Underholdning
14. marts 2025

Lise Rønne om selfie-episode med Mikkel Hansen: “Ydmygelsen, når jeg ser det billede…”

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger vi nogle af tidens mest interessante folk om. Her svarer den programaktuelle tv-vært, Lise Rønne, på alt.
Af: Louise Elly Meyer
Lise Rønne

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Hun er måske et af de mest velkendte ansigter på de danske fjernsynsskærme. Siden hun var i begyndelsen af sine 20’ere, har Lise Rønne nemlig interviewet et væld af forskellige mennesker for rullende kameraer.

Både som vært på det helt utroligt populære musikprogram ‘Boogie’ og senest som vært på Go’ Morgen Danmark.

På sin Instagram-profil har hun desuden i årevis været bannerfører for glæden ved at læse. Her har hun delt ud af sine egne læseoplevelser, men naturligvis også de bøger, som hun har været med til at lave i sin tid som redaktør på Gyldendal.

Nu skal hun stå i spidsen for den danske version af det populære quizprogram ‘Feltet’, der har premiere 15. marts, hvor deltagerne kæmper om en pengepræmie på intet mindre end 250.000 kroner.

Her deler Lise Rønne blandt andet titlen på den bog, der fik hende til at genopdage litteraturen, da hun var småbørnsmor. Og på en episode med Mikkel Hansen, der har slukket hendes lyst for nogensinde at bede nogen om en selfie igen.

Vi byder den garvede tv-vært og litteraturelsker hjerteligt velkommen her i ‘Status’.

Hvad er det første, du læser hver dag?
Det er jo helt sikkert noget på min telefon. Men det sker ikke, mens jeg endnu ligger i min seng, for det føles som at gøre vold mod den overgang ind i dagen, som har godt af at være blød og urørt. Men et kvarter senere sidder jeg ved køkkenbordet med kaffen, og så kører den for fuld smadder med ugeplaner på Aula og sms’er, der skal koordinere, hvem der henter og bringer og den slags.

Hvad er din favorit-avis?
Jeg kan ikke sige, at der er favorit-aviser, for jeg kender ikke dem alle, men jeg læser mest Politiken og Zetland, der begge som oftest er virkelig velskrevne. Men de er også et ekkokammer for mig, og det har jeg det ambivalent med. Weekendavisen bedriver virkelig god journalistik, men er indimellem maskulin i en grad, så jeg ikke gider at abonnere på den.

Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
Livet er jo i kapitler, så det er umuligt kun at nævne én. Men jeg vil sige, at Karl Ove Knausgaards ‘Min Kamp’ blev indgangen til, at jeg som småbørnsmor genopdagede litteraturen. Jeg slugte seksbinds-værket på ingen tid og slap aldrig litteraturen siden. For evigt vil bøger være det, der kan gøre mig allermest blød.

Hvad gør du for at finde ro?
Læser. Eller går en tur med min golden retriever.

Hvad er din største last?
Jeg åbner slikskabet første gang klokken ni om morgenen, og så kører jeg ellers fast rutefart dertil resten af dagen. Men jeg gider ikke at kalde det en last, for det er totalt nydelse for mig, og jeg har ingen planer om at ændre på noget.

Hvad spiser du, når ingen kigger?
Jeg spiser chokolade, når ingen kigger, og når alle kigger.

Hvad spiser du rigtig tit?
Vi spiser virkelig meget pasta herhjemme, og her taler vi ikke pasta vongole og den slags, men pasta med ketchup eller pesto. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at lave mad, men jeg orker sjældent at stampe et nyt måltid op hver dag, så en til to dage om ugen står den på havregryn, spejlæg eller pasta med noget hurtigt. Det er der meget godt at sige om, ikke mindst at det også er kødfrit.

Hvad er din underlige besættelse?
Jeg er helt sikkert besat af at pakke mine børn ind i vildt meget tøj, fordi jeg altid selv fryser, men forleden sagde min 12-årige datter: “Mor, du overfører din egen kulde på mig, men jeg fryser jo ikke, så nu må du stoppe med det der!” og jeg tænkte: “Hvis bare I vidste, hvor meget jeg overfører på jer, som egentlig kun er mit behov,” haha.

