"Selvfølgelig kunne jeg ikke have et forhold til den mor, der slog mig hver dag"

70 år. Så rund en fødselsdag er i sig selv en invitation til livsrefleksion. Oven i har en coronakrise pludselig også krævet eksistentielle tanker om tilværelsen.

Gun-Britt Zeller er indehaver af et af landets ypperste frisørbrands. Kunne man ikke forestille sig, at hun, efter at have tænkt over tingene i alle nedlukningsdagene langt fra saks og frisørslag, greb 70-årsfødselsdagen til at lægge arbejdslivet bag sig og nyde livet på fuldtid?

Nej. For coronakrisen har afklaret noget vigtigt for Gun-Britt Zeller: Hun nyder faktisk livet, som det er:

– Min mand, Torben, og jeg har snakket en del om at have nået den alder, vi har, og jeg har ikke tænkt mig at holde op med at arbejde sådan lige umiddelbart. Det er jeg blevet 100 procent sikker på, at jeg ikke skal, efter perioden hjemme.

Jeg har tænkt meget over, hvad det her betyder, og har haft mine op- og nedture omkring det, er også blevet deprimeret over det: Man vågner om morgenen og tænker: Hold da op, hvad skal jeg lave i dag? Inden dagen er omme, har jeg alligevel fået slæbt mig ud at løbe en tur eller har fået gjort nogle ting eller ryddet op.

Men jeg har lært, at jeg ikke egner mig til at gå rundt og ikke lave noget. Jeg er for glad for det, jeg laver. Så det kommer ikke til at ske. Jeg er altså også frisk og temmelig adræt i kroppen, så jeg kan klare det, for mit fag er ret hårdt og meget krævende.

Næste år er det 45 år siden, hun startede som selvstændig frisør. Virksomheden er stærk, den kan "tåle noget".

"Det hele har kørt i for højt gear, og jeg tror, det er godt for os at falde lidt ned. Jeg føler, at vi skal lære at blive mere nærværende af krisen"

– Jeg har altid været meget fornuftig, det har været mit motto. Det har været vigtigt for mig at være selvfinansierende, ikke at have for meget lån og gæld. På den måde er jeg meget gammeldags. Jeg startede heller ikke med at lave mine hårprodukter, før jeg vidste, at jeg havde råd til det, for det er en stor satsning at gå i gang med.

Hvad er du for en chef?

– Det er sådan lidt en italiensk mamma-familie, vi er meget tætte. Jeg tror, jeg er en meget nærværende chef. Jeg tror også, at jeg kan være skrap. De skal kunne deres ting, men det sørger jeg jo selv for, at de kan, for jeg underviser hver uge og tager hele holdet med til London to gange om året, så alle bliver trænet i de nyeste teknikker.

- Men jeg er samtidig også den, der laver aftensmad til dem en gang om ugen, hvor vi har en lang dag. Det står jeg og kokkererer hjemme dagen før. Det har jeg gjort i mange år, og det har været en god investering, for så er folk ikke så trætte, når vi når mod aften, og de skal arbejde til klokken 20.

Gun-Britt Zeller

Født 26. juni 1950 i Sverige. Flyttede med sin danske mor til Danmark, efter forældrene blev skilt.

Uddannet frisør i 1967, åbnede sin første salon i 1976. I dag har hun ud over salon sin egen serie af hårprodukter.

Hun er gift med skuespilleren Torben Zeller og mor til en voksen søn, Jeppe

Så man kan godt være en chef, der sætter sig i respekt – selv om man viser omsorg?

– Ja, det synes jeg. Jeg har aldrig manglet respekt, og samtidig har alle mine ansatte på mange måder lidt været min familie, fordi jeg ikke havde så fantastisk en barndom. Da jeg blev selvstændig, blev den omsorg foldet ud, for man har jo også mange skæbner og historier i sit "hus". Det handler om at være dygtig selv, så kan du også fylde de andre op.

Barndom med bank

Hvis man har haft en dårlig barndom, kan det gå to veje: Enten tager man den med sig på den ærgerlige måde, eller også lægger man den fra sig og siger: Jeg skal ikke gøre det samme.

