Udenrigsreporter Matilde Kimer: Familie er ikke en monoværdi i mit liv

Matilde Kimer var bare Ukraine-korrespondent, da krigen brød ud, og så var der ingen vej tilbage. Hun blev besat af at rapportere fra krigen, og det kostede på hjemmefronten. Det fortæller hun om i et interview med femina i denne uge.

Har I været dér, hvor det var enten-eller for dig og din mand?

– Vi har i hvert fald været ret tæt på. Han har heldigvis ikke trukket s-ordet (skilsmisse, red.), det skal man også være rigtig varsom med. JEG har aldrig været dér, hvor jeg syntes, vi skulle skilles, men han har nok været markant tættere på. Jeg tror ikke nødvendigvis, krigen har været det afgørende, det har mere været den rolle, arbejdet spiller for mig. Han sagde på et tidspunkt, at han følte, det ville have været en befrielse, hvis jeg havde haft en elsker, for arbejde kunne han IKKE konkurrere med. Hvis det bare havde været en anden mand, så kunne man ligesom måle sig på en eller anden måde, men at det var arbejdet, der var så stor en lidenskab for mig, det var så vanskeligt for ham.

Krigen koster på hjemmefronten

”Jeg prøver at forstå det, men det giver ikke mening, at du synes, det er vigtigere at fise rundt i bomber og kugleregn end at være sammen med os”, siger Matilde Kimers mand Jesper Schwartz i hendes nye bog ”Krigen indeni”. Hun svarer: ”Det er sgu ikke fair at stille det sådan op. Jeg kan ikke springe fra, fordi krigen er blevet grim og farlig. Det er NU, det er allervigtigst, at der er journalister til at vise, hvad der foregår”. Så rejser Jesper sig og går. Og Matilde glæder sig til at komme tilbage til Ukraine. Hun synes, det er det eneste rigtige sted for hende at være.

Læs også: Jan Grarup har fotograferet krig i 25 år: "Det giver ar på sjælen"

Matilde Kimers bog om krigen i Ukraine giver et bredere perspektiv på konflikten i Ukraine og afslører samtidig, hvad det koster på privatlivsfronten at rapportere fra en krig. En af de hårdeste meldinger i bogen kommer fra hendes egen dengang otteårige datter: ”Mor, elsker du egentlig os eller dit arbejde mest?”.

– Jeg har taget det med, fordi jeg på et tidspunkt var lidt provokeret af den måde, nogle kolleger portrætterede krigsjournalistik på. Sådan lidt Rambo-agtigt. Det mener jeg ikke, det er. Ingen går menneskeligt gratis gennem naturkatastrofer eller krig. Man BLIVER påvirket, og det koster også på hjemmefronten.

Blev afhængig

Matilde havde Ukraine som stofområde, før konflikten brød ud og udviklede sig til krig. Hele optakten med molotovcocktails og slagsange var ”spændende, fremmed og farlig”, og hun var, siger hun, ”villig til at løbe med”. Da krigen var en realitet, var der ingen vej tilbage.

– Jeg er ikke krigskorrespondent, jeg er Ukraine-korrespondent, men der var kommet krig til Ukraine. Skulle jeg så sige: ”Det er lidt stramt for mig at rapportere fra en krig, jeg kommer tilbage, når der er fred, så kan en anden tage over?”. Nej! Så det er fuldstændig rigtigt, at jeg lod mig hvirvle ind i krigen og blev ved med at søge den. Jeg har hørt fra psykologer, og det er også meget det, soldater oplever: At det er en afhængighed, som ligger langt ud over adrenalin, fordi det handler om at synes, det er éns kald. Det var det, der var MENINGEN, det er derfor, jeg er her, det er for at rapportere og sende det hjem. Og i det højere meningsfulde lag kan det pludselig virke meget banalt, at man skal huske at købe gulerødder. WHO CARES, vi overlever uden gulerødder!

”Det har været en hård dag”

Citat fra bogen: ”Sms’erne hjemmefra var blevet kortere og koldere de seneste dage. Ofte skrev min mand bare o.k., så for ham ville det næppe gøre nogen forskel, at jeg blev et par dage mere. I de stille timer kunne jeg godt frygte, at vores ægteskab ikke kunne holde til denne krig”.

Hvordan holdt det?

– Jeg tror, der er to grunde. Den ene er hans mentalitet. Han er ikke bare tålmodig, men også overordentlig rolig. Og så har vi begge, selv når vi har været allermest frustrerede og vrede og i hver sin lejr, stadig tænkt, at livet var bedst sammen og ikke hver for sig. Når han har haft lyst til at kaste mig ud ad vinduet på en kørende bil, så syntes han måske stadig, det ville være fedt, hvis jeg kom tilbage.

Og det HAR han haft lyst til?

