Christina Bølling: Narcissist på deltid

Det er ikke pænt at sladre om andre, men i dag er det meget værre at tale om sig selv. Så er man narcissist, og det er skidt. Værre end at være lusket og tarvelig og gå bag om ryggen på folk. Selvoptagethed har næppe været en dyd nogensinde, men der er selvfølgelig en grund til, at narcissisme optager os så meget lige nu. Vi lever jo i en ”se mig”- kultur, hvor der bliver skruet op for lydstyrken hele tiden. Så meget at man kan blive træt af cirkusset og få lyst til at hvile ørerne i et kloster i Italien uden mobil.

I dette nummer har vi tema om narcissisme – og jeg kan se, at vi ikke er de eneste, der har fået den idé. I det nye nummer af Psychology Today er der et stort tema om samme emne. Og den helt nye holdning til narcissisme er, at det skal gradbøjes og fortolkes.

Jeg har en svaghed for narcissister. Måske fordi jeg er vokset op i en udadvendt familie og har lært at råbe højt ved middagsbordet og fortælle gode historier for at blive set og hørt. Min far er lidt som Forrest Gump i filmen, der griber baseball’en og ikke vil give slip igen. Opmærksomheden, når han fortæller anekdoter, er bare så dejlig, at han bliver ved. Når han siger ”Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang ...?” og hele bordet brøler ”JA!” Men de modige, sjove og ærlige mennesker som ham og

mange andre har som regel også meget at byde på. Fordi de er underholdende og siger tingene lige ud. I børnehaven var de garanteret blevet bedt om at tie stille og tage klæd-ud-tøjet af, så ”de andre også kunne komme til”.

Jeg har det blandet med, at vi slynger om os med alvorlige psykologiske termer og kalder ganske almindelige mennesker narcissister, når vi egentlig bare synes, de er pisseirriterende, sådan som forældre og svigerforældre og ekskærester jo per definition er.

Temaet i dette nummer af Psykologi er dog interessant, fordi det netop skelner imellem de harmløse og farlige. Som psykopaten kan den ægte narcissist, som i tre ud af fire tilfælde er en mand, gøre især dem, der er tæt på, meget ondt. Selvoptagetheden

kammer over og bliver til et misbrug af andre mennesker, hvor jobbet, konen, børnene, forældrene og vennerne får skylden for alt muligt.

Hvis du er i tvivl, om du er kæreste med en narcissist, så mærk efter. Så snart den første forelskelse har lagt sig, vil du føle dig alt andet end elsket og værdsat, men tværtimod mislykket, egoistisk og forkert.

Et andet advarselstegn på, at du er sammen med en, der er gået fra at være deltidnarcissist til fullblown, er, at du render i terapi i tide og utide, mens ”der intet er galt med din partner”. Som psykoterapeut og forfatter til en bog om narcissisme i parforholdet Christina Copty siger: ”Hvis du møder én, der siger om sig selv, at hun/han er god til alt, undtagen parforhold, så stik af.”

Men nu tilbage til det virkelig potente: Hvorfor er vi overhovedet fascinerede af personer, der helt tydeligt er oppe i ... på sig selv’? Som tænker mere på egen overlevelse og vinding end på dem, de siger, de elsker, og som har en psykisk struktur, der får dem til at gøre andre ondt?

Min kloge kollega Margrethe Vadmand har svaret: Det er, fordi de oser af selvtillid og power udadtil, og det elsker vi. Når de skinner og stråler, håber vi, at lyset også rammer os.

Eller sagt på en anden måde: Vi har ikke selvtillid nok til at sige: Du er lusket og tarvelig og taler grimt til og om andre, du må ikke være med.

Tilbage til klostertanken. Det bedste ved en uges fred er måske i virkeligheden, at man ikke bare får fred for andre, men for sig selv og sin egen narcissisme, når der ikke er publikum på.

Læs Camilla Kjems’ artikel på side 58.

God læselyst

Christina Bølling

Chefredaktør