– Lige nøjagtig. Jeg har aldrig taget den arv med mig. Tværtimod tror jeg, at jeg har været en mønsterbryder. Rigtig meget endda. Jeg har aldrig nogensinde gjort noget af det, jeg selv blev udsat for som barn og ung. Da jeg fik min søn … det var virkelig voldsomt for mig at mærke det at få et barn og tænke på, hvad jeg selv havde været ude for. Han har jo aldrig nogensinde fået en på hovedet. Altså … det var en daglig ting for mig, dét fik jeg, så det baskede.

- Så jeg har været "en af dem", men jeg mødte nogle fantastiske mennesker på min vej, efter jeg kom hjemmefra. Nogle siger, at jeg var heldig. Jeg tror, det handler om noget andet: At jeg altid har været meget åben og har taget meget imod.

Gun-Britt og Torben flyttede sidste år ind i en ny lejlighed, der allerede virker beboet på "vi har boet her længe"- måden.

– Jamen, jeg var hurtigt færdig. Jeg har svært ved at klare, hvis jeg ikke føler, at jeg er i en hybel. Om jeg så boede i en jordhytte, skulle jeg nok få det hyggeligt og hjemligt. Jeg er sådan. Jeg skal bare have nogle kønne omgivelser.

Der er måske også noget med tryghed. Den der barndom, hun taler om. Hvis hovedproblem hed: Mor.

– Altså jeg havde jo ikke så tæt et forhold til den mor, det fik jeg aldrig.

Et slående eksempel:

– Jeg kom hjem og havde vundet danmarksmesterskabet i frisørfaget. Så kiggede hun på medaljen og sagde: "Du skal ikke tro, du er noget, fordi du har fået den.". Waps, ikke? Det var lige meget, hvad jeg gjorde, det var ikke godt nok.

Selv ikke da hun som 27-årig fik konstateret kræft i underlivet, stillede moren op.

– I starten fik jeg fjernet æggestokken i den ene side, så fik jeg fjernet noget i den anden side. Min mor viste sig nærmest ikke på noget tidspunkt, mens jeg lå på hospitalet. Det var helt vidunderligt, at jeg siden blev gravid og fik min søn, for jeg havde fået at vide, at jeg ikke ville kunne få børn, jeg havde kun en kvart æggestok tilbage.

Gun-Britt Zellers mor viste stadig ingen interesse.

"Min mor havde haft de der blomster med, og da hun gik, kylede jeg dem i skraldespanden. Siden så jeg hende ikke igen. Først da hun var død"

– To år efter jeg havde fået min søn, fik jeg fjernet hele min livmoder. Dér dukkede hun pludselig op, da jeg lå derhjemme. Jeg tænkte: Jeg kunne have været død og alt muligt i mellemtiden, og så stod hun der pludselig med en dum buket blomster.

- For at få den der mor ud af mit system, var jeg begyndt at gå til psykolog, for jeg følte på en eller anden måde, at jeg aldrig ville kunne forstå hende og slet ikke efter, jeg fik min søn. Jeg kendte den her psykolog fra min omgangskreds, og hun havde en dag sagt: "Tror du ikke, vi skal tage fat på den mor?" Så tog jeg nogle sessions hos hende.

- Hun sagde noget, som jeg faktisk har brugt siden, når jeg er i en situation, hvor jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvad nogen mener om mig eller vil mig. Jeg havde sagt til psykologen: "Min mor har lige meldt, at hun kommer, hvordan skal jeg tackle det, jeg har ikke set hende i flere år?". Så sagde hun: "Du sætter dig foran hende og lader, som om du har en skærm foran dig, og så ser du, hvor meget hun giver". Hun havde jo aldrig givet noget, det var altid mig, der søgte hendes kærlighed, jeg ville hele tiden have bekræftelsen.

– Så da jeg sad der med hende, lod jeg, som om jeg havde en gennemsigtig skærm foran. Det var virkelig hårdt. Vi spiste frokost, jeg glemmer det aldrig, hun sagde stort set ingenting, hun kom ikke med noget, hun sagde ikke, "hvor er det en dejlig søn, du har fået". Han var jo to år og rendte rundt omkring hende. Hun sagde bare ingenting. Hun spiste sin mad, og så sagde hun: "Nå, men nu tror jeg også, at jeg vil gå, du har det jo godt nok".

