Remee: Mine kærester har egentlig altid været mine bedste venner
Foto: Petra Kleis m.fl.
De sidste fire år har produceren og sangskriveren Remee dannet par med modellen Simona Popovich, og hun er én af dem, der er tættest på ham.
Er hun din bedste ven?
- Ja, helt klart. Mine kærester har egentlig altid været mine bedste venner. Det er jo dem, man bruger mest tid sammen med. Dem, man ligesom blotter sig mest overfor. Det er jo en meget væsentlig del af det at have et forhold at kunne åbne sig i det. Og så er hun jo bare sin egen. Det kan jeg godt lide, siger Remee.
Simona er 24. Og altså dermed en del yngre end Remees 39 år.
- Men det er fint. Før Michala (Kjær, red.) var der Maria, som jeg var sammen med syv år, og hun var ældre end mig. Jeg synes, det er et spørgsmål om kemi. Om man klikker. Har humor sammen. Jeg har sjældent forholdt mig til, hvad andre synes om ting som aldersforskel. Det, der interesser mig, er, om jeg er glad, når jeg står op om morgenen. Om jeg er inspireret. Om det er spændende at leve og bo sammen med den person, siger Remee.
Isabel Friis Mikkelsen skal giftes med Casper Christensen. Læs om hendes bryllupsforberedelser
Gad ikke forhold som yngre
Han siger selv, at han har været ”meget heldig at have nogle fantastiske kvinder” i sit liv.
- Jeg føler, at hver af dem har haft deres berettigelse, og jeg har lært af det. Jeg har faktisk været i relativt lange forhold det meste af mit liv. Men som ung kunne jeg slet ikke se formålet med at have en kæreste. Altså, de brokker sig og alt det dér – det gad jeg simpelthen ikke. Jeg gad bare, de bare var med og var superglade og syntes, jeg var helt fantastisk, siger Remee.
Hans løsningsmodel dengang var temmelig uortodoks:
- Jeg stykkede det sådan sammen af flere forskellige kvinder, som jeg godt kunne lide. Det måtte godt være kontinuerligt. Men der var en, der var sjov at hænge med. Og en, der var sjov at gå i byen med. Og en, der var sjov til det og det, ikke? Ingen af dem troede – i hvert fald ikke i min optik – at de var den eneste ene. Jeg syntes, det fungerede perfekt. For hver gang der var problemer, kunne man bare slukke for den eller den knap. Så jeg kunne slet ikke se formålet: Hvorfor er folk i faste forhold?, siger Remee.
Læs, hvordan Timm Vladimirs møde med sin kone fik ham til at tro på skæbnen