Isabella Rossellini: "I den alder, jeg har nu, betyder skønhed at være elegant og sofistikeret"
Foto: Peter Lindbergh. Redigeret af redaktionen.
Historien rummer sin egen bittersøde ironi: I 1995 fik Isabella Rossellini til sin egen store skuffelse ikke fornyet sin kontrakt som ansigt for kosmetikfirmaet Lancôme. Hun var blevet 42 år og ”for gammel”. Nu er Isabella 65 og har fået sit job som ansigt tilbage. Jeg sidder en halv meter fra hende i dagligstuen på et lille luksushotel i Stockholm, og så vidt jeg kan vurdere, har hun hverken været i nærheden af Botox eller skalpel. Isabella er velplejet og indiskutabelt stadig smuk, men det ville være løgn at sige, at hun ser ung ud. Hun ville heller ikke bryde sig om, at man sagde det.
Hvis det her beviser noget, er det, at det er ved at blive gammeldags at se rynkefascistisk på kvinder og alder, man risikerer at blive overhalet af – tiden. Billedet af kvinder og alder er i forandring. I takt med at Isabella har nået en moden alder, er tiden interessant nok blevet moden til hende. ”Gammel” er ikke, hvad det har været. Isabella siger selv:
– For mig er det her en vidunderlig historie. Det er det faktisk for alle kvinder – det var derfor, jeg gerne ville tilbage.
Isabella var ellers gået på pension. Hun havde kastet sig over arbejdet på sin økologiske farm uden for New York, lavede lidt avantgardistiske videoer på sidelinjen og kunne se tilbage på et rigt arbejdsliv som anerkendt skuespiller og højtbetalt model. Hun havde ikke regnet med at skulle tilbage på arbejdsmarkedet og da slet ikke for at arbejde for Lancôme. ”Skilsmissen” dengang var ikke lykkelig.
– Den dengang øverste chef sagde til mig, at kvinder drømte om at være unge, og at reklamerne repræsenterede drømmen – ikke virkeligheden. Så de måtte finde en yngre kvinde. Jeg var – meget skuffet.
Der var protester og debat, men derved blev det. Isabella Rossellini blev afløst af Juliette Binoche. Så hun blev mildt sagt overrasket, da telefonen ringede for to år siden: ”Har du lyst til at komme tilbage?”.
– Jeg sagde: ”Kan I ikke flyve mig til Paris, så vi kan sætte os ned over for hinanden?”. For måske forestillede de sig, at jeg stadig så ud, som da jeg var 42, men jeg var altså 63, da de ringede igen. Så jeg fik en aftale i en restaurant i Paris. Og dér sad jeg og ventede, da en motorcykel med en kvinde klædt i sort kom kørende. Da hun tog hjelmen af, væltede en manke af langt blondt hår ud. Det viste sig at være Lancômes nye CEO Françoise Lehman. Jeg havde forventet en faderlig mand i 60’erne og sagde impulsivt: ”Tingene har godt nok forandret sig”.
Kontroversiel historie
Isabella fortalte på mødet, hvordan hun var blevet skiftet ud med den begrundelse, at kvinder drømmer om at være unge. Til det havde Françoise svaret: ”Det er ikke sandt. NOGLE kvinder gør, men det er ikke noget imperativ for alle kvinder”.
– Så sagde jeg: ”Hvis du hyrer mig, graver du en ret kontroversiel historie frem, hvorfor vil du have den tilbage i pressen?”. De fleste firmaer er jo meget forsigtige, hvad den slags angår. Hun svarede: ”Vi gjorde en fejltagelse dengang, og det er vi nødt til at rette op på”. Jeg var så rørt, at jeg begyndte at græde. Det var i virkeligheden så simpelt. Og modigt. Det, der virkede som et usandsynligt scenarie mere end 20 år tidligere, var muligt nu.