- Hun havde haft de der blomster med, og da hun gik, kylede jeg dem i skraldespanden. Siden så jeg hende ikke igen. Først da hun var død. Det var meget mærkeligt at se hende, da hun var død. Jeg havde faktisk besluttet mig for, at jeg ikke ville komme til begravelsen. Men jeg var egentlig glad for, at jeg alligevel kom.

Var du lettet?

– Jeg var glad for at se, at "nu får jeg fred, for nu er hun død, nu kan der ikke komme mere". Så ja, jeg var lettet.

Hvorfor var hun sådan?

– Min mor var krigsbarn. Under krigen boede mine bedsteforældre i et hus ved jernbanen i Hørby i Nordjylland – hvor tyskerne rykkede ind. Og der boede min mor sammen med sine syv søskende. Min mor var meget smuk, og jeg ved ikke, hvad der skete, man talte jo ikke om sådan noget, men hun flygtede til Sverige, da hun var omkring 17, fordi hun ikke kunne holde ud at bo der.

- I Sverige mødte hun min far og fik mig. I virkeligheden tror jeg aldrig, at hun var forelsket i min far. Og jeg lignede min far, det var en klud i hovedet på hende. Hun sagde: "Du ligner din far!" Så det er den eneste forklaring, jeg har.

Og hun er holdt op med at lede efter flere:

– Bodil Udsen sagde engang: "Der er også noget, der skal fejes ind under gulvtæppet, og der skal det blive". Det besluttede jeg mig for at gøre med min mor, for jeg kunne ikke gøre noget ved det, jeg kunne ikke få hendes gunst. Jeg var nødt til at sige: Nå, men så fejer jeg det ind under gulvtæppet, og så snakker vi ikke mere om det. Men det ligger der jo, selvfølgelig gør det det.

– Jeg mødte Torben, da jeg var 40, og han kommer fra en helt anden baggrund end mig. Jeg har haft den skønneste svigermor, som desværre er død nu. Torben forstod overhovedet ikke, at jeg havde haft sådan en opvækst. Han var så ulykkelig over, at jeg havde haft det sådan.

- I starten forstod han heller ikke, at jeg var så stærk: "Tænk, at du har været ude for så meget, og du klarer det så flot." Han var stolt af det. Jeg undgik jo at se min mor, samtidig med at jeg prøvede at finde ud af, hvorfor jeg kunne lade være med at se hende, og så sagde Torben en dag noget, der virkelig lettede mig: "Man kan jo ikke elske sin bøddel". Det har han fuldkommen ret i. Det gav mig så meget ro, at jeg selvfølgelig ikke kunne have et forhold til hende, der bare havde rendt efter mig hver dag for at slå mig.

"Jeg har altid drømt om, at der fandtes en verden udenfor. Det er vigtigt, at man kan bevare sine drømme. Og de kan jo blive knust, når man har haft sådan en barndom"

– Altså jeg løb jo rundt om bordet med hende efter mig, men til sidst besluttede jeg mig for at standse og tage tæskene. Den beslutning synes jeg egentlig, jeg har brugt ret meget siden, når noget har været svært i mit liv: Du kan lige så godt tage den, se nu at få det overstået! Det har givet mig noget mod. Hvis der er et eller andet, der skal ordnes, noget der ikke er så behageligt, har jeg tænkt: Jamen, hvad gjorde du, dengang du løb omkring bordet? Du sagde, nu tager jeg den.

Hvorfor knækkede hun dig ikke?

– Jeg tror, det er, fordi jeg altid har drømt om, at der fandtes en verden udenfor. Jeg gik meget tit til vandet og sad og kiggede ud. Jeg elsker vand. Og når jeg sad der og drømte, tænkte jeg, der er noget andet, og jeg skal nok finde det. Det er vigtigt, at man kan bevare sine drømme. Og de kan jo blive knust, når man har haft sådan en barndom. Derfor støtter jeg Børns Vilkår nu, fordi jeg sådan håber, at man ved at give dem noget kan hjælpe dem til at bevare deres drømme. Det er drømmene, der kan få dig ud, og videre.

Drømmene gik allerede mod en fremtid som frisør dengang.

