Billie Koppel om sin barndom: ”Jeg er ret misundelig på deres lyse rugbrød med snorlige skiver salami”

BILLIE KOPPEL

Jeg bliver født på Frederiksberg Hospital i 1972. Kort tid efter flytter vi på landet, Endeslev ved Køge. Der bor jeg de første par år af mit liv. Derefter flytter vi til Mysundegade på Vesterbro i København. Jeg har to halvbrødre fra min fars side, og jeg får senere en lillesøster. Mine forældre er musikere. Min mor er Annisette og min far er Thomas Koppel. Da de får mig, er de midt i deres liv med musikken og Savage Rose. De spiller på livet løs og beslutter sig for, at jeg skal være en del af deres musikerliv med det samme. Jeg kommer med i øvelokalet og på turnéer og rejser. Mine forældre er kærlige og sjove. De kan fortælle vilde historier, og min far gider at lege og lave sjov. Min mor er god til at finde på ting, som sætter noget nyt og spændende i gang.

Noget af det første, jeg husker, er, da jeg ser en voksen kvinde græde i vores hjem. Der er jeg cirka tre år. Det er meget stærkt for mig, jeg står bare og kigger på hende, helt stille og paralyseret, og jeg undrer mig over, at tårerne triller ud af den her voksne kvindes øjne. Hun ser på mig gennem alle sine tårer, og så siger hun: ”Ja, Billie, voksne kan også græde,” mens hun prøver at smile til mig. Jeg har svært ved at sove hos andre. Jeg får meget hurtigt hjemve. Jeg er vant til, at der er liv omkring mig, musik, mennesker og at være midt i det hele. Om aftenen derhjemme falder jeg i søvn i en hængekøje, som hænger midt i stuen. Den har min mor syet ud af et gammelt gulvtæppe. Jeg er ikke vant til at komme ind i et andet rum, og at døren bliver lukket. Så føler jeg, at jeg bliver spærret lidt inde. En dag sover jeg hos min veninde i børnehaven, og vi er utroligt spændte på det, mig og min veninde. Men jeg får et chok over at skulle ligge inde på et værelse, hvor døren bliver lukket klokken otte. Hun sover med det samme. Det ender med, at min mor må komme og hente mig. På Vesterbro i Mysundegade bor vi i en gammel købmandsbutik, hvor der er to dobbeltdøre, der altid står åbne. Her sidder min far ofte og spiller harmonika, og så samles gadens folk foran vores døre og synger og hænger ud. Jeg løber ind og ud ad dørene og alene rundt i gaden. Jeg er observerende og følsom. Jeg fornemmer let andres følelser. Jeg har også en stærk frihedstrang. Det bedste jeg ved, er de ture, hvor jeg er helt alene. Da jeg er tre år, finder jeg ud af, at for enden af vores gade og rundt om hjørnet er der en kiosk med noget fantastisk slik. Så hver dag går jeg ind i slikbutikken, og den søde dame spørger, hvad skal det være. Og så peger jeg på alt det slik, jeg gerne vil have. Så får jeg en pose slik og går igen. Jeg nyder min frihed, mens jeg går med min slikpose ned ad Istedgade. Jeg betaler aldrig for slikket. En dag løber jeg væk. Over Istedgade til Enghave Plads, og der ender det med, at politiet kommer hjem til mine forældre med mig på armen. Mine forældre må forklare sig, men selv synes jeg, at jeg haft den fede tur, hvor jeg har kørt i politibil og fået chokolade. Jeg vil faktisk helst ikke afleveres igen. Min mor spørger: ”Hvad er der sket?” Hun har før fortalt mig, at jeg ikke må gå over Istedgade, hvortil jeg svarer: ”Jeg løbte og løbte, og jeg blev slet ikke kørt over.” Jeg er med på turné, fra jeg er helt lille, hvor jeg bare falder i søvn under min fars klaver i min lille sovepose, så kan jeg ligge og se min fars fod, der tramper mod pedalerne, og kigge på min mor, der står og synger, og på publikums ansigter, der er ude i salen. For mig er det det tryggeste sted i verden. Når vi ankommer til nye spillesteder, løber min bror og jeg på opdagelse. Igen er den skønne fornemmelse af frihed central for mig. En dag, da vi er på et spillested i Norge, finder vi en stor cigaretautomat med skinnende glas og blanke knapper. Den er fantastisk flot, synes jeg! Vi trykker løs på alle knapperne, og helt magisk begynder der lige pludselig at vælte ud af den med cigaretpakker. Det er, som om vi har fundet skatten over alle! Vi samler