Pelle Hvenegaard: "Jeg skulle være noget for andre for at blive grundlykkelig"

Pelle Hvenegaards nye bog ”Bare stik ham en!” er en perlerække af hændelser i forfatterens liv, der kan læses som ren underholdning – for historierne ER underholdende – men også som en moderne mands dannelsesrejse med alle de op- og nedture, livet byder på. Fra barndommen over vilde drukture, massive selvværdsproblemer, depression og terapi, filmpriser og international berømmelse til mislykkede Hollywood-drømme, forliste ægteskaber, barnløshed og sjælefred.

Bogen er ikke en opfølger til kæmpesuccesen ”Kære Zoe Ukhona”, som Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline skrev sidste år om deres kamp mod barnløsheden og den lykkelige udgang med adoptivbarnet Zoe.

— Jeg kunne bare mærke, at jeg gik rundt med en masse historier indeni, som jeg synes har lært mig noget om livet og mennesker, og som jeg gerne ville give videre. Min far sagde, at man jo nærmest skal være død, hvis man skal skrive en selvbiografi, og spurgte, hvad den røde tråd var, men det er ikke en selvbiografi, og det er mig, der er den røde tråd i bogen. Jeg håber bare, at den kan underholde og inspirere, og at man kan grine og blive følelsesmæssigt berørt undervejs. Jeg har oplevet rigtigt meget i mit liv, for mig er det fedeste ved livet hele tiden at prøve noget nyt, se tingene fra en anden vinkel. Om man er i Afrika eller nede i kiosken. Man bliver klogere på sig selv og livet lige dér, hvor livet overrasker, siger Pelle Hvenegaard, som undervejs i arbejdet med bogen lavede arbejdstitlen: ”Jeg troede, at jeg var konfliktsky”.

— Det var det billede, jeg havde af mig selv, men jeg kan godt se, at jeg ikke er det, når det virkelig gælder. Jeg bryder mig ikke om at skændes eller være uvenner, men når min grænse bliver overskredet, er der noget i mig, der siger: SÅ stopper festen! Og det er en gennemgående tråd i bogen; hvor grænsen er gået for mig i flere henseender.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: Jeg har haft det mærkeligt med kvinder

BREVENE FRA MAX VON SYDOW

Selv om bogen er fragmenteret i mindre historier får man et nogenlunde kronologisk indblik i Pelle Hvenegaards omtumlede liv – fra de omskiftelige barndomsår med uendelige flytninger over tiden omkring ”Pelle Erobreren”, som med ét gjorde Pelle Hvenegaard verdensberømt i en alder af 12, og til den trygge base på Christianshavn, han i dag deler med hustruen Caroline og deres lille datter, Zoe.

— Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, så jeg kan ikke huske andet end at bo skiftevis hos dem – med base hos min mor. Da jeg var 25, havde jeg nok boet 25 forskellige steder i København, fordi mine forældre flyttede rigtigt meget. Jeg husker min barndom som meget tryg og kærlig – delt op i to verdener; det nære og varme rum hos min mor og det mere åbnende, samfundsengagerede hos min far. Han tog mig blandt andet med på en dannelsesrejse til Kina lige efter ”Pelle Erobreren”, hvor jeg blev fløjet rundt til filmfestivaler i hele verden. Han gjorde det for at give mig noget modvægt til alt det her hurlumhej, og jeg lærte rigtigt meget af det.

Der er også en historie om din medspiller, Max von Sydow, i bogen – hvad betød han for dig?

— Ud over at være et dejligt menneske var han helt nede på jorden, hvilket alle mennesker burde være. Jeg har bare oplevet rigtigt mange i den verden, som ikke er det, så det var godt for mig at se. Max blev ved med at skrive til mig og tænke på denne her lille dreng, som blev hvirvlet ind i noget, der fik ekstremt stor betydning i hans liv. Det var meget intenst at spille med i ”Pelle Erobreren”, men da det var ovre, smuttede alle videre til deres egne ting, og så står der denne her dreng og tænker: Hvad skete der lige her? Han skulle ikke videre til noget.

— Det blev rigtig svært bagefter. Det var som at være indhyllet i en stor familie, og så bum! er den væk. Jeg har efterfølgende været ude at sige, at nogen bør tage et ansvar bagefter for de her børn, som man suger al kraft ud af og bare slipper bagefter. Det må man sgu ikke. Og da var Max von Sydow den eneste, der holdt fast.

