Underholdning
29. november 2024

'Paradise Hotel'-værten Olivia Salo: "Det føltes som det rette tidspunkt at tage springet"

Når sæson 21 får premiere, er det sidste gang, vi får Olivia Salo at se på "Paradise Hotel". Værten har nemlig sagt op på Viaplay
Af: Benedikte Brix
olivia salo paradise hotel

Foto: Viaplay/Janus Nielsen

Det er en "ny" begyndelse, når Viaplay 1. januar blænder op for sæson 21 af "Paradise Hotel", der skulle være helt tilbage til det gamle koncept med masser af drama.

Men med programmets premiere er det også en ny begyndelse for Olivia Salo, som sammen med Rikke Gøransson er vært på "Paradise Hotel". Sæson 21 er nemlig hendes sidste som værtinde.

- Efter mange fantastiske år som vært på "Paradise Hotel" har jeg valgt at sige farvel til Viaplay. Det føltes som det rette tidspunkt at tage springet, og jeg er dybt taknemmelig for de venskaber, minder og erfaringer, jeg har fået gennem årene, siger Olivia Salo, som i øjeblikket er på barsel.

Selv om hun er færdig med både "Paradise Hotel" og Viaplay er det dog ikke ensbetydende med, at vi ikke får hende at se på skærmen igen. Tværtimod. For Olivia Salo har planer om at fortsætte i branchen. Dog kommer hun ikke ind på, om drømmen fortsat er at stå foran kameraet.

- Tv-branchen er noget helt særligt for mig – en branche, jeg holder meget af, og som jeg på ingen måde er færdig med at udforske. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden mon bringer, slutter hun.

Olivia Salo var inden "Paradise Hotel" vært på to sæsoner af "Paradise" sammen med Emil Olsen. Inden da var hun hovedperson i "Olivia og sexmyterne".

- Efter fem år som værtinde hos Viaplay Group siger vi tusinde tak til Olivia Salo, der har valgt at afslutte sit kapitel hos os for at forfølge nye, spændende udfordringer, siger Morten Mogensen, programdirektør hos Viaplay.

- Olivia har – først på ’Olivia og Sexmyterne’, dernæst både ’Paradise’ og ’Paradise Hotel’ – med sin karisma, professionalisme og unikke tilgang været med til at skabe øjeblikke, der har engageret og underholdt Viaplay-seerne landet over. Vi takker hende for hendes indsats hos Viaplay og ønsker hende alt det bedste fremover.

Denne artikel blev første gang bragt hos SE & Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også