Med Cecilie Beck i Afrika

Mor, jeg orker simpelthen ikke at møde flere fattige, siger Frida til mig, mens vi sidder i bilen, der skrumpler henover vejen, hvor store røde pletter afslører jorden de mange steder regnen har ædt huller i asfalten.

Det er morgen, og dagen efter Fridas første møde med den afrikanske fattigdom, som alle danske børn har hørt om til hudløshed, men som de færreste har set som den er i al sin virkelige gru: beskidt, ildelugtende og brutal. Frida er chokeret. Chokeret over gåturen gennem Bujumburas slum, hvor arms-brede gyder bugter sig gennem en labyrint af fattigdom. Med hundredvis af udstrakte hænder, der griber ud efter en lille hvid pige. For at få en hånd, en dollar eller måske bare for en gang i sit liv at prøve at røre ved det lange, lyse og glatte hår. Chokeret over besøget hos en enlig mor med 7 børn, der bor bag en lille sammenklampret trælåge midt i en af gyderne. I et 4 kvm bælgmørkt hul, hvor jordgulvet er næsten dækket af en seng og en sammenfiltret bunke af nedslidte ejendele. En HIV-smittet 37-årig kvinde, hvis højeste ønske er at kunne skaffe 500 dollars til en brugt scooter, så hendes ældste søn kan tjene penge som bud og forsørge familien. En drøm, som jeg ved aldrig blir til noget. Og Frida ved det også instinktivt. Hun har stillet sig i døråbningen for at sikre sig at lågen, som adskiller det mørke rum og dagslyset i gyden, ikke smækker i og forhindrer os i at gå igen. For vi er så heldige, at vi kan rejse os og gå. Ud af det sorte hul. Ud af slummen. Hjem til overflod. Modsat kvinden, der konstant sveder let på panden fordi den mikroskopiske virus, som har indtaget hendes krop, langsomt er ved at udvikle sig til den sygdom, der vil tage hendes liv og overlade hendes syv børn til sig selv.

I dag har vi vendt ryggen til Bujumbura slum og har kurs mod en SOS-børneby i Cibitoke, hvor 130 børn har været så heldige at slippe ud af fattigdommen, og nu er sikret en barndom med mad, lægehjælp, uddannelse og ikke mindst omsorg. Hele børnebyen er på den anden ende på grund af det fine besøg af hvide mennesker fra et fjernt og velhavende land. Vi bliver modtaget med trommemusik, dans og sang og et mylder af børn der er trukket i deres absolut fineste tøj. I dagens anledning er mange af de børn der bor udenfor byen også inviteret indenfor for at få del i festen. Det er ikke svært at se forskel på SOS-børnene, der har rent og helt tøj på, mens de lokale børn alle er klædt i forvaskede, gråbrune klude og går barfodede rundt.

Efter en rundvisning i børnebyen går turen til det familiehus, der er sponsoreret af danske Ecco. Det er også her vores eget sponsorbarn Aline på knap to år bor. For halvandet år siden kom hun til børnebyen på kanten af sultedøden - nu vralter hun velnæret rundt på små stive ben og følger konstant efter sin SOS-mor. Alle husene har deres egen mor, som har ansvaret for 8 til 10 børn og tilsammen udgør de en familie, der giver det enkelte barn den stabilitet og de nære relationer som er nødvendige for en tryg opvækst.

De seneste nye medlemmer af familien kom i går. Eluise er en 2 år gammel dreng der kun vejer tre kilo. Det er mindre end gennemsnitsvægten for en dansk nyfødt. Han har feber og ligger i sengen og kigger med øjne, der virker alt for store i det lille ansigt. Han siger ingenting men ligner et barn, som for meget lang tid siden har opgivet at græde. Heldigvis har han appetit ligesom sin storebror Pascal, der tager en runde om bordet og spiser de andre børns rester, når de er færdige med at spise. Han spiser med en målrettet indædthed, og selv han har fået at vide, at han i SOS-byen vil få mad hver eneste dag, så virker det ikke, som om han helt tror på det. En konstant rækker af fugtperler på hans pande fortæller, at han har feber ligesom sin bror.

Alligevel vil han gerne være med, da vi efter frokost går i gang med at lege. Astrid og Frida viser med ord og fagter hvordan man bruger et tælle-puselspil-som vi har taget med til huset. Og så puster de balloner op til børnene, som det heldigvis ikke kræver ord at fortælle, hvordan man leger med.

Da vi sidst på eftermiddagen kører tilbage mod Bujumbura, kan jeg mærke på Frida, at dét hun frygtede ville blive endnu et møde med fortvivlende fattigdom er blevet en livsbekræftende oplevelse, der minder om, at det kan nytte noget at hjælpe - især hvis man indretter hjælpen, så den nytter på lang sigt. SOS-børnebyerne støtter børnene hele vejen igennem et uddannelsesforløb, som gør dem i stand til at klare sig selv, og samtidig ruster dem til at bidrage til at skabe den vækst, der kan skubbe hele landet et lille skridt frem. Et lille skridt, der sammen med andre kan blive til reelle fremskridt for de mange fattigdomsplagede lande SOS-børnebyerne arbejder i, og som alle dem, der går Ecco Walkathon bidrager til at støtte, hvis de vælger at gå for SOS-børnebyerne. Så hvis du mangler noget virkelig meningsfyldt at tage dig til på søndag den 28. august, så lad os ses på Kastellet.....