Carsten Jensen om sin barndom: ”Okay, hvis du ikke siger noget til mor, så slipper du”

Om forfatteren

Carsten Jensen er dansk forfatter, journalist og debattør. Han har mag. art. i litteraturvidenskab og har skrevet over tyve bøger, senest ”Kældermennesker” og “Mod stjernerne”. Han er gift med den britiske forfatter Liz Jensen og har en datter fra et tidligere ægteskab.

Jeg bliver født den 24. juli 1952 på Ærøskøbing Sygehus.

Jeg vokser op i Marstal, de to første år på anden sal i en etagebygning fra fyrrerne, hvor min mor har en toværelseslejlighed med altan på toppen. Her flytter også min far ind. Min far er sømand, og min mor arbejder i sin fars manufakturforretning i byen. Da jeg er to år, kommer min søster til verden, og vi flytter ned på første sal. I den nye lejlighed sover min søster og jeg i etageseng.

Noget af det første, jeg husker,

er at sidde på potte i den lille lejlighed på anden sal. Jeg piller ved de små brune knolde, hvilket jeg synes er enormt sjovt. Sådan har jeg det faktisk stadig: Alle vittigheder, der har analt indhold, udløser en latter, hvis voldsomhed altid kommer bag på mig.

Der er ingen børnehaver i byen,

og min mor passer sin fars manufakturforretning og er derfor væk fra ni om morgenen til halv seks om eftermiddagen. I de timer bliver jeg passet af en barnepige, som jeg er meget tæt knyttet til, og som jeg stadigvæk ser. Min far er til gengæld fraværende. Jeg tror, jeg ser ham en weekend hver anden måned de første år af mit liv. Men det er der ikke noget underligt i, sådan er det for alle, der har sømandsfædre.

Det mest fatale i min barndom er, at jeg bliver kørt ned af en bil som fireårig og får åbent kraniebrud.

Jeg tror, at jeg er det første trafikuheld i Marstals historie. Vi er en flok drenge, der løber over en vej, hvor en ældre mand, der er en uerfaren bilist, kommer til at træde på speederen i stedet for bremsen, da han ser os. Det er mig, der bliver ramt, fordi jeg som sædvanlig er den bagerste. Jeg får låst mit ben fast under bilens hjul, men jeg har til alt held træskostøvler på, hvilket nok redder mit ben. En kvinde, jeg kender fra byen, en mandhaftig lastbilchauffør, ser det, og hun løfter bilen op, og så bliver jeg båret ind i en kammerats køkken. Køkkenet svømmer i blod, og mine kammerater husker det stadig som en af deres barndoms fedeste oplevelser. Lægen bliver tilkaldt og siger til min mor, at med det åbne kraniebrud, overlever jeg nok ikke, og hvis jeg gør, vil jeg være en grøntsag. Jeg bliver kørt til Ærøskøbing Sygehus, hvor jeg tilbringer en måned og bliver udskrevet uden men.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sin barndom: ”Min mor græd meget”

Min mor har meget lidt selvtillid, men hun er samtidig et artikuleret menneske.

Hendes frustrationer kommer til udtryk som selvhad, en permanant følelse af utilstrækkelighed, for hende er livet en uoverkommelig byrde. Det syn på tilværelsen indvier hun mig i i en tidlig alder, så jeg bliver tidligt en lille voksen og en dygtig lytter. Min mor hader sin mor, og det fortæller hun meget om, så meget, at jeg også hader min mormor. Min far er total anderledes. Han har som de fleste andre dengang fået bank i sin barndom, vist endda engang med en pisk, men det fortæller han altid om som en morsom anekdote. Han er en munter, udadvendt type, men under munterheden, tror jeg også, at der ligger noget angst. Han kan få nogle voldsomme raserianfald, men for det meste er han munter.

Jeg har altid haft et distanceret forhold til min far.

