Hvor står mændene efter #MeToo?

Efteråret 2017 gjorde ikke noget godt for mandens image. #metoo åbnede sluserne for kvinders vidnesbyrd om overgreb fra mænds side, privat og arbejdsmæssigt. På de sociale medier, i debatartikler, radioprogrammer og gennem manifestationer er der sat spot på det seksuelle magtmisbrug, som udøves af mænd verden over; i medierne, politisk, i erhvervslivet, i sundhedsvæsnet og ja, alle vegne åbenbart – ikke mindst i privatlivet. For ikke at tale om hvordan maskulinitet og det at ”være mand” også er blevet forbundet med vold, undertrykkelse og kriminalitet.

Så hvordan har mandligheden det egentlig nu, ser det virkelig så sort ud, som man skulle tro? Den svenske kønsforsker og psykolog Thomas Johansson fra Göteborgs Universitet har forsket i manderollen i Skandinavien siden 1990’erne. Ifølge ham er der sket en rigtig stor udvikling på de tyve år.

– Mændene forlod familierne, og mødrene fik forældremyndigheden, så mange voksede op med deres mor alene. I dag vælger de mænd, der bliver skilt, at have deres børn hver anden uge. Det er en tydelig konsekvens af, at man også samfundsmæssigt har fokuseret stærkt på fædrenes tilstedeværelse i familien, siger han og peger på en anden stor forandring, nemlig at mænd i dag godt i modsætning til tidligere generationer må tale om følelser og gå i terapi.

De følsomme mænd

Den norske psykolog og psykoterapeut Per Isdal det følelsesmæssige lag som vigtigt og positivt. Fordi det betyder, at ligestillingen endelig også er nået til mændene, som han siger. For én ting er de ydre ligestillingsforhold, som kvinder forholder sig til, noget andet den ligestilling indadtil, som typisk har været kvindernes domæne, nemlig børn, følelser og personlig udvikling. Der skal mændene jo også have ordet, mener han.

Til gengæld står mandligheden foran nogle ekstreme udfordringer, hvilket ikke mindst har med uddannelse og skole at gøre. Mændene har svært ved at følge med i det moderne samfund, de klarer sig generelt ringere end kvinderne i uddannelsessystemet og får – frygter han – dermed svært ved at skaffe job og indtage de ledende stillinger i samfundet inden for en årrække.

– Mændene fremstår som tabere, hvilket er farligt eftersom det blandt andet fører til politisk ekstremisme, som vi ser rundt om i Europa, siger Per Isdal. Den norske psykolog var med til at starte Europas første behandlingshjem for mænd med voldsproblematikker i Stavanger i 1987. I dag findes der behandlingshjem i 14 norske byer, og antallet af medarbejdere er steget fra 2 til 70.

– I starten var vi naturligvis mest populære hos kvindebevægelsen, fordi vi tog initiativ til at mindske volden mod kvinder i ægteskabet ved at tage fat i mændene i stedet for de voldsramte kvinder. Men det viste sig også at være et stort ønske hos mændene, som var voldelige. De ønskede ikke at udøve vold mod de mennesker, de elskede. De gjorde det ene og alene på grund af de personlige vanskeligheder, som vi så kan hjælpe dem med at komme af med.

LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”

Mænd slår - men de vil ikke

Per Isdal har skrevet bogen ”Meningen med vold”, som udkom første gang i 2001 og netop er kommet i en ny udgave. I den argumenterer han for, at vold ikke opstår i et vakuum – der er altid en bagvedliggende årsag og en grund til den voldelige adfærd. I 2011 modtog han Den Store Psykologpris i Norge for sin indsats for at gøre vold til et psykologisk emne.

– Vold er et typisk mandligt problem. Det har man tidligere ignoreret og negligeret. Men inden for psykologi er voldelighed og maskulinitet jo et lige så vigtigt emne som angst og depression. Det er en form for psykisk ubalance eller udtryk for et usundt handlingsmønster.

Per Isdal fortæller, at mænd står for ca. 95 procent af alle de voldshandlinger, der indberettes. Han ser en klar kobling mellem det faktum og manderollen.

– Af alle vores klienter har cirka 80 procent selv været udsat for vold. Det er et vældigt højt tal og et tydeligt tegn på den voldssocialisering, som mænd gennemgår. Det er ikke noget, der ligger i mænds gener at være disponeret for at bruge vold, så ville alle mænd jo være voldelige, siger han.

– I den traditionelle manderolle ligger det til gengæld fast, at mænd ikke skal vise følelser. Mænd må ikke græde, vise sig svage eller sårbare. Den eneste ”tilladte” følelse er aggression, og denne følelsesmæssige tavshed bliver mandens akilleshæl – og årsag til den afmagtsfølelse, der er den individuelt største forklaring på, at mænd tyr til vold.

Mandens afmagt

Rent terapeutisk er det ifølge Per Isdal afgørende for den moderne mand, at han får sat ord på de følelser af afmagt, han oplever, og de mere sårbare sider af sig selv.

