Kaspar og Lambang fra "Sommerdrømme": Sådan mødte vi hinanden
Foto: Hanne Juul
Ægteparret Kaspar og Lambang Arianto kan hver onsdag opleves i TV 2’s ”Sommerdrømme”, hvor de kæmper om at vinde et sommerhus på Falster.
De bor i Valby med deres tvillinger, Atlas og Java på to et halvt år, og de mindes med glæde, da de mødtes til badminton for ni år siden, skriver Billed-Bladet.
– På min første dag var Lambang den eneste, som rigtig hilste på mig, og jeg syntes bare, han var så sød, fortæller 33-årige Kaspar til Billed-Bladet og fortsætter:
– Jeg havde altid haft en ide om, at jeg skulle være sammen med en eller anden arkitekttype med sideskilning og trenchcoat, og så stod den der høje og mørke fyr der – alt det, jeg ikke vidste, jeg gerne ville have.
Forlovet i Indonesien
Det var nærmest kærlighed ved første blik, da de mødte hinanden for første gang.
– Jeg tænkte, at jeg var nødt til at komme til badminton igen, og til fredagsbaren efterfølgende drak han mig fuld, og vi kyssede.
– Så tog vi på date om lørdagen, og om søndagen spurgte Lambang mig, om vi ikke bare skulle være officielle kærester, lyder det fra Kaspar.
38-årige Lambang er opvokset i Danmark, men har indonesiske forældre, og i 2014 friede han til Kaspar i Indonesien.
I 2015 blev de gift, og i 2018 blev de forældre for første gang.
Parret kan ses i ”Sommerdrømme” hver onsdag kl. 20.00 på TV 2.