Underholdning
16. januar 2023

Internettet er gået i selvsving: Sender Miley Cyrus besked til eks'en i ny sang?

Fredag den 13. januar udkom Miley Cyrus’ nye sang ’Flowers’, der mildest talt har fået internettet til at koge over. Fans er nemlig sikre på, at Cyrus’ selvkærlighedssang også sender stikpiller til eksmanden Liam Hemsworth.
Af: Signe Larsen
Miley Cyrus

Foto: Columbia Pictures Via Bestimage/Ritzau Scanpix

“I can buy myself flowers,” skråler Miley Cyrus i omkvædet af sin nye sang ’Flowers’, der sammen med en allerede viral musikvideo udkom 13. januar.

Har du været på TikTok, Twitter eller Instagram i løbet af weekenden, har du nok ikke kunnet undgå at se klip fra musikvideoen, der i løbet af et par dage er blevet set mere end 31 millioner gange på YouTube, eller fanteorier om meningen bag sangen.

For selv om popikonet Miley Cyrus ikke selv har nævnt noget, så er hendes fans ikke i tvivl:

’Flowers’ er ikke bare en selvkærlighedssang, hvor Miley understreger, at hun kan elske sig selv bedre end nogen anden – den sender også direkte stikpiller til eksmanden Liam Hemsworth.

Liam Hemsworth og Miley Cyrus.

Liam Hemsworth og Miley Cyrus.

Foto: Kyle Grillot/AFP/Ritzau Scanpix

De to mødte hinanden i 2009 under optagelserne til filmen ’The Last Song’ og var sammen i godt ti år on/off, inden de i starten af 2020 blev skilt.

Selve udgivelsesdatoen for sangen er i sig selv opsigtsvækkende, da den landede på Liam Hemsworths 33-års fødselsdag.

Og datoen er blot starten på de spekulationer om sangen, der de seneste dage har fået fans til tasterne.

Først og fremmest har fans hurtigt noteret sig, at sangen til forveksling minder om Bruno Mars’ sang ’When i was your man’ – en sang, som Liam Hemsworth ifølge nogle fans angiveligt dedikerede til Miley Cyrus i forbindelse med deres bryllup i 2018.

Bruno Mars synger blandt andet: “I should have bought you flowers and held your hand, should have gave you all my hours, take you to every party cause all you wanted to do is dance.”

I Mileys nye sang synger hun derimod: “I can buy myself flowers, i can hold my own hand. Talk to myself for hours. I can take myself dancing.”

I slutningen af første vers synger hun også, at de "byggede et hjem og så det brænde", hvilket fans hurtigt fik til at hænge sammen med en brand 2018, som ødelagde det Malibu-hus, hun dengang delte med Hemsworth.

En af de andre opsigtsvækkende fanteorier om sangen tager udgangspunkt i det hus, hvor Miley på et tidspunkt i løbet af musikvideoen befinder sig i.

Ifølge fans er huset, hvor ’Flowers’ blev indspillet, tidligere blevet brugt af Liam Hemsworth i forbindelse med utroskab, hvor flere skriver, at han angiveligt skulle have været Miley utro med mere end 14 kvinder, mens de var gift.

I huset træner hun også i sit undertøj, og det er heller ikke tilfældigt, mener flere. På Twitter skriver folk blandt andet, at hun træner i videoen, fordi Hemsworth skulle have fortalt Miley, at han var i træningscentret for at dække over sit utroskab.

Hun danser også rundt i et sort jakkesæt, som fans påpeger skulle være det samme jakkesæt, som Liam Hemsworth bar til en filmpremiere, hvor de to var på den røde løber sammen.

Vi kan vist roligt konstatere, at internettet er gået i selvsving over Miley Cyrus’ nye hit. Og spekulationerne om budskabet og stikpillerne fortsætter så længe, du har lyst til at læse med.

Ud over at udgivelsesdatoen er selv samme dato som eksmandens fødselsdag, er ingen af teorierne dog blevet bekræftet.

Men se selv musikvideoen, læs sangteksten og grav dig ned i fanteorierne.

Ultimativt handler ’Flowers’ om selvkærlighed, og om at Miley Cyrus bedre end nogen anden kan elske sig selv. Hun ikke har brug for nogen til at gøre hende lykkelig.

Og det opløftende og styrkende budskab er gået rent ind – fans kalder sangen ikonisk og flere understreger, at den er en påmindelse til os alle om, at man skal elske sig selv.

’Flowers’ er den første single fra Miley Cyrus’ nye og ottende album Endless Summer Vacation, der udkommer 10. marts.

Læs mere om:

Læs også