– Ja, det vil jeg tro. Det har han ikke sagt til mig. Men da krigen er allerhårdest, og jeg også synes, den er allerhårdest inde i mig, tror jeg, han føler, jeg har sluppet. At jeg sejler rundt i sådan et krigsunivers uden at have fat i vores hverdag i Hvidovre længere. I dag kan jeg godt forstå det, men dengang syntes jeg, han var totalt urimelig. Hvordan kunne man OVERHOVEDET sidestille gymnastiktræning om lørdagen med KRIG I DONETSK? Heldigvis havde han tålmodighed til, at jeg kom igennem og fik lidt ræson tilbage og fik krigen på afstand. For mig var den meget en ting, der blev ved med at æde af mig, jeg havde mindre og mindre evne til at parkere den og tage til fodbold og dans med børnene.

Og når du var i Ukraine, gik din mand derhjemme og anede ikke, hvad der skete med dig?

- Ja. Måske var det egentlig dér, vi begyndte at gå mod bedre tider – da jeg ligesom lærte, hvordan man skal kommunikere. Jeg var bare en grønskolling udi at være krigsreporter, så det med at sidde og sms’e til ham, når der bragede granater ned ... DÅRLIG idé! Men inde i mit hoved, som var lidt småkortsluttet af, at jeg heller ikke helt vidste, hvad der foregik, tænkte jeg: Nå, men det er bedre, at jeg informerer ham løbende, så han kan følge lidt med, så han føler, han er her. IDIOT! Siger hun om sig selv.

– Retrospektivt kan jeg sagtens se, at det da var det dummeste, jeg kunne gøre. Jeg skulle bare skrive, når jeg var sikkert på hotellet. Færdig. Så kunne jeg skrive: ”Det har været en hård dag”. Det kan jeg sagtens se nu. Men lige i det troede jeg på en eller anden måde også, at jeg kunne overbevise ham om vigtigheden af, at jeg var af sted, fordi der skete alle de her ting. ”Den ukrainske hær siger, at den ikke skyder tilbage, men det GØR den, og jeg står lige her, booom”.

En universel krig

Som en ”lussing fra virkeligheden” begyndte hun at få mareridt om, at hun ikke kunne passe på sine børn. Den underbevidste besked fra hende selv til hende selv var klar: Du tager derud og risikerer at blive slået ihjel, og så skal dine børn være uden mor, hvad bilder du dig egentlig ind?

Hvad bilder du dig egentlig ind?

– Ja, hvad bilder jeg mig egentlig ind ... jamen, jeg bilder mig ind, at det er et fuldstændig fantastisk vigtigt stykke arbejde, jeg gør, ved at informere den danske befolkning. Vi SKAL sgu interessere os for Ukraine. Der er noget universelt i den krig, og der er noget universelt i fremelskelsen af had og fjendskab. De dynamikker og den frygt kan sagtens lande herhjemme, og det er vigtigt, man i sin privilegerede tilværelse har et udsyn og en interesse, der rækker ud over: Nåårh, det er også synd. Og jeg synes ikke, jeg løber unødige risici. Jeg tager ud i krudt og kugler, hvis det er det, der skal til for at fortælle min historie. Men så tager jeg derfra igen. Jeg slår ikke et lille iglotelt op på den mark, hvor kuglerne bliver affyret.

Hun fortryder ”INGEN” af sine ture.

Læs også: Puk Damsgaard: Vi har en aftale om, at jeg ikke må dø

Kræft som 14-årig

Matilde har sin sejhed med hjemmefra. Hendes mor er arkitekt og var alene med Matilde og hendes lillebror det meste af Matildes barndom.

– Jeg er rundet af en lidt feministisk indstilling: Det skal vi sgu nok klare selv. Min mor har altid klaret ærterne og lært mig og min bror, hvordan vi var med til at klare ærterne. Og så skete der noget, som Matilde mener har påvirket den måde, hun er krigsreporter på. Hun fik lymfekræft som 14-årig.

– Før jeg blev syg, var jeg ret indadvendt og meget angst for at lave fejl og ville hellere tie og putte lidt med tingene selv og søge meget fortrolige mennesker. Min sygdom var lidt af en knytnæve. Jeg opdagede en øm knude på halsen. Det viste sig, at der sad en stor ondartet tumor og trykkede på centralnerven. Hun blev opereret og fik 12 gange kemo, men da hun nåede sidste behandling, sagde lægerne: ”Det går sgu ikke så godt med de knuder, vi giver dig lige tre runder kemo mere”.

– På det tidspunkt vejede jeg et par og fyrre kilo og var så afkræftet og mat, at min mentale reaktion var: Det dør jeg af. Og hvis jeg skal dø, som jeg så underholdt de læger med, så vil jeg i det mindste dø af sygdommen og ikke af jeres medicin.

Tog du den beslutning alene?

