Præsidentens mange elskerinder
D. 22. november i år er det 50 år siden, JFK blev skudt og dræbt i en åben limousine i Dallas. Dermed afsluttedes en banebrydende æra på tragisk vis.
Men alt var ikke rosenrødt før Dallas, især ikke for Jackie Kennedy. Afsløringer om hendes mands sexafhængighed har stået i kø i årene efter. Præsidenten var sin kone utro hundredevis af gange, og han gjorde ikke alverden for at skjule det.
Så snart Kennedy’erne var rykket ind i Det Hvide Hus i 1961, var der et rend af callgirls, stewardesser og starletter. Secret Service blev alvorligt bange for den sikkerhedstrussel, de udgjorde som afpressere eller sladderhanke, men de blev bedt om at vende det blinde øje til.
LÆS OGSÅ: Grib stilen: Diana - folkets prinsesse
Marilyn blev for heftig
Præsidenten var kendt for at helst at skulle have sex en gang om dagen, men når Jackie var væk eller ikke interesseret, fik han dækket sine behov andre steder.
Den mest kendte elskerinde var Marilyn Monroe, som han indledte et fuldbyrdet seksuelt forhold til i 1962. Det blev dog hurtigt for heftigt, selv for JFK. Hollywoodstjernen drømte om at overtage Jackies plads, og præsidenten var nødt til at afslutte forholdet til hende, kort efter at hun havde sunget en meget bedugget og sexet fødselsdagssang for ham på Time Square.
Det afholdt ham dog ikke fra at kaste sig over nye erobringer, fx en jomfruelig 19-årig praktikant, som fik taget sin mødom på Jackies seng.
Stærke stoffer – også til Jackie
John. F. Kennedy havde mange sygdomme, bl.a. stærke rygsmerter, og han tog et bredt spekter af smertestillende stoffer, fx steroider og amfetamin.
I forbindelse med 50-året for hans død er der udkommet flere afslørende bøger i USA, og en af dem fortæller om det store medicinmisbrug, som også kom til at ramme Jackie Kennedy.
Førstedamen var ofte deprimeret over sin mands mange eskapader og det stressende liv i rampelyset, og hun fik angiveligt - i al hemmelighed - ordineret amfetamin-indsprøjtninger ligesom JFK.
I bogen ”The Final Year of Jack with Jackie” påstås det, at parrets huslæge gav dem begge meget høje doser af det vanedannende stof.