– Jeg vil gerne medvirke til at udvide manderollen. Og det gør man ved at sige: ”Du er utroligt stærk og modig, fordi du tør vise din sårbarhed.” Mænd har brug for at føle sig trygge i sig selv og have større spillerum og frihed til at definere mandlighed på en måde, der rækker ud over at se sig selv og deres køn som mere aggressive og voldelige end kvinder. At se længere ud. Det vil give dem større frihed.

Mænds vold retter sig både mod kvinder, børn og andre mænd. Men mænd er også voldelige over for sig selv. Her tæller statistikken sit tydelige sprog. Mænd står for en trist rekord, hvad angår selvmord. 70 procent af alle selvmord begås af mænd, sådan er det ikke bare i Danmark, men også i Sverige. Og i Norge.

– Det er yderligere et eksempel på, hvordan manderollen gør det svært for mænd at håndtere deres problemer og følelsesmæssige kriser. Mænd søger ikke hjælp for psykiske problemer, de har ingen nære venner at tale følelser med. De holder følelserne indeni og for sig selv og står helt ensomme. Den eneste nære relation, mange mænd har, er til deres kvindelige partner, påpeger Per Isdal.

– Det fører desværre til en anden afhængighedssituation, som kan blive farlig, fordi afhængighed skaber frygt og behov for magt og kontrol.

LÆS OGSÅ: Du skal ikke tilgive ham, der har gjort dig ondt

Over grænsen

Men hvad er det i selve manderollen, der gør, at mænd krænker kvinder seksuelt og i mange tilfælde ikke engang ser, at de er gået over grænsen? #metoo-kampagnen har vist, at det ikke bare sker i sjældne tilfælde. Det er snarere reglen, at det foregår. Stort set alle kvinder har været udsat for seksuel chikane, sexisme eller deciderede overgreb. Ikke alle opfatter det som lige slemt, men fænomenet er kendt af de fleste. Set fra et psykologisk synspunkt er forklaringen på, at kønnene opfatter dette så forskelligt – og at mange mænd ikke kan se noget galt i deres adfærd – i høj grad bestemt af manderollen. Det ligger i den, at manden skal være den aktive – den, der tager kontakt og ”erobrer”.

– Den adfærd er normaliseret og normen i samfundet. Visse mænd har svært ved at se, hvornår de er gået over grænsen for, hvad kvinder synes er o.k., og mandens opførsel er også længe blevet undskyldt af, at ”sådan er mænd”. Men i de senere år har lovgivningen også ændret sig og er blevet skærpet på en måde, hvor vi nu er begyndt at kigge på gråzonerne og diskutere, hvad der er ”ikke-acceptabel adfærd”, selv om det måske ligger inden for lovens grænser, siger Per Isdal.

Per Isdal peger på, at manden historisk set har været betragtet som kvindens overhoved. De samfundsvilkår, vi lever under i dag, er resultat af en kulturel arv, som har et tusind år gammelt fasttømret kønsrollemønster med. Og den del er også vigtig at inddrage, hvis man vil analysere manderollen.

– I generationer var kvinden underlagt manden og en del af hans ejendom, en holdning, der er stærkt understøttet af religionen. I et katolsk land som Polen er det stadigvæk umuligt at dømme en mand, der har voldtaget sin hustru. Det anses som kvindens pligt at tilfredsstille sin mand seksuelt i ægteskabet. Gør hun ikke det, har han lov til – også juridisk – at bruge magt og vold for at få det, han vil have. Det syn har man ikke i Skandinavien, men der er stadigvæk et stykke vej, før vi helt har frigjort os af tidligere generationers måde at opfatte magtfordelingen mellem kønnene på.

LÆS OGSÅ: Kvinders 5 mest typiske følelsesfobier

Mænd skal tale om følelser

Men er det noget andet, manderollen skal have tilført nu?

– Mænd har brug for at være sammen med andre mænd og have nogen at se op til, men mit fokus er meget mere på, at mænd skal blive bedre kærester – og for at blive det skal manden lære at udtrykke og kunne sige sin mening og at tale om følelser. Jeg oplever ofte, at kvinden er manden overlegen verbalt, og så giver han op over for kvinden og trækker sig ind i sig selv. Jeg træner manden til at udtrykke sine følelser og til at blive bedre til at kunne sige sin mening og diskutere, for så får kvinden også mere respekt for ham. Eksperterne er enige om, at #metoo har været god i forhold til at få hul på snakken om manderolle og kønskamp, men det er også blevet en rodebutik, hvor harmløs flirt, som ingen har skade af, er blevet blandet sammen med vold og alvorlig sexchikane.

Per Isdals konklusion er:

– Alvorlig vold som mishandling og mord kommer ikke til at forsvinde, det vil nok altid eksistere. Det, der vil ske i kølvandet på #metoo-kampagnen, er, at sexisme vil blive mindsket, fordi vi er begyndt at tale åbent om det, og derfor er det under alle omstændigheder godt, at det bliver synliggjort. Det er et afsæt for at tale om manderollen – og ikke bare om kvinder som ofre.