"Lige nu tænker jeg mest på, om mine børn vil synes, det er til at holde ud at komme i skole hver dag"

Foto: Lotta Lemche/TV 2
Advarsel: Indeholder spoilers for sæson tre af ‘Forræder’
Hvordan har du det lige nu?
Lige nu tænker jeg mest på, om mine børn vil synes, det er til at holde ud at komme i skole hver dag. At deres far ikke er mega kikset. I første afsnit siger jeg, at der ikke er noget, der er så godt som en god daddel. Og det er jo super kikset. Børn forstår jo ikke ironi, og de ved ikke, at jeg faktisk hader tørret frugt.
Du skal jo lyve røven ud af bukserne i det her program. Hvordan har du det med at være et røvhul?
Jeg har det fint med at være et røvhul, hvis det er en rolle, jeg tager på mig. Det var som en sweater, der kløede lidt, og som man lige skulle vænne sig til. Men når først den sidder ordentligt, så går det bedre. Men generelt undgår jeg at lyve, fordi det er for besværligt at holde styr på. For mig handlede ‘Forræder’ mest om at tale folk efter munden. Min strategi var at lade folk køre med deres teorier og så bekræfte dem i det. Min største løgn var egentlig bare at sige, at jeg var loyal. Den måtte jeg lige øve foran spejlet.
Hvem af dig og Sarah Grünewald falder det mest naturligt at være forræder?
Det virker, som om det falder Sarah mest naturligt. Hun er mere inde i spillet, end jeg er. Jeg tror, hun har undersøgt det nærmere, end jeg har. Jeg er ikke vant til at indgå i sammenhænge, hvor man skal spille folk ud imod hinanden.
Men du er jo satiriker. Du er god til at provokere og finde ting og personer, der kan kritiseres. Betyder det ikke, at du netop er den oplagte forræder?
Jeg kan godt se, hvad du mener. Men i den rolle er jeg jo heller ikke mig selv. Det er jeg her. Jeg blotter mig og gør mig selv til genstand for kritik og dårlig smag. Det er meget uvant.
Rasmus Bruun
Er 42 år og kommer oprindeligt fra Thisted. Kendt som satiriker, skuespiller og radiovært fra blandt andet ‘Den Korte Radioavis’ på Radio24syv og ‘Operarejsen’ og ‘Orkestret’ på DR. Kom ind på DR’s talenthold i 2005 og har arbejdet i en årrække på DR Ultra. Nu er han aktuel som forræder i tredje sæson af TV2-programmet ‘Forræder’, der har premiere den 11. april.
Hvorfor takkede du ja til at være med?
Mine børn ser ‘Forræder’ og er vilde med det. Da jeg fik tilbuddet, takkede jeg ja uden at have set programmet. Jeg gjorde det for deres skyld. Men også, fordi det var langt uden for min komfortzone og en god udfordring. Og så har jeg været lidt for fin på den, når det kommer til reality. Men så tænkte jeg, hvorfor er jeg egentlig det?
Har du fået smag for at lave mere reality?
Det er farligt at sige. Så kan man jo få et tilbud, man ikke kan sige nej til. Jeg må tage det gang på gang.
Beskriv din deltagelse med tre ord?
Udspekuleret, observerende og tilbageholdende.

Foto: Nina Pratt
Hvad har du lært af at være med i ‘Forræder’?
‘Forræder’ er et eksperiment, der går ud på, at nogen ved mere end andre. Man lærer noget af at blive voldsomt manipuleret i det daglige. Jeg blev mere konspiratorisk af at være derinde. Jeg fangede mig selv i at spekulere i folks intentioner. Hvad er bevæggrunden for, at jeg får denne information? Det er lidt, som når man spiller skak og pludselig fanger sig selv i at tænke på verden i skaktræk.
Det lyder lidt hårdt. Var det også sjovt?
Ja! Jeg elsker klare rammer for et spil. Det er fedt at bevæge sig rundt i. Når jeg spiller et spil, lever jeg mig 100 procent ind i det. Men det var da også hårdt, og jeg er glad for, at vi fik pauser. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med så mange mennesker hele tiden.
Var der nogen, du var mistænkelig overfor?
Jeg tænkte, at der var nogle loose canons. Jeg havde en opfattelse af, at Helge kørte sit eget show.
Hvordan har du det med at blive endnu mere kendt?
Man må tage de fordele med, der eventuelt kommer. Dem kan man altid bruge. Jeg har stadig til gode at opdage noget negativt ved at være kendt. Der er ingen, der giver mig fingeren i trafikken. Man kommer foran i køen. Alle er så søde og rare. Så jeg vil gerne anbefale alle, der er ukendte til at blive kendt.
Når man er kendt, sladrer folk jo også om én. Kommer du til at følge med i, hvad folk siger og skriver om dig i ‘Forræder’?
Kun, hvis jeg har det godt mentalt. Det samme gælder anmeldelser. Det kan godt være farligt. Jeg husker at have set en tråd på Reddit om mig, der egentlig handlede om, hvor lækker Frederik Cilius er. Så det var jo rimelig ufedt.