Krimiværtens vildeste oplevelser
Hun besøger mordere i fængslet, laver skjult kamera om natten og drikker kaffe med rockerne. Journalist og forfatter Stine Bolther scorede drømmejobbet, da hun blev tilbudt stillingen som vært og reporter på magasinprogrammet Krimi5. Inden hun blev tv-vært, reporterede hun fra det kriminelle miljø som kriminalreporter for Ekstra Bladet. Her er nogle af de oplevelser, der har gjort mest indtryk på hende:
Voldelige narkohandlere på Vesterbro
- Da jeg arbejdede på Ekstra Bladet, skulle vi konfrontere nogle narkohandlere på Vesterbro. Min kollega lod som om, han ville købe noget af dem, mens resten af holdet sad i en bil og ventede. Så var det meningen, at jeg skulle løbe ud og filme med et webkamera og min anden kollega skulle fotografere, når der blev sagt "coke", som var det kodeord, vi havde aftalt. Vi følte virkelig, at vi havde talt alt igennem, men det havde vi så alligevel ikke helt. For da kodeordet blev sagt, kom min fotografkollega hurtigere ud af bilen end mig, og han var derfor 10 skridt hurtigere fremme. Han begyndte at tage billeder med det samme, og de her afrikanske narkohandlere overfaldt ham, mens jeg stod og filmede. Da en af dem sparker ham i brystet, kan man se på optagelsen, at kameraet ryger ned, for der er jeg begyndt at løbe tilbage til bilen. "Lås bilen, lås bilen", får jeg sagt. "Shit", tænkte jeg, for pludselig kunne jeg ikke se de to andre ude på gaden, og jeg vidste ikke, om narkohandlerne kunne finde på at løbe efter os og smadre bilruden. Heldigvis kom vi væk i en fart, og der skete ikke noget alvorligt. Men der kunne jeg godt mærke, at adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, for jeg var meget tæt på at komme galt af sted.
Højgravid til oprør på Christiania
- Engang var jeg ude at dække en demonstration på Christiania, mens jeg var 7-8 måneder henne i min graviditet. De have tændt ild på gaden, som de nogle gange gør, så der var stort bål og folk, der gik og kastede med alt muligt. Fordi jeg var højgravid, valgte jeg at stille mig lidt derfra, men pludselig så jeg, at de andre journalister kom løbende, og en af mine kollegaer sagde: "Vi skal væk - de går efter pressen nu!" Pludselig så jeg, at de havde fået fat i en journalist fra en morgenavis, som de var begyndt at kaste brosten efter. Der var jeg glad for, at jeg ikke stod helt tæt på, for jeg kunne altså ikke løbe særlig hurtigt. Efter den situation ringede min fotograf ind til redaktionen og sagde, at det nok var på tide at sende en anden end mig ud til den slags, for han følte ikke, at han kunne tage ansvar for mig. Jeg mente egentlig selv, at jeg var ok, men sådan blev det, for nu syntes fotografen altså ikke lige det var så fedt at følges med hende den tykke mere!
Truet på livet i retten
- Jeg dækkede en sag, hvor to supportere af rockergruppen Banditos var tiltalt for drabsforsøg. De havde skudt en mand i hovedet, som overlevede - men så vidt jeg ved, har han stadig projektillet siddende i hjernen. Jeg havde overværet retssagen og havde skrevet, at de to tiltalte virkede totalt overlegne og nærmest ligeglade, fordi de sad og smågrinede til hinanden i retten. Som så mange gange før var jeg den eneste kvindelige reporter, så det var ret nemt for dem at udpege mig i retten næste dag. Inden dommer og nævninge kom ind i retssalen sad de og pegede på mig og sagde: "Det er hende der, den fucking kælling. Vi ved, hvem du er, og du er færdig", mens de lavede dø-tegn over halsen. Efter retsmødet var overstået skete der noget, som jeg har tænkt meget på siden. De tiltaltes pårørende kom over til mig, og de var også meget sure over de ting, jeg havde skrevet. "Du er kraftedeme en kælling, hvorfor har du skrevet sådan noget", sagde de, men så forklarede de mig, at de her to fyre slet ikke havde det så godt indeni, som det måske så ud til. De var bare nødt til at vise overskud over for gutterne, der var mødt op i retssalen. Det lærte mig noget om, at jeg ikke kan skrive, at en tiltalt er iskold eller ligeglad, hvis ikke han bryder sammen. Det kan være, at han ikke vil vise sine følelser over for konen, vennerne i rockerklubben eller ofrets familie. Men når han kommer tilbage i sin celle og sidder alene, græder han måske.
Stine Bolthers nyeste bog "Drabschefen - Nye Sager" udkommer nu i marts, og bogen er en selvstændig fortsættelse af bestselleren "Drabschefen" fra 2006, som hun har skrevet sammen med tidligere drabschef Ove Dahl.
Cecilie Stenspil: Det er vigtigt at kunne grine sammen
Frank Hvam - Velkommen på forsiden