BERØMMELSE OG TOMHED

I teenageårene havde Pelle Hvenegaard det svært. Han var blevet løftet helt op til stjernerne, havde mærket drømmen og var blevet sluppet igen midt i hverdagen, hvor der ikke skete noget som helst.

— Jeg var blevet enormt berømt, og det var ikke noget, hverken jeg eller mine forældre havde overvejet som en konsekvens. Og det var ved Gud ikke fedt. Jeg var en enormt genert og blid dreng, som alle pludselig kiggede på – det var meget ubehageligt. Det er jo i de år, du begynder at finde ud af, hvem du er, du skal skabe din egen identitet, lave en masse fejltagelser og prøve livet og dig selv af, og så kan det være meget hæmmende, at alle kigger på dig. Bare det at gå ind i et rum og bare være mig – den mulighed var jeg afskåret fra. Så jeg blev hæmmet i min egen personlige udvikling og styret af, hvad andre tænkte om mig.

— Samtidig blev jeg også hæmmet som skuespiller, for jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve, men jeg spillede ét teaterstykke på fritidshjemmet og vupti, så fik jeg hovedrollen i den største danske film og var pludselig Europas bedste skuespiller. Jeg anede stadig ikke, hvad jeg lavede, men skulle leve op til alt det, og det kan man jo ikke. Hverdagen kom tilbage med en ekstrem tomhed, for jeg havde jo mærket drømmen, og så skete der bare ingenting bagefter. Ingen kom og tilbød mig noget, og jeg var for genert til selv at gøre noget, fortæller Pelle Hvenegaard, som i løbet af de unge år gik og lavede lidt amatørteater og småfilm, og søgte ind på teaterskolen uden at komme ind.

Som 24-årig tager Pelle til Los Angeles for at jagte drømmen om at blive en international kendt skuespiller. Han har alle odds med sig: en nylig hovedrolle i en dansk film, en Oscarvinder i form af ”Pelle Erobreren”, som stadig åbner døre, foden indenfor hos et stort agentbureau, og Viggo Mortensen ”himself”, der har taget de billeder, der skal vises til instruktører, agenter og andre filmfolk. Hollywood-drømmen ser ud til at gå i opfyldelse – alligevel går det helt galt for Pelle Hvenegaard.

UD OVER AFGRUNDEN

På vej hen til sin skuespillærer i sin drømmebil med bagagerummet fuld af manuskripter er Pelle Hvenegaard bogstaveligt talt på vej ud over afgrunden. Han burde være lykkelig, men mærker ingen glæde. Kun et kolossalt pres. Og han føler sig som et udueligt nul. I sidste sekund flytter han foden fra speederen til bremsen og holder ind ved det autoværn, han var centimeter fra at brage igennem.

Hvorfor, Pelle? Alt lå jo åbent for dig lige dér?

— Jeg tror, det handlede om, at jeg i virkeligheden ikke havde noget selvværd hverken som menneske eller skuespiller. Jeg havde ikke fået bygget et fundament op, jeg kunne stå på, og følte ikke, at jeg kunne leve op til alt det der. Jeg havde bare ikke troen på, at jeg kunne løfte det, da det kom til stykket.

Det er alvorligt at være så tæt på at køre sig selv ihjel. Hvilke tanker havde du?

— Det er kompliceret. Der er meget stor forskel på selvværd og selvtillid – man kan godt have noget selvtillid omkring noget, men være revet midt over indeni på samme tid. Det kunne godt være, at det var gået, men mange af de store stjerner i dag er ødelagte mennesker indeni, har ikke styr på sig selv og bliver ved med at køre derudaf og flygte fra sig selv for at kunne holde det hele ud. Og jeg opdagede, at jeg ikke var hel indeni. Og i dag er jeg SÅ glad for, at jeg tog hjem og fandt ud af, at jeg var nødt til at blive hel indeni, for helt banalt ligger lykken jo inden i en selv. At komme overens med, hvem man er, og hvad man er rundet af. Det havde jeg aldrig gjort, jeg var drevet af en jagt på noget ydre.

— Der er så mange i dag, der stræber efter at være noget udadtil – det giver bare ingenting, det kan jeg skrive under på. For at blive grundlykkelig skulle jeg være noget for andre end mig selv – det er dér, lykken ligger.