Isabella har ingen skønhedstips til andre kvinder. Hun vender spørgsmålet og siger:
– For det første må man spørge: Hvad er skønhed? Vi må hver især definere skønhed. Jeg finder en glæde i at være elegant og sofistikeret. I den alder, jeg har nu, betyder skønhed at være elegant og sofistikeret. Også når det gælder mine omgivelser – mit hjem. Og når det gælder mit tøj. Det betyder meget mere for mig end at prøve at se yngre ud. Det tænker jeg faktisk aldrig over, jeg har opgivet det, for vi bliver alle sammen gamle. Jeg har den stil, jeg har – og andre har måske en anden. Det interessante for mig er, når man kan se tanken bag måden, en person klæder sig på eller et hus er indrettet på. Uden sådan en tanke bag er det mindre interessant. Jeg er så også nødt til at sige, at mode- og kosmetikindustrien har en tendens til at diktere, og man kan tydeligt se de mennesker, som bliver bange og prøver at adlyde. For mig er det ikke definitionen på stil. Stil er, at man bedst muligt bruger den palet af instrumenter, man har. Så gør man, hvad der er godt – for én selv.
Noget om spader
Isabella kalder en spade for en spade, og det er befriende. Hvis hendes ærlighed indimellem skulle få det til at gibbe i nogen i virksomheden, viser de det i hvert fald ikke. Ærligheden gør hende troværdig. Hun har det f.eks. stramt med ordet antiage, derfor er hun meget glad for, at den nye creme skabt til kvinder over 60 har mere fokus på glow. Det er glamourøst og elegant og rummer ingen krav.
– Antiage er et virkelig grimt ord, diskriminerende, for det taler stadig om kvinder, som om der SKAL være en fast standard for, hvordan en kvinde skal se ud, i stedet for bare at give os redskaber til at være elegante, udtrykke vores stil, lege.
– Jeg er ikke modstander af brugen af antiage-produkter. Jeg véd, der er kvinder, der gerne vil se yngre ud, og det er okay. Men jeg er imod … selskaber, som skaber et kompleks hos kvinder og derefter tjener penge på det. Som siger til kvinder: ”Det her er forkert, og det her er i stedet, hvad du burde være ...”. Den operation kan jeg ikke lide. Jeg kan lide positive signaler: Det her er for sjov, for at få dig til at føle dig bedre tilpas, for at du kan forkæle dig selv. DEN stemme. For kvinder har meget stærkt den indre selvkritiske stemme. Djævlens stemme. Det er ikke, fordi jeg ikke selv har den stemme. Jeg ser ikke mig selv i spejlet og siger: ”Åh, jeg har det hele, alt er lykkedes”. Som enhver anden kvinde ser jeg på mig selv og tænker: Poser, grå, rynker, HALS … ÅÅÅÅH ..! Men jeg prøver på at ignorere den stemme, for det er en ond stemme.
Min datter er 18, og det er ret tydeligt, at den generation af skønne unge kvinder stadig kæmper med udseendet?
– Jeg er enig. Jeg så det samme med min nu voksne datter, og jeg troede ellers, den generation ville glide let igennem det og overvinde det. Da min datter var 18-19 år, var det utrolig overraskende for mig, at hun var sådan: Okay, først og fremmest er jeg tynd, resten tager jeg mig af bagefter ... Det var meget vigtigt at være tynd OG intelligent, tynd OG kultiveret. TYND var et kriterium, som var absolut vigtigt. Det er utroligt for mig, og det eksisterer stadig meget stærkt. Kvinder er meget modtagelige over for de grene af vores kultur, der stadig dømmer kvinder, når det gælder den måde, de ser ud på.
Hvem definerer skønhed?
– Præcis. Det er derfor, jeg siger: ”Lad være med at give mig regler, giv mig værktøjer, så jeg selv kan definere!”. Men den selvkritiske stemme i kvinder findes, og den er meget stærk. Stærkere end i mænd. Når man er teenager, er der selvfølgelig uundgåeligt kampen: Hvordan passer jeg ind, hvordan bliver jeg uafhængig? Men den selvkritiske stemme fra teenagetiden fortsætter i kvinder. Heldigvis bliver den mindre stærk med tiden.