cigaretpakkerne i vores tøj, jeg løfter ud i min kjole, og min bror løfter ud i sin trøje. Vi løber ind på et toilet og begynder at ryge cigaretterne. Der er jeg fire år, og min bror er otte. LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard om sin barndom: ”I skoletiden lærer jeg, at der er mange fiaskoer i livet” Min mor syr mine kjoler og bukser, så jeg går med blomstrede pludderbukser og kjoler, men indimellem er vi nede i en secondhand tøjbutik, hvor vi køber tøj. Jeg finder blandt andet en vest i noget stift hvidt stof med nogle store bryster syet på, og den synes jeg er det flotteste, jeg har set, jeg tager den ofte på uden på mit andet tøj. En dag bliver mine forældre indkaldt til forældremøde i børnehaven, fordi pædagogerne synes, det er synd for mig, at jeg har sådan noget anderledes tøj på. Så må mine forældre svare, at jeg har mine egne meninger om, hvad jeg vil have på. I det hele taget har jeg mange meninger om, hvad jeg skal og ikke skal. Vi flytter til Sydhavnen i København, da jeg er seks år. Ud i en haveforening. Jeg har altid drømt om dyr og heste, og vi er en masse Sydhavnsunger, som rider i det vilde naturområde, der hedder Tippen. Vi lever hele vores liv ude i den vilde Sydhavns-natur. Vi ligger på tæpper derude og gumler slik, og vi spiser pandekager hos en mand, der har lavet ubåde af nogle gamle olietankere. Det er et meget frit liv. Da jeg begynder i skole, er det en rigtig Vesterbro-skole, der ligger på Enghave Plads. Der er en stor asfalteret skolegård og ikke så meget andet. Jeg kan godt lide at gå i skole – i begyndelsen. Jeg kan rigtigt godt lide mine lærere, men efterhånden erfarer jeg, at jo ældre jeg bliver, jo mindre bliver der af alt det sjove, der var der i de første par år. I skolen går der børn fra familier med mange problemer. Frikvartererne går vildt for sig med mobning, og der er ikke så meget at lave eller samling på børnene. Jeg har det meget svært, når mine klassekammerater bliver mobbet. Jeg er opdraget til, at jeg skal være solidarisk, så jeg kommer tit op at slås med dem, der mobber. Jeg er lille og tynd, men jeg har en slåsteknik, hvor jeg river i hår. Indimellem går det galt, og en gang får jeg én på kassen. Der er også sommetider mobning og slåskampe i haveforeningen. Til gengæld holder børnene i haveforeningen sammen mod børnene i “de gule huse”, som er de lejligheder, der ligger op ad vores haveforening. Vi har en krig med de børn, der bor i lejligheder. Vi er enige om, at de ser ned på os, der bor i haveforeningen. De kalder os ”Frederiksmøjhøjere”, og vi synes, at de er ”de snobbede fra de gule lejligheder”. Vi samler sten i spande og tyrer gennem hegnene efter hinanden. Jeg føler mig nok lidt anderledes end mine klassekammerater. Både fordi jeg tit er på turné med mine forældre, og fordi jeg går i anderledes tøj, og bare sådan i det hele taget. Samtidig er det naturligt for mig, så det er ikke noget, jeg tænker over i det daglige. Jeg har også en følelse af stolthed over at være min egen og ikke altid følge strømmen. I skolen kan jeg sidde og skule over til mine kammeraters madpakker. Jeg er ret misundelig på deres lyse rugbrød med snorlige skiver salami på med ristet løg og remoulade. Det ser så flot ud! Jeg kommer jo med groft Struer-rugbrød, som min far køber, og med skæve æggeskiver, der vælter ud på bordet, når jeg åbner den, fordi jeg selv smører mine madpakker. Jeg keder mig meget i skolen. Jeg står lidt af i mange af timerne. Der er ikke skyggen af noget kreativitet, og jeg kan sidde inde i klassen og kigge ud på solen, der skinner fra vinduet og tænke: Hvorfor kan vi ikke i det mindste bare sidde udenfor? Jeg sidder og drømmer mig væk i timerne frem for at koncentrere mig. Hvorfor skal vi egentlig sidde her og læse i en ældgammel bog om urtepotter? Hvorfor handler skolen ikke om noget, der har med vores liv at gøre? funderer jeg. De tanker begynder at rumstere mere og mere og bliver stærkere og stærkere, da jeg kommer op i de højere klasser. Undervisningen er bagudstræbende, og jeg føler, de ældgamle bøger taler ned til os.

