Jeg har meget let ved at græde
Foto: Petra Kleis
- Det har aldrig været meningen, at jeg partout skulle rejse farlige steder hen, men det er jo tit sådan, at historierne udspiller sig steder, hvor situationen er ustabil. Det er en del af jobbet, som man må acceptere. Men det har aldrig været det farlige, der tiltrak mig.
Hvad er det så?
- Det er at rapportere fra verdensbegivenheder, at være med til at skrive verdenshistorien. Jeg synes, det er et helt enormt privilegium som journalist at stå dér, hvor hele verdens øjne er rettet imod. For mig er det vigtigt at fortælle historier fra de områder - dels fordi det er en personlig tilfredsstillelse at stå midt i verdensbegivenhedernes centrum, dels fordi det er SÅ vigtigt, at der er journalister den slags steder.
- Så kan man så spørge: Hvorfor lige mig? Fordi jeg er god til det. Derfor føler jeg en forpligtelse til at gøre det. Og så er jeg et nysgerrigt menneske. Typen, der altid løb efter ambulancen, da jeg var lille.
Du adskiller dig fra andre korrespondenter ved ikke at lægge skjul på, at du er et meget følsomt menneske.
Tænker sådan et følsomt menneske ikke en gang imellem: Hvad fanden laver jeg her?
- Jo, det gør jeg da. Men jeg tror, det er meget vigtigt at have følelserne, sjælen, med, når man rapporterer om andre mennesker. Steffen Jensen sagde engang til mig, at når jeg gik ind i det her, ville jeg enten ende med at blive kold og kynisk eller sådan én, der får meget nemt til tårer. Jeg er så ramt i den ende, hvor jeg har MEGET let ved at græde.
- Men jeg SKAL kunne forsøge at sætte mig ind i de følelser, en mor, som har mistet sit barn, har. Hvis ikke du er villig til at give det af dig selv, er du en dårlig journalist. Hvis du sætter et skjold op, fordi du selv er bange for at blive ked af det, er du ikke lige så god. Jeg er klar over, at nogen er nødt til at gøre det, men jeg vælger så at give noget af mig selv. Selv om det koster.
Det tog Rasmus Tantholdt lang tid at overbevise sig selv om, at han er god til det, han laver
TRAUMATISKE OPLEVELSER EN DEL AF LIVET
Død og lidelse, lemlæstede mennesker, krig og kugler, der flyver om ørerne på ham. De fleste af os ville ryge direkte på briksen hos en psykolog, hvis vi opholdt os bare fem minutter et af de steder, hvor Rasmus Tantholdt lever halvdelen af sit liv. Eller ville vi? Det har han selv en tankevækkende holdning til.
- Min faste fotograf og jeg kender hinanden ud og ind, så vi taler selvfølgelig om de forskellige oplevelser sammen, selv om det godt kan være, en psykolog ville mene, at det skulle foregå på en mere struktureret måde. For honestly: Det sker tit over en øl i Dubai, eller hvor vi nu mellemlander. Det er måske ikke nok, men det er sådan, vi gør.
- Jeg har modtaget krisehjælp, når jeg har været ude i nogle virkelig voldsomme situationer, men der skal meget til, før jeg føler, jeg har behov for det. Og jeg har valgt at spørge mig selv, om det egentlig er et problem? Vi lever i et samfund her i Danmark, som er meget, meget trygt, vi er bange for traumatiske oplevelser, og hvad der vil ske med os, hvis vi kommer ud for dem. SÅ skal vi i hvert fald i behandling! Det er givetvis godt for mange mennesker, men jeg tror på, at ubehagelige og traumatiske oplevelser er en del af tilværelsen, som man må acceptere og tage med videre. Fordi de er med til at danne dig som menneske.
- Jeg tror, at det er en vigtig del af den menneskelige udvikling at stå i ekstremt svære situationer en gang imellem. Det kan være sundt at tage de oplevelser med videre, fordi du kan bruge dem til noget. Jeg kan for eksempel bruge mine oplevelser i forhold til vores børn, give dem nogle værdier, hvor udgangspunktet ikke nødvendigvis er idyl, og det vil det være hele livet. Ting kan vende på hovedet i løbet af få sekunder, og vi skal sætte pris på, hvad vi har - og ikke hvad vi ikke har.
- Det er en kliché, det ved jeg, men ikke desto mindre rigtigt. Og jeg tror, at det vil være sundt for mange mennesker at komme ud og opleve de ting, jeg gør, en gang imellem. I vores privilegerede verden har vi det jo forholdsvis nemt - vi har alle sammen den nye iPad og iPhone og alt, hvad vi behøver. Vi oplever ikke kontrasterne. Og så kan det være svært at sætte pris på, hvad du har. Så bliver alting en selvfølge, og det er noget, jeg generelt kæmper imod i hverdagen. Jeg er ekstremt bange for trivialitet, kurven skal køre op og ned, ikke bare ligeud. Jeg vil udfordres. Gøre skøre og vilde ting.