Var du også besat af 'Desperate Housewives'? Her er skuespillerne i dag
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
"Desperate Housewives" havde premiere i 2004 og blev hurtigt en stor succes. I otte sæsoner fulgte seerne kvinderne i Wisteria Lane gennem hemmelige kærlighedsaffærer, banale intriger, alvorlige ulykker og livskriser.
Men hvad nu? Sådan lever skuespillerne fra Desperate Housewives i dag.
Felicity Huffman - Lynette Scavo
Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix
Felicity Huffman spillede den overarbejdede mor Lynette Scavo, der kæmpede for at vende tilbage til sin karriere. Efter den første sæson af 'Desperate Housewives' blev hun belønnet med en Emmy.
I 2019 blev det afsløret, at Felicity Huffman og hendes ægtemand, skuespilleren William H. Macy, havde betalt næsten 140.000 kroner for at forbedre deres datters resultater på optagelsesprøven til universitetet.
Hændelsen var en del af en større sag, hvor over 50 forældre havde bestukket nogle af USA's mest prestigefyldte universiteter for at sikre plads til deres børn. Felicity Huffman blev dømt til to ugers fængsel og skulle betale en bøde på omkring 300.000 kroner.
– Det er let at være bagklog, men det føltes som om jeg ville være en dårlig mor, hvis jeg ikke gjorde det. Så jeg gjorde det, har Felicity Huffman udtalt om skandalen.
Felicity Huffman har senere spillet en af hovedrollerne i tv-serien 'American Crime' og haft en gæsterolle i 'Criminal Minds'-spin-offen 'Evolution'.
Teri Hatcher - Susan Mayer
Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Teri Hatcher blev kendt som Lois Lane i superhelteserien 'Lois & Clark' og spillede derefter Bond-pigen Paris Carver i 'Tomorrow Never Dies' fra 1997.
Med 'Desperate Housewives' blev hun en af Hollywoods bedst betalte kvindelige skuespillere, og i 2005 blev hun tildelt en Golden Globe for rollen som Susan Mayer.
Efter tv-serien har hun for det meste været med i mindre produktioner. Hun har også givet stemme til karakterer i film som 'Coraline' og Disneys 'Fly'.
Teri Hatcher har datteren Emerson Rose med skuespilleren Jon Tenney. Parret var gift i ni år, men gik fra hinanden i 2003.
Eva Longoria - Gabriella Solis
Foto: Michael Tran/AFP/Ritzau Scanpix
'Desperate Housewives' og rollen som Gabrielle Solis blev Eva Longorias store gennembrud. Siden da har hun spillet i film som 'Lowriders' og 'Overboard', samt serier som 'Only Murders in the Building'.
Hun har også instrueret episoder af flere store serier, herunder 'Jane the Virgin' og 'Black-ish', og debuterede som filmregissør i 2023 med filmen 'Flamin' Hot'.
Eva Longoria er gift med producenten José Bastón, og i 2018 fik parret en søn.
Hun er meget samfundsengageret og viste åben støtte til Kamala Harris og Demokraterne før præsidentvalget i 2024. Da det blev klart, at Donald Trump havde vundet valget, udtalte Eva Longoria til Marie Claire, at hun var bekymret for USA's fremtid.
– Hvis han holder det, han har lovet, vil dette blive et skræmmende sted, sagde hun til magasinet.
Marcia Cross - Bree Van de Kamp
Foto: Gerald Matzka/AP/Ritzau Scanpix
For sin indsats som den strikse hjemmefrue Bree Van de Kamp blev Marcia Cross, 62, både Emmy- og Golden Globe-nomineret.
Før 'Desperate Housewives' var hun mest kendt for rollen som Kimberly i 90'er-serien 'Melrose Place'. I de senere år har Marcia Cross spillet gæsteroller, blandt andet i et afsnit af serien 'Law & Order: Special Victims Unit', og i 2015 fik hun en rolle i 'Quantico'.
Marcia Cross er gift med Tom Mahoney, og sammen har de tvillingdøtrene Eden og Savannah.
I 2018 fortalte Cross, at hun havde fået analkræft forårsaget af HPV-viruset. Hun blev erklæret rask efter stråle- og kemoterapi og har siden talt åbent om sygdommen.
Nicollette Sheridan - Edie Britt
Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix
Ejendomsmægleren Edie Britts opgave var at gøre livet surt for kvinderne i Wisteria Lane. Nicollette Sheridan spillede rollen i fem sæsoner, før hun forlod serien under dramatiske omstændigheder.
Nicollette Sheridan anklagede seriens skaber, Marc Cherry, for at have slået hende i hovedet under optagelserne og hævdede, at hendes kontrakt blev opsagt, efter at hun havde meldt hændelsen til tv-kanalen ABC. Nicollette Sheridan sagsøgte både ABC og Cherry, men den retlige proces fortsatte indtil 2014, hvor hun tabte sagen.
Nicollette Sheridan spillede sin første store rolle efter 'Desperate Housewives' i tv-serien 'Dynasty', som kørte fra 2017 til 2022.'
Denne artikel blev først bragt hos femina.se. Dette er en redigeret og oversat version.