Vi burde slet ikke tale så meget om ‘The White Lotus’

Thomas Balslev er redaktionschef på Heartbeats. Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Den tredje sæson af ‘The White Lotus’ lakker mod enden. Men ved du, hvad der også lakker mod enden? Min tålmodighed med den her serie. Kort sagt sker der jo ikke en skid. Jeg mener bare, der sker jo virkelig INGENTING i den her sæson. Selv hvis jeg fik en pistol for panden, ville jeg have svært ved at sige, hvad ‘The White Lotus’ i Thailand handler om – noget med rige, priviligerede mennesker, der har det rædsomt i verdens mest luksuriøse omgivelser, yadda yadda yadda.

Alligevel er ‘The White Lotus’ blevet den serie, vi allesammen taler om i frokostpausen. Vi udveksler teorier, og overalt på internettet diskuterer folk det seneste afsnits ekstremt undervældende eskapader.

Det er et paradoks. Men der er givetvis en dybereliggende og temmelig nedslående forklaring, nemlig at der ikke sker så meget andet på den front lige nu. Vi craver en god serie at tale om, og ‘The White Lotus’ er så det, vi har at gøre godt med.

Og det er ikke for at sige, at vi ikke skal tale om den. Det er såmænd bare for at påpege, at det er besynderligt, når det vildeste, der er sket indtil videre, tæller en mikroskopisk sexscene mellem to brødre og en kinky monolog om en sexscene. Ikke engang et klip fik vi, ikke en lyd, no nothing.

Personligt kunne jeg imidlertid godt lide den meget korte scene, hvor Ratliff-brødrenes far, Timothy, sidder på en barstol og er så patologisk nedslået, at han helt glemmer at dække sin penis overfor sine børn. Det var et godt lille greb, fordi man hostede af grin i omkring 0,5 sekunder, men det er også et så velkendt filmisk greb, at det har et navn: the melodramatic penis, simpelthen, der dækker over netop det at vise en penis på film med den oplagte intention at chokere.

Derudover har det meste af denne tredje sæson været et opbyggende crescendo, men det efterhånden uomgængelige spørgsmål er, hvordan det nogensinde har tænkt sig at kulminere. Kan seriens skaber Mike White virkelig nå at binde alle de løse tråde sammen til en stor formfuldendt sløjfe med bare et afsnit tilbage? Det virker urealistisk, men jeg vil lade min tvivl komme ham til gode.

Folk har været utilfredse med soundtracket i denne sæson, fordi det er så dystert, at man efter sigende kan få mareridt af det. Selvom det måske virker en anelse overdrevet at sige, har underlægningsmusikken spillet en betydelig rolle for denne sæsons grundlæggende stemning. Den har været ildevarslende og bidraget til den konstante fornemmelse af, at det hele går galt liiiiiige om lidt.

Foto: HBO

Men tingene ender ikke galt i Thailand. Indtil videre er vi gang på gang blevet snydt for det helt store drama. Afsnit 5 skulle have været det helt store dramatiske vendepunkt, og vi ventede bare på, at Chelsea og Chloe ville knalde med Saxon og Lochlan, og at Belinda ville knalde med sin hotte massør, Pornchai, ligesom vi bare ventede på, at de tre veninder Laurie, Kate og Jaclyn ville gøre noget upassende og løssluppent med de tre russere, som de festede så brutalt med.

Klip.

Klip til, at solen står op, og en ny dag begynder. Og så er jeg godt med på, at vi bagefter fik at vide, at Jaclyn havde været i seng Valentin, og at Saxon havde fået en hjælpende hånd af sin lillebror, men så lad os da se det ske i ægte realtid i stedet for.

Jeg kan egentlig godt lide ‘The White Lotus’, men jeg har virkelig også et problem med den naragtige måde at snyde os for dramaet på. Måske allerbedst eksemplificeret ved den scene, hvor Gaitok lykkes med at bryde ind hos familien Ratliff og tage sin pistol igen. Man kan altså ikke lave fjernsynsdrama, hvor karaktererne lykkes med sådan noget. Det er jo decideret anti-dramatisk.

Og så har vi et problem med fortælletempoet, som jeg vil mene er aggressivt langsommeligt. Som om det er skabt til at tage tissepauser hele tiden og defineret ud fra den erkendelse, at vi alligevel vil second screene, når vi ser tv.

Det er kommet frem, at Mike White valgte at skrotte en scene fra manuskriptet efter Donald Trumps valgsejr, fordi den handlede om, at karakteren Laurie havde et non-binært eller transkønnet barn. Efter sigende blev det klippet ud, fordi White ikke mente, det ikke var den rigtige måde at engagere sig i den verserende kulturkrig i USA på.

Det skal han selvfølgelig have lov til at mene, men det er sigende for seriens tendens til ikke at træde ved siden af. Og det er sigende for det faktum, at vi lige nu befinder os i den såkaldte mid tv era – en komfortabel og middelmådig tid, hvor en serie – som for eksempel ‘The White Lotus’ – sagtens kan se brandgodt ud, have et lækkert cast og et skideuhyggeligt soundtrack, men i sidste ende alligevel bare være fin nok.

Er ‘The White Lotus’ så virkelig kriminelt middelmådig? Det er selvfølgelig stadig for tidligt at sige, fordi ja, alt kan som bekendt ske, og ‘The White Lotus’ er jo slet ikke en dårlig serie. Den er bare forbandet underspillet, og der skal virkelig drama på drengen, hvis sidste afsnit skal lykkes med at forløse det, der kun kan være en strategisk beslutning om at skabe en meget langtrukken seer-oplevelse.