– Når jeg sad der og drømte, var jeg jo verdens dygtigste frisør. Jeg var i udlandet. Jeg ville være noget andet end bare en almindelig frisør. Når jeg fortalte min mor om mine drømme, fik jeg bare en på hovedet: "Hvem tror du, du er?" Men jeg havde drømmene. Og jeg nåede dem jo … Det ved jeg, at min mor også fandt ud af. Vi var fire, der skulle pakke hendes ting sammen, da hun var død. Min ene halvsøster sagde: "Du får et chok, når du ser, hvad der ligger". Der var en masse udklip om mig fra aviser og blade. Alt havde hun samlet. Det er lidt vildt at tænke på, synes jeg. Hun har bare ikke kunnet få ordene over sine læber.

Forkælet af moster

Mennesker, der klarer sig godt med sådan en baggrund, har ofte haft nogen, der havde positiv indflydelse i deres nærhed.

– Da jeg var helt lille, havde jeg en yndlingsmoster, som boede i Skagen. Hun var tillidskvinde på rejefabrikken. Hende var jeg meget optaget af. Da jeg blev lidt ældre, måtte jeg desværre ikke komme op til hende – fordi jeg blev forkælet dér, sagde min mor. Det var, fordi min moster ikke havde nogen børn, så når jeg kom, var det bare mig, det handlede om. Jeg fik jordbær og var med på rejefabrikken og sad og pillede rejer.

Der var også far:

– Da jeg var tre-fire år, blev min mor indlagt med tuberkulose. Vi kom og besøgte hende, der var, nærmest corona-agtigt, en glasvæg – og så stod vi og så hende igennem den glasvæg. Hun var der ret længe, og det var faktisk den bedste tid, fordi jeg havde det så hyggeligt med min far. Det er jo helt sindssygt, ikke?

- Jeg var en lille pige, der elskede sko og sov med mine sko om natten, og jeg havde fine kjoler på – alt det fik jeg lov til med min far. Og så havde jeg nogle dukker, som jeg sad og klippede foran den svenske kakkelovn. Jeg husker det som den bedste tid i min barndom.

Forældrene blev skilt, moren rykkede til Danmark med børnene, og så forsvandt far.

– Min far boede i Sverige, og ham måtte jeg ikke se. Der var meget forbud. Men jeg havde en veninde, hvis forældre havde en gård, og der var jeg tit. Så gik jeg med i roerne og kartoflerne eller plukkede jordbær i sæsonen og tjente lidt penge. Og så var jeg hjemmefra. Ellers skulle jeg passe de andre børn eller vaske gulvene derhjemme. Jeg skulle bare være voksen hele tiden og passe på mig selv, så jeg ikke kom for meget til skade. Derfor rejste jeg også hjemmefra, da jeg var 13 år. Så faldt der ikke de der tæsk hele tiden.

Gun-Britt fortsætter:

– Jeg boede på et kollegieværelse og fik en læreplads hos Fru Tagensen fra København, men fik først en rigtig kontrakt, da jeg var 14 år, fordi jeg var så ung. Fru Tagensen var en skøn kvinde. Og hun var glad for mig. Hun tog sig ligesom af mig.

Det blev vendepunktet i hendes liv.

– Det var den sjoveste tid. Jeg var i lære som frisør, det var det eneste, jeg ville. Og jeg var jo fattig. Jeg betalte 100 kr. om måneden for værelset og tjente 20 kr. om ugen det første år. Så jeg startede med at klippe alle de der ingeniørdrenge, der boede på kollegiet. Hvis jeg manglede mad, så havde de også altid noget, jeg kunne få. Og så var jeg barnepige. Eller vaskede gulvet i salonen og fik lidt ekstra for det. På den måde hutlede jeg mig igennem.

Hendes mor fik sat lås på køleskabet, efter Gun-Britt på et tidspunkt havde været på besøg hjemme og tilladt sig at smøre en madpakke.

Hvad har forholdet til Torben lært dig om kærligheden?

– Jeg har lært, at når man har et menneske, der holder så meget af en, uanset hvad man gør, så er man elsket. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg kan også se, at jeg har givet mig hen. Jeg tror, det er første gang. Jeg har troet, at jeg har givet mig hen før. Men da jeg mødte Torben, vidste jeg godt, at det havde jeg nok ikke. Vi griner meget. Vi har god humor. Og så har vi begge to meget temperament. Det bliver også brugt!

Er I gode til at skændes?

– Ja, vi er gode til at råbe ad hinanden. Så smækker den ene med døren: Mig. Jeg er måske den dårligste til at skændes, for når jeg bliver vred, går jeg min vej. Siger: "Jeg gider sgu ikke være her". Det er stort set altid Torben, der kommer og siger: "Synes du ikke, vi skal blive gode venner igen?". "Jo!", siger jeg så. Så jeg er hurtig til at blive gode venner, men er måske ikke helt så god til at komme og foreslå det ...

Hun griner. Af sig selv.

Er du stolt af dig selv og det, du har opnået?

– Jo jo, men … jeg tror samtidig, at det, man er dårligst til, når man har en baggrund som min, måske er at nyde det, man så faktisk har gjort. Det er rigtig svært. Det vil jeg godt indrømme. Jeg er hele tiden på vej et nyt sted hen.

Du har behov for anerkendelse?

– Ja, jeg har. Jeg synes da, jeg har brug for ros, men det får jeg også. Men … når man er et barn, der ikke får alt det der med sig, så bliver man måske også et barn, der på en eller anden måde bruger den modstand til noget positivt. Det har jeg gjort. Den modstand, som jeg oplevede derhjemme, har drevet mig til det, jeg gør i dag.

- Hvis jeg havde haft en lige så tryg barndom som Torben, er det ikke sikkert, at jeg havde fået det drive i mig. Jeg tror, der er en mening med noget af det. Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv. For det er klart, at hvis du som barn og ung konstant har hørt din mor sige: "Du bliver aldrig til noget, du kan ingenting, du kan heller ikke stave" – og ja, jeg er ordblind, så det sidste kunne jeg faktisk ikke, vel? – så tror jeg, man reagerer med: Jeg skal vise dem! Det gjorde jeg. Jeg tror ikke, man kan holde mennesker nede, hvis der er noget, de vil.

Hvad er du allermest glad for at have opnået i dit liv?

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg har fået Jeppe, for det har givet så meget mening. Og så har det været fantastisk at få min egen virksomhed. Og min mand – langt om længe fandt jeg en, som kunne holde mig ud, og som jeg kunne holde ud, ikke?

Spørgsmålet er, hvorfor hun var så længe om det. Måske ligger der noget i barndommen og den far, der forsvandt.

– Ja, det tror jeg. Jeg kan roligt sige, at det jo ikke er, fordi jeg ikke har mødt nogle dejlige mænd, men jeg har altid været på vej væk igen, jeg har altid haft en kattelem. Jeg tror, jeg var bange. I mine yngre dage har jeg måske også altid tænkt, at græsset var grønnere på den anden side. Hvis jeg var i et forhold, kunne jeg nærmest danse, når jeg besluttede mig for at gå ud af det, jeg kunne blive helt høj over at være fri igen.

- Jeg har haft en meget stor frihedstrang. Og meget lidt trang til at være bundet. Det har jeg stadig. Dér har jeg bare mødt den helt rigtige mand, det holder, det her ægteskab, vi har haft sølvbryllup og alt muligt, og det er, fordi jeg altid har fået den frihed, jeg skal have.

Hvad er det?

– F.eks. at vi aldrig nogensinde har diskuteret, hvad den anden skulle. Der har aldrig været noget fra Torben med "skal du nu rejse igen?" eller "arh, hvorfor har du lavet en aftale med en veninde i morgen?" Aldrig. Han er selv meget på samme måde på grund af sit job. Han tror, han har fortalt mig, at han har en opgave i morgen – det har han så lige glemt at sige. Men fordi jeg selv har fået lov til at have den store frihed i vores liv sammen, siger jeg aldrig: "Det har du da ikke fortalt mig". For jeg vil gerne have den frihed selv. I vores forhold har det været "give and take".

Jeg bliver hele tiden spurgt, hvordan jeg har det med at blive 70. Men hvad er alternativet? Det er jo ikke så godt. Og jeg er rask. Forhåbentlig"

Hun glæder sig til 70’erne. Med alt, hvad det indebærer.

– Jeg synes, at jeg er heldig, at jeg får lov. Jeg kender jo mange, der er faldet væk med årene. For tidligt. Jeg er også spændt på, hvordan det er at blive 80. Hvis jeg når det. De næste 10 år er jo en rejse.