Tre dage tilbage: Her er ekspertens vurdering
Foto: Snowman Production / DR
Syvende afsnit af "Gift ved første blik" var fuld af drama, kærlighed og ubesvarede spørgsmål - og nu venter vi i spænding på det sidste, afgørende afsnit, der kommer på torsdag d. 10. oktober.
Vi har nemlig kun ét afsnit af "Gift ved første blik" tilbage, og her skal parrene vælge, om de vil forblive gift, eller om de vil lade sig skille.
Luise Marie Bekker er BILLED-BLADETs "Gift ved første blik"-ekspert og har dækket dette års sæson intenst, og vi har derfor bedt hende om at komme med sit bud på, hvor stor en chance der er for, at parrene bliver sammen.
Anette og Frank
Anette og Frank.
Foto: Snowman Production / Brian Lichtenstein / DR
Anette har på årets getaway virkelig fået øjnene op for, at Frank bliver ved med at køre rundt i de samme "huller i osten": Hendes hårfarve og deres forskellige interesser samt ikke mindst Anettes hang til planlægning og kontrol.
I syvende afsnit vil hun konfrontere ham med det, men det når hun aldrig. I stedet vælger hun at lade den gode stemning herske og skyller problemerne væk med Aperol Spritz i Tivoli.
Frank har ikke opfanget problemet. "Vi hygger os faktisk, når vi er sammen," siger han.
Men i afsnittet virker det til, at han alligevel har opnået en højere selvindsigt, da han til soloterapi siger, at det måske i virkeligheden er ham, der ikke slipper kontrollen, og at han måske ikke helt har fundet sig selv efter sin skilsmisse.
Noget, Anette har fortalt, at hun har spurgt ind til ved flere lejligheder. En indsigt, hun havde i Frank fra dag ét.
Der er ingen tvivl om, at parret hygger sig og nyder de samme ting i livet.
Et aktivt liv med plads til rødvin, spabade og travle dage på arbejdet.
Men er det nok? Jeg tror det ikke.
At Anette ikke får konfronteret Frank så tæt på målstregen, er måske et udtryk for, at hun ved, det ikke gør en forskel.
Jeg forestiller mig ikke, at de fortsætter med at være gift.
Men man kunne håbe for dem, at de vælger at fortsætte med at date eller aftaler, at de finder hinanden igen, når Frank har fundet sig selv.
Jeg tror, der er 5% chance for, at de siger ja til fortsat at være gift på torsdag.
Morten og Søren
Morten og Søren.
Foto: Snowman Production / Brian Lichtenstein / DR
Alle har heppet på Morten og Søren fra starten.
De viser hinanden forståelse, og de kysser hinanden rigtig meget.
Udefra set har deres problemer i forhold til de andre pars været ret små.
I syvende afsnit smider Søren dog en bombe, da han fortæller, at de ikke har været intime endnu, og at det er en vigtig brik, der mangler, før han kan overgive sig 100 procent.
En klasikker i "Gift ved første blik"-regi.
Ved siden af står Morten og siger, at han kan mærke forelskelsen komme.
Så hvad vinder - intimiteten eller forelskelsen?
Mon ikke, soloterapien hos Trine sætter lidt skub i tingene, og at Morten og Søren finder ud af, at de har lyst til hinanden, og at én af dem skal tage teten?
For når først den forhindring er af vejen, bør de to kunne blive lykkelige sammen.
Og så bør de derudover tilbyde kurser i god parkommunikation. Her lever optimismen.
Så jeg vil give Morten og Søren 75% chance for, at de siger ja til fortsat at være gift på torsdag.
Morten og Søren fra "Gift ved første blik" uenige for første gang
Nina og Rolf
Rolf og Nina.
Foto: Snowman Production / Brian Lichtenstein / DR
"Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg sige ja. Rolf er mere realistisk."
Sådan lyder det fra optimistiske Nina i syvende afsnit.
Min tro på de to er gået frem og tilbage i løbet af sæsonen.
Nina har været træt af, at deres problemer handlede om hendes personlighed, og det virker til, at hun har måttet sluge nogle kameler for at tilpasse sig Rolfs luner.
Alligevel må enhver mand drømme om at få en kvinde, der ser på ham, som Nina ser på Rolf.
Hun føler, at de dater, og hun har fundet på kælenavne til dem.
Rolf har dog lidt svært ved den nye hverdag i Ninas lejlighed.
Det ville slet ikke undre mig, hvis Ninas evne til at tilpasse sig samt hendes spirende følelser for Rolf får dem til at prøve det af og sige ja i næste uge.
Jeg kunne dog være nervøs for, at de bliver et af de par, der ikke holder i længden - som vi jo efterhånden har set det med en del "Gift ved første blik"-par igennem tiden.
Jeg tror, der er 45% chance for, at de siger ja til fortsat at være gift på torsdag.
Se billederne: Så farverigt bor Nina fra "Gift ved første blik"
Lone og Lars
Lone og Lars.
Foto: Snowman Production / Brian Lichtenstein / DR
Lars ler lidt anspændt, da han i syvende afsnit fortæller, hvor langt han og Lone er i processen:
"Vi er stadig rigtig gode venner..."
Og han har efterhånden erkendt, at det aldrig bliver til mere.
Alligevel flytter han ind hos Lone, der har glemt, at hendes gæst ikke har mulighed for at gå i bad hos hende.
Og som laver koffeinfri kaffe til sin ægtemand, selvom han har fortalt, at han ikke kan lide det.
Omvendt besøger Lone også Lars, og her tager han hende med op i højderne i en brandbil - men det viser sig, at hun er bange for højder!
Intet går rigtigt imellem dem til Lars' store ærgrelse - måske håber han alligevel at kunne vinde Lones hjerte på falderebet?
Lone virker lidt ligeglad. Hun prøver i hvert fald ikke at få en romantisk forbindelse til Lars, og man kan godt undres over, hvorfor hun ikke for længst har revet det plaster af Lars og stoppet eksperimentet.
Lars efterspørger et svar på, hvor det er gået galt imellem dem. Han tror, de måske har haft for lidt tid.
Men selvom Lone holder fast i, at tiden ikke har været af betydning, kan hun ikke komme med et rigtigt svar, andet end at hun har trukket sig, og at Lars er blevet usikker.
Som seer sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der ligger noget andet bag, men at Lone er for flink til at sige det til Lars.
Jeg er ikke i tvivl om svaret på torsdag. Der er 0% chance for, at Lone og Lars bliver sammen.
Denne artikel blev første gang bragt af Billed-Bladet, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lars fra "Gift ved første blik" fortæller: Konfronterede Lone bag kameraet