Traileren til "Skruk" sæson 2 er landet. Og det tegner virkelig godt
Foto: Netflix
Josephine Park er tilbage for fuld udblæsning som fertilitetslægen Nana i den danske komedieserie Skruk på Netflix, der igen render ind i den ene pinlige og tåkrummende episode efter den anden – alt sammen pga. hendes temmelig lemfældige omgang med sandheden.
I traileren til den nye sæson møder vi Nana kort tid efter, at hun har fået sin baby. Hun blev på forunderlig vis gravid i første sæson, efter at hun i fuldskab inseminerede sig selv med sæd fra sin flamme Mathias (Simon Sears). Så nu står den på babysalmesang, barnevognsture og takeaway-pizza i lange baner, og det passer ikke ligefrem til Nanas arbejdsomme og utålmodige temperament.
Faktisk hader hun at være på barsel. Derfor tigger hun sin gamle chef Helle (Charlotte Munck) om at få jobbet på DoVi tilbage, og Helle siger ja, men kun hvis Nana kan starte i morgen. Det giver selvfølgelig lidt udfordringer, når babyen kun er to måneder gammel, og faren ikke kender til eksistensen af sit barn.
Derfor må hun kalde sin kaotiske mor, dansktopsangeren Lisa LaCour (Tammi Øst) til undsætning, som flytter ind i Nanas lille lejlighed for at hjælpe.
Samtidig har chefen Helle hyret den svenske stjernelæge Hampus (Oscar Töringe) til at være den nye Nana på klinikken, og det fyrer helt op for Nanas konkurrencegen, for Nana må og skal have sin gamle stjernestatus på jobbet tilbage.
Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan hun skal få fortalt sandheden om babyen til Mathias, der bringer Nana ud i en hel perlerække af nye groteske situationer. For han skal vel have det at vide – eller hvad?