
Et sted inde i brandet GOOP lever en kvinde, der hedder Gwyneth Paltrow. Kun hun selv ved, hvem hun er. Imens kan vi andre glæde os over, at hun gav os avocadotoasten. Og hvad ville vores liv være foruden?