Jeg fortæller mine forældre, at jeg keder mig i skolen, og de siger, at jeg må kæmpe, for det bliver anderledes. Sammen med min veninde Tine, prøver jeg at ændre på rammerne. Det er et hårdt arbejde. Jeg kaster mig ud i alt muligt hele tiden, såsom at prøve at indføre børnedemokrati og medbestemmelse for eleverne, i forhold til hvordan vi synes, at undervisningen kunne blive mere vedkommende, for ellers kan jeg ikke rigtigt holde det ud. Jeg stiller mig selv meget frem, men nogle gange har jeg lyst til bare at være mere anonym og gennemsigtig. Vi har en job-bog hjemme hos os, hvor hvert familiemedlems pligter bliver skrevet ind i. Én bestemmer, hvad de andre skal lave i en uge af gangen, så er det den næste, som bestemmer osv. Er jeg lederen og skriver, at min far skal støvsuge, er det det, han skal. Mine brødre og jeg kører med sække tøj på vaskeriet i en trillebør, og det kan tage over fire timer at vaske det. Vi maler også hus. Vi tager del i både arbejdsopgaverne og festerne. Vi får et stort ansvar som børn fra mine forældre, men det er også en stor tillid. Jeg føler ikke, at jeg får et ansvar presset ned over mig, mine forældre udviser en tillid til, at jeg kan selv, og jeg føler mig respekteret som barn. I Sydhavnen ligger der et skrotværksted, som bliver drevet af en, der hedder Sorte-Einar. Han har nogle dyr, som han handler med, han handler også med kød og alt muligt andet, og så har han ponyer og kaniner og geder midt i alt det her skrot. Vi unger kommer og passer hestene. Vi drømmer om vores eget sted, hvor vi børn selv kan bestemme, og vi starter senere stedet Børnenes Dyremark for børn og unge i Sydhavnen. Det findes stadig i dag og er et sted, hvor børnene kan komme og være sammen med dyrene. Mit første kys får jeg, da jeg er 12-13 år. Alle os børn, der hænger ud på skrotværkstedet, sidder ude på naturområdet en sen aften, og så kommer der nogle drenge forbi. Det udarter sig til en lille fest, og dér får jeg mit første kys, et hurtigt et, og ikke så meget andet. Hej og farvel. Jeg husker ikke hans navn. Jeg er ikke barn længere, da jeg flytter hjemmefra som 16-årig i hus i haveforeningen sammen med min veninde. Jeg synes, at jeg kan klare mig selv. Vi køber et lille hus på 30 kvadratmeter sammen. LÆS OGSÅ: Elisabeth Gjerluff Nielsen om sin barndom: Jeg kan faktisk godt lide at være alene Sådan ser jeg min barndom i dag Jeg er glad for, at jeg fik lov til at leve nogle drømme ud i min barndom, og at jeg har fået frie rammer som barn. At jeg har lært, at det er o.k. at tro på sine drømme. Mine forældre havde en stor passion for det, de gjorde, og musikken. Jeg tænker, at det er sundt, at forældre har deres eget liv og en passion for noget. Det er vigtigt, at man også viser børnene, at man er et menneske, som bliver inspireret. Selvfølgelig kan man som forældre også godt komme til at blive for inspireret, og det kunne jeg f.eks. mærke nogle gange, når jeg stod og hev i min mors kjole og var træt og sagde ”Jeg vil altså hjem”, og mine forældre så sagde “vi går om tre minutter” og snakkede videre i tre timer. Når det kommer til min skole, kunne jeg måske godt have tænkt mig noget andet. I min skoletid lærte jeg at kæmpe for tingene, men hvordan havde jeg udviklet mig i en mere kreativ skole? Samtidig har jeg den indstilling, at min skoletid også har givet mig en masse erfaring, som jeg synes er værdifuld. Jeg har eksempelvis lært alle mulige forskellige børn fra forskellige miljøer at kende. Det er ikke så sort-hvidt for mig. Alt sammen er jo med til at danne en. Om Billie Koppel Billie Koppel, 47 år, er dansk sangerinde og sangskriver. Hun begyndte som korsanger i Savage Rose, men har også været med på flere album som solist. Senere har hun dannet det prisbelønnede band Catbird. Hun har netop udgivet bogen ”Glimt” om sin barndom og ungdom.