TØMMERMÆND OG KAOS

Da Pelle Hvenegaard vender hjem til Danmark igen, bliver han gift og skilt meget hurtigt, og starter siden på at læse til journalist. Det er undervejs i uddannelsen, at filmen for alvor knækker.

— Når jeg lå der søndag efter søndag og havde drukket mig selv midt over i weekenden og vågnede med kodyle tømmermænd, så var der ikke særligt langt til at tænke; shit, mand, jeg er en total fiasko. Jeg drak for meget, jeg havde det ad helvede til, jeg kunne heller ikke finde ud af at være gift. Det hele var kaotisk og gjorde ondt. Det var et stort skift for mig at skulle begynde at læse i slutningen af mine 20'ere – jeg havde jo fået etableret et liv, som jeg smed ud med badevandet, så jeg stod på et nulpunkt.

Du fik konstateret en depression på det tidspunkt?

— Ja, jeg gik hos en psykolog og fik den konstateret på bagkant, faktisk. Så jeg startede et forløb, hvor jeg tog det hele op til revision: min barndom, ”Pelle Erobreren”-forløbet, hvad jeg længtes efter, hvor jeg ikke kunne hvile i mig selv, mit massive selvværdsproblem – hele molevitten. Jeg havde lokaliseret, at jeg rigtigt gerne ville være far, at der ville ligge noget dér for mig. Jeg havde prøvet så mange ting og vidste, at det ikke var i dem, det meningsfulde lå. Men for at komme derhen måtte jeg få styr på mig selv.

— Hvis man ikke er religiøs eller optændt af en politisk ild eller en anden ild, man kan klynge sig til, så kan livet ved Gud føles meget meningsløst. Men der ligger enormt meget mening i at give livet videre og være noget for et andet menneske. Det fantastiske ved at blive far var at blive bekræftet i, at de tanker, jeg gjorde mig dengang, var rigtige. Men jeg ville også være en ordentlig far og vidste, at jeg ikke kunne være det på det tidspunkt. Så det gav mig et godt incitament til at arbejde med mig selv.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: "Min barndom sluttede med Pelle Erobreren"

TINGENE LØSER SIG JO. DET LÆRER MAN

En af de sværeste ting i Pelle Hvenegaards liv har været, at han aldrig rigtigt følte, at han hørte til nogen steder. At han ikke passede ind.

— Jeg har aldrig følt mig som en del af hverken skuespillerverdenen eller tv-verdenen. På en måde har jeg altid stået lidt uden for det hele og set det udefra, og det kan gøre det lidt svært, fordi jeg aldrig opnår den dér samhørighed. Men der er også noget fedt i det, fordi det giver et andet perspektiv på tingene. Jeg har befundet mig tilpas mange steder, haft det skidesjovt, men har også altid haft lyst til noget andet, noget mere. Jeg er drevet af nysgerrighed: Hvad sker der derovre? Og derovre?

Hvordan skal fremtiden se ud?

— Jeg aner det ikke, og det er det, der gør mit liv spændende. Mit hovedfokus er på, at min datter skal have et fantastisk liv, men hvor vi er om fem år – det aner jeg ikke. Jeg har meget langt hen ad vejen taget de opgør, jeg skal, og jo mere jeg har taget styring i mit eget liv og forstår mig selv, jo bedre bliver jeg til at styre derhen, hvor jeg gerne vil være. Blive uafhængig og skabe en frihed fra hamsterhjul, dårlige chefer og ting, som har negativ indflydelse på mit liv. Og sige fandeme nej! Jeg synes, det er dejligt at blive ældre, fordi der ikke er så mange bekymringer mere. Ikke så meget frygt. Tingene løser sig jo. Det lærer man.

Pelle Hvenegaard, 44, forfatter, tv-vært, skuespiller. Gift med Caroline, som han har adoptivdatteren Zoe sammen med. Parret udgav sidste år bogen ”Kære Zoe Ukhona” om deres kamp mod barnløshed, som blev en kæmpesucces. Caroline har nu sagt sit job som konsulent op, fordi de vil prøve at få bogen ud over landegrænsen – og fordi de har lyst til at tage på eventyr sammen. Pelle Hvene­gaards nye bog ”Bare stik ham en!” udkommer 31. oktober på Politikens Forlag.