Maria Montell: Kræver selvtillid at vise sin kunst
Foto: Ditte Capion, All Over
Dér sidder 41-årige Maria Montell oppe hos sin læge og fortæller, at hun vistnok er blevet gravid: Hvordan i alverden skete dét lige? - Så siger min læge: "Du VED godt, hvordan man får børn, ikke?" Maria Montell skraldgriner. Sandheden er, at smutteren ikke var helt tilfældig.
Skaber barn og album
Maria Montell og Tomas Villum Jensen har femårige Villum og treårige Smilla i forvejen. - Jeg har ikke rigtig definitivt kunnet sige: "Vi skal ikke have flere," og Tomas var klar på at få en mere. Om ikke så længe barsler hun også med et nyt album efter års stilhed - fordi selvtilliden havde fået et knæk. Hendes nye, dansksprogede album kommer imidlertid, når det kommer. For det er for voldsomt at nedkomme med en baby og et album samtidig.
Risiko for grimme anmeldelser
Der er også en anden grund: - Det har været svært at komme i gang med sangskrivningen igen. Før handlede sangene meget om søgen efter den rigtige og kærlighed, og hvor var jeg lige selv i alt det. Men nu har jeg fået indfriet nogle drømme, og kærligheden er der ligesom. Jeg har ikke længere smerte over kærligheden. Derfor har jeg ikke vidst, hvad jeg så skulle skrive på. Det handler også om selvtillid. - For risikoen er der for en hård medfart, siger Maria Montell ærligt.
Et større perspektiv
På et tidspunkt var Maria Montell på forsiden af B.T. med en rigtigt hård anmeldelse skrevet af Thomas Treo. - Jeg fik en lammer, og jeg tror, jeg mistede lidt af glæden dengang. Det kræver selvtillid at gå ud og præsentere det, man brænder for - sin kunst - for man kommer ud på øretævernes holdeplads. Samtidig skal der være en slags ligegyldighed: At man kan se, at der er meget større ting i livet end en dårlig anmeldelse. At éns børn er sunde og raske for eksempel, siger Maria Montell. Og det er der, hun er nu: På vej tilbage.
RELATEREDE ARTIKLER: