Szhirley: Regler giver mig for alvor lyst til det, der er forbudt
foto: Ditte Capion
Lige nu nyder 38-årige Szhirley at gå hjemme med sin lille søn og først og fremmest lystre hans mindste vink. Hun er blødere, end hun plejer at være, og formen er ikke, hvad den har været, men hun skal nok få sin løbetur tilbage, komme i form og blive strammet op. Og faktisk har hun taget første skridt i en ny og sundere retning. Det fortæller hun til sundhedsmagasinet MOVE i denne uge.
- Jeg har hygget mig lidt for meget og sparet op på kagekontoen den seneste måned. Så nu prøver jeg at lade være med at spise slik og andet sødt i hverdagen, og i weekenden fyrer jeg den af og gør, hvad jeg har lyst til. Men skal jeg til en fødselsdag en onsdag aften, spiser jeg sgu bare, hvad jeg har lyst til. Hvis jeg sætter nogle regler op for mig selv, får jeg for alvor lyst til det, der er forbudt, siger Szhirley, der også prøver at gå uden om kulhydrater på hverdage for at undgå at føle sig oppustet.
LÆS OGSÅ: Camilla Martin har aldrig tænkt på, om hendes krop var pæn
Føler sig ret sej
Indtil videre går det okay med at efterleve den nye regel om at være sund fra mandag til fredag. Melder sukkertrangen sig efter en lang dag med lille Billes strabadser, dykker Szhirley ned i tasken og hiver en af de mange halvspiste snackposer frem.
- Det kan godt være, jeg tager en lille smule på af mandler og nødder, men det er de gode og sunde fedtstoffer, jeg får, og det sker der altså ikke noget ved. For mig handler sundhed også om, at jeg giver mig selv lov til at nyde i stedet for at sidde og tælle og stoppe ved de tilladte otte mandler om dagen – fuck that shit! Hvis jeg har lyst til en hel pose, så æder jeg en hel pose! Det er trods alt bedre end at spise en liter is. Jeg er ikke fanatisk med min vægt. Et kilo eller tre for meget, når man har almindelig vægt som jeg …, siger hun.
LÆS OGSÅ: Sisse Fisker gider ikke slankekure
Har det godt med sit udseende
Selv synes hun, det er fjollet, hvis hun gik op i, om hun vejer 60 eller 63 kilo.
- Jeg har altid svinget cirka seks kilo i vægt. Ikke at jeg har en vægt, for jeg tror ikke på vægte. Jeg kan mærke på mit tøj, når jeg – ligesom i den seneste tid, har hygget mig lidt for meget. Og det er mit spejlbillede, der afgør, om jeg er tilfreds, eller om jeg lige skal tage en ekstra løbetur eller spise mere fornuftigt i en periode som i øjeblikket.
Hvad synes du om dit spejlbillede nu?
Jeg synes, jeg er ret sej. Jeg har lige født et barn. Jeg har det godt med mit udseende, med at være blevet mor til ”fedebassen” og med at have givet mig selv lov til at hygge mig under graviditeten. Jeg spiste alt, hvad jeg havde lyst til: brød, ris, pasta, kage, slik og jeg skal give dig. Min krop havde brug for det til at lave et barn. Nu kan jeg bedre være egoistisk og foretrække proteiner, fisk og grønsager, siger Szhirley til MOVE.