"Jeg var bange for, at folk, der passerede os, ikke vidste, at jeg var deres søn"

Han var bare tre måneder gammel, da han kom til Danmark fra Korea – men selv om hans adoption på sin vis har været meget uproblematisk, kæmpede Morten Mortensen, 37, dog under opvæksten i midtjyske Hedensted med at føle, at han passede ind.

– Jeg har altid følt mig anderledes og har nok også altid følt en vis form for utryghed, fortæller Morten, da SE og HØR møder ”Gift ved første blik”-deltageren på Amager, hvor han bor i dag.

– Hvorfor utryghed?

– Jeg tror, at du som adopteret kæmper meget med det grundvilkår, der er i dit liv og i din eksistensberettigelse. Det ligger jo i vores historie, at hvis vores adoptivforældre havde fået et barn biologisk, så havde vi ikke nødvendigvis været her.

– Hvor kunne jeg så være endt? Hvem kunne så have været mine forældre? Den utryghed søgte jeg meget ved mine forældre: Er jeg jeres? Tilhører jeg virkelig jer? siger Morten og uddyber:

– Jeg kan huske, at når vi var på ferie og gik sammen, gjorde jeg meget ud af at tale dansk og meget højt – fordi jeg var bange for, at folk, der passerede os, ikke vidste, at jeg var deres søn.

Morten voksede op med udsigt til kornmarker og kvæg på en gård, som hans forældre havde overtaget fra hans bedstefar.

– Og jeg udviklede bare allergi over for alt! Det var lidt som om: ”Du hører ikke til her, du er slet ikke bygget til det her miljø”, siger han og ler.

– Men med to forældre, som havde kæmpet deres egen kamp for at få et barn. Det (ønske, red.) gik i opfyldelse og har præget min barndom rigtig meget at kunne mærke, at man var det der mirakelbarn, som var længe ventet, og at man udfyldte noget helt særligt hos dem, siger han.

Folkeskoletiden var dog langt fra nogen dans på roser for Morten, som fra 6.–7. klasse blev udsat for mobning.

– Jeg har svært ved i dag at sige, hvad mobningen gik på: om det var på grund af mit koreanske udseende eller min homoseksualitet, eller om det var en kombination.

Én ting var i hvert fald sikker: Jeg var anderledes end mange af dem, jeg gik i klasse med, siger Morten, som også altid har været et meget følsomt menneske med let til tårer.

Først da han kom på efterskole med fokus på det kreative i 9. og 10. klasse, følte Morten, at han passede ind og fik en masse venner. Og da han i 2012 blev introduceret for KoreaKlubben for adopterede koreanere, fandt han virkelig et fællesskab, der med hans ord ”omfavnede det, jeg var, og min historie”.

Morten kender ikke hele forklaringen på, hvorfor han blev bortadopteret.

– Jeg ved kun det, som ligger rent historisk og kulturelt i Korea i ‘80’erne, siger han og fortæller, at hvis man som kvinde i Korea i 1980'erne fik et barn uden for ægteskab, var man meget dårligt stillet.

– Det var også forbundet med en vis form for skam. Jeg kan se i mine adoptionspapirer, at min mor var meget ung og uuddannet. Det gjorde, at hun ikke – formoder man, når jeg har talt med mit adoptionsbureau – havde ressourcerne og familieopbakningen, fordi hun var ugift, fortæller Morten, som for et par år siden rejste til Korea for at lære mere om sit hjemland.

– Det var virkelig en speciel oplevelse. Det var så helende. Jeg var der i 14 dage. Folk var så søde, og jeg følte virkelig, jeg havde været der før. Jeg var henne at se mit børnehjem og tænkte: ”Gud her var jeg for 36 år siden”.

Indtil nu har Morten ikke haft behov for finde sin biologiske familie, da han først har skullet forsone sig med at være adopteret. Han afviser dog ikke, at han engang i fremtiden vil forsøge at finde sin biologiske mor.

– Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at opgive sit barn og ikke vide, hvor det barn er, og om det lever. Jeg vil gerne sige tak og fortælle hende, at det er det mest uselviske, man kan gøre, siger Morten.

– Og så vil jeg gerne stille min nysgerrighed. Jeg har jo mange ting i min personlighed, jeg kan se ikke er kommet fra mine forældre, siger han og griner.

Denne artikel blev første gang udgivet på Se&Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.