
Lene Beiers søn er kommet i lære på hotellet. Men han drømmer om noget helt andet

Foto: Jesper Sunesen
Det var ikke kun Lene Beier og ægtemanden Anders, der påbegyndte en helt ny tilværelse, da de flyttede til den lille by Itter i Østrig for at drive et hotel.
Det gjorde også parrets to sønner, 13-årige Otto og 16-årige Arthur.
Otto begyndte i en lokal skole, men Arthur havde i sommeren 2024 færdiggjort folkeskolen og 9. klasse i Danmark.
Derfor valgte Arthur at søge job i området og fik arbejde i en butik i nærheden.
Men der arbejder han ikke længere. Lene Beiers ældste søn er nemlig kommet i lære på Hotel Edelweiss i en helt særlig disciplin.
- Arthur arbejdede først i Intersport og er nu på hotellet, imens vi har andre unge ansat. Her er han i øjeblikket i lære som dessertkok, fortæller Lene Beier med et smil til BILLED-BLADET.

Det er hotellets kok, som står for aftensmaden, men Arthur hjælper med at lave mad til gæsterne.
- Han er glad for den omskiftelige hverdag. Han er lige som os, han er heller ikke så glad for, hvis det bliver alt for trivielt, forklarer Lene Beier og fortsætter:
- Nogle gange står han i baren eller vasker op, men lige nu er han rigtig meget i køkkenet.

Lene Beiers ældste søn, Arthur, i køkkenet på Hotel Edelweiss.
Foto: Jesper Sunesen
Sønnens store drøm
Arthur har dog ikke tænkt sig, at han skal arbejde på hotellet hele tiden.
- Han drømmer faktisk om at arbejde et år på McDonalds i byen Wörgl, fortæller Lene Beier og tilføjer:
- Der har de et tyskprogram, hvor man lærer sproget, samtidig med at man er en del af fællesskabet. Han skal finde ud af, hvad han gerne vil senere, men lige nu tager han det stille og roligt.
Familien kan opleves i ”Beier på Alpehotellet” torsdage kl. 20.40 på TV 2 Fri.
Denne artikel blev første gang bragt af Billed Bladet, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
