Underholdning
23. december 2024

Julie-Elsebeth tog stor beslutning på vegne af sine børn. Nu forklarer hun hvorfor

I en podcast fortæller Julie-Elsebeth, hvorfor hun har fjernet sine børns ansigter fra sine sociale medier.
Af: Charlotte Bech Mathiesen
Julie-Elsebeth Johannesen Krog

Foto: Søren Jul Lamberth

Engang kunne følgere af den danske influencer Julie-Elsebeth Johannesen Krog more sig ved at se billeder af hendes søde børn på hendes sociale medier.

Men sådan er det ikke længere.

Hun har nemlig tage beslutningen om at fjerne børnene helt fra de sociale medier - både fremadrettet og i tidligere opslag.

En beslutning, som hun uddyber overfor Morten Messerschmidt i det nyeste afsnit af DF-formandens podcast "Ikke et ord om Politik".

"Da jeg kom ind i den her branche, var der ingen skrupler omkring det. Hverken hos mig eller hos alle dem, der sad og kiggede med. Vi syntes alle sammen, det var fint at tage billeder op i hovedet på vores børn og så smide det op og fortælle om dagen," fortæller influenceren og fortsætter:

"Med tiden er der kommet et helt andet fokus på, hvad der er den rigtige måde at gøre det på. Vi skal alle sammen tage stilling til, hvordan vi vil gøre det."

"Så for halvandet år siden fjernede vi vores børns ansigter, også på alle de gamle opslag. Der er ikke noget ansigt på noget af det. Vi deler heller ikke noget personligt indhold om vores børn. Der er ikke nogen, der ved, hvor de går i børnehave eller skole."

Julie-Elsebeth forklarer videre i podcasten, at en jurist for fire-fem år siden gjorde hende opmærksom på, at emnet sygdom også er et privat anliggende.

Derfor nævner hun heller ikke noget om børnenes sygdom, fortæller hun:

"Så selv hvis mine børn har kriller i halsen, de skal have lagt dræn, så fortæller jeg det heller ikke. Jeg kan godt sige, at vi døjer med noget sygdom, men jeg siger ikke, hvem det er, og jeg siger ikke, hvad det er."

Julie-Elsebeth danner til dagligt par med journalisten Anders Krog, og de har tilsammen tre børn. En af dem, blev født i år.

Julie-Elsebeth og Anders Krog er særdeles populære på Instagram, hvor de deler ud af deres liv med børn. Mens Anders krog har over 53.000 følgere, så har Julie-Elsebeth over 150.000.

Anders Krog er tidligere journalist på TV 2 Sport og TV 2 News, men arbejder i dag som freelance journalist og hjælper blandt andet virksomheder med at producere indhold til sociale medier. Julie-Elsebeth er journalist og forfatter.

Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også