– Ja. For min mor syntes jo ikke, det var den rette beslutning. Men jeg sagde: ”Niks, nu stopper I. Jeg tror simpelthen ikke på, jeg overlever det, og det er for sindssygt at dø som 15-årig af en behandling”. Den logik var så stærk i mig. Der var så mange ting, jeg gerne ville se, og jeg ville gerne nå at rejse, og hvad så hvis jeg kun blev 18? Det er sgu da ikke længden af et liv, men indholdet af det, der tæller. Matilde blev indstillet til ekstra scanninger, fordi hun var ”sådan et besværligt ungt menneske”, der ikke bare adlød lægens ordre. Og så viste scanningerne søreme, at knuderne alligevel var små nok til strålebehandling, så hun behøvede slet ikke den ekstra kemo. Erfaringen fra dengang, hun tog hånd om sit eget liv, har hun båret med sig:

– Jeg har ikke nogen ... frygt for at dø. Fordi jeg putter det ind i mit liv, som jeg synes skal være der. Jeg bliver gerne 100, hvis det er det, der er meningen, men det er ikke vigtigt. Det er i hvert fald ikke vigtigere, end at jeg putter det rigtige ind i mit liv.

Men du har tre børn?

– Ja ...

Så er det vel vigtigt, du er her?

– Ja, det er i hvert fald vigtigere, end at jeg ikke er her. Det er fuldstændig rigtigt. Og jeg prioriterer dem også, men jeg er ikke den slags mor, der bliver mor, og så ophører resten af universet med at eksistere. Jeg synes egentlig også, det er vigtigt at lære mine børn, at man træffer valg og fravalg, og ... der er også noget, der er større end dem.

Det sidste hvisker hun, fordi hendes ældste datter sidder på den anden side af væggen ude på DR og er med sin mor på arbejde.

– Men ... hun ved det faktisk godt. Hun spørger mig jo, hvorfor jeg ikke bare gider lade være med at rejse. Men det er vigtigt, der ikke er sådan en monoværdi i mit liv, som er familie. Jeg er vildt glad for min familie, men der er altså noget intellektuelt meningsfyldt, som ligger ud over at bage speltboller i Hvidovre.

Måske beskylder de dig en dag for omsorgssvigt ... fordi du havde så skide travlt med at redde verden?

– Det er da en teoretisk risiko, men jeg føler ikke, den er der. Der er også både venner og kolleger, der er gutsy nok til at fortælle mig, hvis de synes, jeg er for meget væk eller gør noget forkert. Men de ENESTE, der får lov at fælde en dom, jeg gider tage til mig, bliver mine børn. Derfor gjorde det selvfølgelig også indtryk, da min ældste spurgte, om jeg elskede dem eller mit arbejde mest. DET er ikke et særlig svært spørgsmål for mig – men om jeg vil opgive mit arbejde for at være en mor efter den opskrift, som omverdenen gerne vil definere: Ikke under nogen omstændigheder. Og jeg synes, jeg er en røvgo’ mor. Betyder det, at jeg er der og ser hver eneste fodboldkamp og samler deres sure sokker op, når de selv kan gøre det? Nej. Men jeg skyper med dem, når jeg er ude, og jeg har for eksempel haft debatter om akvariefisk, fra en skyttegrav. Jeg synes, jeg er rigeligt til stede til at kvalificere mig til at være en fremragende mor. Så må andre fyre deres fordomme og bebrejdelser af. Det er kun mine børn, der får lov at være dommere.

Hvad siger din feminist-mor?

– At det er rimelig rockerfedt, at jeg gør det, som er mest meningsfuldt for mig, og jeg tror også, hun synes, det er temmelig vildt, at jeg har fundet en mand, der synes, der kan være plads til det.

Ikke et mål i sig selv

Matilde og hendes mand har aftalt, at hun fremover kun rejser en uge om måneden. Og Jesper er efter en pause på fem-seks år også begyndt at rejse arbejdsmæssigt,

– Så der er lige lidt koordineringsarbejde, men jeg tror faktisk, det er rigtig godt, at det ikke er helt skævt, så det ikke kun er den ene, der er ude at opleve og bringer noget hjem til spisebordet.

Hvordan har I undgået at gøre børnene bange?

– I begyndelsen sagde vi ikke ret meget, indtil den ældste blev mødt af en ”venlig” forælder til en klassekammerat, der spurgte, hvordan det var, at mor tog i krig hele tiden. Tak ... så tog man lige en snak om det. Vores yngste er lige blevet fire og ved ikke en skid, så det er okay. Vores knægt er seks, han ved lidt, men synes mest, det bare er træls, at jeg ikke kan komme og se ham spille fodbold. Den store på 10 forstår det godt. Men vi snakker om mine ture i krig på samme måde, som vi snakker om alt muligt andet. Om det så er terrorangreb eller fly, der falder ned. På et tidspunkt tog jeg min vest og hjelm med hjem, så hun kunne se, at jeg blev passet på, og så snakkede vi om, at: Det er jo ikke mig, de skyder på. Det er en ret vigtig pointe at få igennem til et barn og nogle gange også til voksne: Jeg er ikke et mål i mig selv. For mig handler det om ikke at stå på det dårlige sted på det dårlige tidspunkt, men det er ikke mig, de slås imod, de er vrede på hinanden. Det tror jeg, hun forstod. I en udstrækning. For hun ville da sætte pris på, at jeg lod være. Hun spørger mig i hvert fald en gang om ugen, om jeg ikke snart finder et andet job. Hvor jeg bare svarer: Næ, heller ikke i den her uge, siger Matilde Kimer til femina.