Lise Rønne

Født 1978 i Viborg. Bor i København.

TV-vært.

Aktuel som vært på det nye quizprogram ‘Feltet’, der har premiere på TV 2 Play 15. marts.

Har tidligere været vært på Boogie Listen, Go’ Morgen Danmark, Aftenshowet, hvor hun også var redaktør, og X Factor.

Var redaktør på Gyldendal. Har studeret litteratur på Aarhus Universitet. Mor til tre børn.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
Jeg har haft Benjamin Havs ‘Du ligner din mor’ på hjernen i et par uger. Vi synger alle med på den herhjemme, men nu har jeg virkelig også brug for en pause.

Hvilken film/serie kan du se igen og igen?
Jeg ser ingen serier, og det handler mest af alt om, at jeg ikke kan overskue udbuddet. Så når folk anbefaler mig nye serier, jeg bare se, så nikker og smiler jeg, men ved også, at jeg aldrig kommer til at se dem. Til gengæld vil jeg dele det hack, at når min otteårige kommer træt hjem efter svømning mandag eftermiddag, så pakker jeg ham og mig ind i en dyne, og så ser vi film efter mit valg: ‘Alle vi børn i Bulderby’, de gamle ‘Far til fire’, japanske Miyazakis vidunderlige tegnefilm og mere i den dur. Langsomme film, som han aldrig selv ville have valgt, men som vi begge sluger.

Hvilken ting gør dit liv lettere?
Vores robot-plæneklipper og måske også snart en robot-støvsuger. Jeg ville have forsvoret det, men en golden retriever… Omg.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Jeg synes, at Iben Maria Zeuthen er landets dygtigste interviewer. Hun lytter og bringer samtalen videre på så indfølt og dygtig en måde, at jeg altid bliver klogere.

Hvor får man det bedste måltid i København?
Her er jeg virkelig ikke fremme i bussen, faktisk er jeg ikke engang steget på bussen. Jeg bliver jer svar skyldig.

Hvor er dit yndlingssted i byen?
Min kæreste og jeg boede på Nørrebro, da vi var unge og forelskede, så når vi indimellem tager hinanden og ungerne dertil, føler vi os altid lidt unge. Eller faktisk lidt gamle. Men i al fald lidt lykkeligere.

Hvad gør du for lidt?
Motionerer.

Hvad er dit motto?
Sådan et må jeg godt nok sige, at jeg ikke har.

Hvilken podcast lytter du til?
‘Genstart’ og ‘Skønlitteratur’ på P1. Ikke andet. Det er igen det dér med det store udbud, jeg smelter sammen over det og slukker i stedet – vel også ud fra en erkendelse af, at ja, der vil altid være samtaler og livsfortællinger og gode råd og mere viden derude, men jeg føler, at jeg vinder mere, end jeg taber, når først jeg har slukket.

Hvor er dit “happy place” på internettet?
Intet har jeg lyst til at sige, men jeg er også lidt sur på internettet for tiden. Kunne jeg vælge, skruede jeg uden at blinke tiden tilbage til før internettet, og det er da alligevel en lidt solitær følelse at stå med, skulle jeg hilse at sige.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Ingen, tror jeg nok. For jeg ville synes, at det var så pinligt at spørge én, som, jeg ægte synes, er sej om netop det. Jeg er nok brændemærket af en episode engang på en restaurant, hvor jeg opsøgte Mikkel Hansen ved et nabobord og bad om en selfie. Ydmygelsen når jeg ser på det billede: Mig med det helt store smil og rødvinstænder, og Mikkel Hansen tydeligvis tusind procent mere interesseret i at være sammen med sit selskab end at få taget en selfie med mig.

Hvad var din seneste søgning på Google?
‘Hvem er verdens dyreste fodboldspiller?’ Min søn på otte skal holde oplæg om fodbold.

Hvad ville du ønske, flere kendte til?
Glæden ved at læse. Jeg er sikker på, at det er den smarteste lifesaver i denne tid: At ruste åndeligt op.

Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Læser.

Læs mere om:

Læs også