LÆS OGSÅ: Tove Ditlevsen: "Selvom man er elsket kan man godt føle sig alene"
Hvis man dør
Isabella mindes en samtale, hun havde med den nu afdøde italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci, som var en af hendes meget gode veninder.
– Oriana sagde til mig: ”Bare vent, til du opdager, hvor skønt det er at blive gammel. Så gør man mere og mere, hvad man SELV vil!”. Kvinder får hele tiden at vide, at de skal please, og at de eksisterer igennem andres blik. At man eksisterer og har værdi som kvinde, fordi nogen synes, man er smuk. Når man bliver ældre, opdager man, at der er ting, man ikke har fået gjort endnu, og tænk, hvis man dør uden at have nået det? Så begynder man at gøre, hvad man selv vil.
Isabella møder stadig mennesker, der husker Ingrid Bergman og synes, at datter og mor ligner hinanden. Det kunne de ikke selv se, når de stod side om side og kiggede i spejlet. Til gengæld har Isabella arvet noget af det mentale fra moren.
– En slags uafhængighed. Et uafhængigt sind. Vi kvinder får altid at vide, at kvinder skal være venlige og søde, og det var hun helt klart, men hun gjorde også, hvad hun ville – uden at være hensynsløs over for andre. Hun var forud for sin tid. Muligvis fordi hun var svensk og dermed stærk og uafhængig og samtidig levede i en international arena. Hun fremstod meget avanceret.
Ingrid Bergman døde som 67-årig i 1982.
– Jeg nærmer mig min mors alder, og nu hvor jeg er så tæt på, føler jeg, hun døde meget ung. Jeg tænker på hende hver dag. Min datter har lige fået en baby, og hvor ville min mor have elsket at være oldemor. Hun ville også have elsket min historie med Lancôme. Og det ville have glædet hende at vide, at jeg fik en karriere og blev økonomisk uafhængig. Den del savner jeg at kunne fortælle hende. Jeg fortæller hende det faktisk, men jeg ved ikke, om hun lytter. Et eller andet sted …
LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen er i overgangsalderen, men: ”Det seksuelle er bedre end nogensinde"
Isabella Fiorella Elettra Giovanna Rossellini, 65 år. Du husker hende måske som skuespiller, model og ansigt for Lancôme. Isabella er datter af den svenske skuespiller Ingrid Bergman og den italienske instruktør Roberto Rossellini. Isabella har selv en datter på 35 og en søn på 25. Isabella har spillet med i blandt andet ”Blue Velvet”, ”Døden klæ’r hende” og ”Vilde hjerter”.
ISABELLA ROSSELLINIS 3 LANCÔME-FAVORITPRODUKTER
1. Rénergie multi-glow
Jeg elsker den nye formel! Cremen trænger perfekt ind i huden, den lyserøde tone er så fin, og så dufter cremen godt. Den fugter min hud godt, og får den til at føles bedre både indvendigt og udvendigt. Jeg har også haft bedt om at besøge laboratoriet, hvor hudplejeprodukterne bliver fremstillet. Jeg nyder at tale med fagfolkene, hudlægerne og parfumørerne. Selvom jeg ikke forstår alt omkring processen, hjælper det mig bagefter, når jeg skal kommunikere omkring det.
2. Trésor
Da Trésor blev skabt i de tidlige 90’ere, var pressen begyndt også at ville tale med modellerne og muserne, der var frontfigurer for produkterne. Faktisk spurgte jeg Lancôme, om jeg kunne være til stede under processen med at skabe duften, for jeg ville gerne være der for at kunne formidle det senere. At være "backstage" har styrket mit forhold til duften, som har været ved min side lige siden.
3. L’Absolu Rouge
Jeg har altid rejst meget, og jeg ved, at nøglen er at medbringe ting, der er enkle og nemme at kombinere. Alt skal kunne mikses og matches, så det ikke tager unødvendig plads. På skønhedssiden kan jeg godt lide at tilføre lidt glæde på læberne med L’Absolu Rouge i en ægte rød farve, som fx farvenuancen 132.