Men som voksen har jeg opdaget, at jeg har mere af ham i mig, end jeg troede. Mine forældre har begge lagt deres spor i mit forfatterskab. Når jeg sidder med notesblokken fremme på en rejse og lytter til et eller andet menneske og engagerer mig, er det min mor, der går igen. Det introverte, lyttende, sådan næsten melankolsk rugende, kommer fra hende. Det fabulerende, fortællende og nogle gange fandenivoldske kommer fra min far.

Jeg forsøger at være et barn, der er til så lidt besvær som muligt.

Det vil sige at være artig og stille for at gøre min mors byrde lettere. Så det er et problem, når nu man gerne vil være et let og nemt barn, at jeg har astma. Det har alle i familien bortset fra min far, så der er nætter, hvor jeg ligger vågen, fordi jeg har et astmaanfald, og hvor også min mor og lillesøster ligger og hoster og gisper.

Når fædre kommer hjem fra havet, skal der altid afregnes for dårlig opførsel.

Det er tradition i sømandsfamilier. Og min far og jeg går ind i stuen og lukker døren, og så står vi der i lang tid og stirrer på hinanden, mens jeg ruster mig til, at nu skal jeg have en røvfuld. Han tager mig op for at gøre klar til det, men så sætter han mig ned igen og siger: ”Okay, hvis du ikke siger noget til mor, så slipper du.” Det er sympatisk, at min far ikke slår, selvom der er mange andre fædre i byen, der slår deres børn. Men jeg mangler en faderlig vejleder og autoritet. Jeg mangler én, der siger, ”jeg er en mand, og det bliver du også en dag”. Min far har ingen opfattelse af, at der følger særlige opgaver eller pligter med som far.

Jeg har kun gode minder fra skolen i Marstal.

Min regnelærer har rød læbestift på og frodige former. Hun læner sig ind over bordet, når hun skal forklare noget. Jeg er betaget af hendes fysiske nærvær. Jeg lærer lynhurtigt at læse og bringer stabler af bøger hjem fra biblioteket.

Min gymnastiklærer synes, at vi skal løbe op kap, alle drengene i gymnastiktimen. Hver gang, der er en, der er kommet i mål, så skal de andre løbe om kap om, hvem der kan løbe i mål som nummer to, så jeg kommer til at løbe ruten igennem 15 gange. Jeg vil ikke være den sidste. Til sidst er der mig og klassens tykke dreng tilbage - og det lykkes mig, at blive den andensidste, men prisen er så et gevaldigt astmaanfald. Triumfen er, at jeg ikke bliver nummer sjok.

Jeg har mange venner i Marstal. Vi tager ned på havnen.

De andre drenge har jo fædre, der har både, så de har lært at sejle og ro, og det gør vi. Og ellers strejfer vi rundt i Marstals omegn, eller sidder på stranden eller derhjemme og leger cowboyer og indianere. Vi har vores helt egen verden og er for det meste uden voksne. Nogle gange opstår der slagsmål, men det ordner vi selv.

LÆS OGSÅ: Kira Eggers om sin barndom: "Min mor svigtede"

Min far tager mig ned i pulterrummet en dag.

Nu er jeg stor nok til at få et træspyd og en bue og pil med dekorationer, som han haft med hjem fra en rejse til Australien. Jeg tager det med, da jeg leger med de andre drenge. På vejen, hvor vi bor, ligger nogle drivhuse, og gartnerens drivhus er forsømt. Vi drenge begynder at smadre ruderne i drivhuset. Klir, klir. Så er der en, der løber ned til gartneren og sladrer. Gartneren kommer rasende løbende. Han er en stor mand. Vi stikker af, men jeg løber langsomt på grund af min astma, og der går ikke længe, inden gartneren får fat i mig, han ved selvfølgelig, hvem mine forældre er, og det bliver meldt til politiet. Sammen med de andre drenge løber jeg ud over markerne længere og længere væk fra Marstal. Der ryger nogle dekorationer af træspyddet undervejs. Den dag efterlader en særlig følelse i mig: eventyr og fortabthed på samme tid.

Vi flytter til Aalborg, da jeg er otte.

Første dag i skolegården i Aalborg, skal jeg indvies. En forventningsfuld kreds af drenge danner ring om mig og skolens bølle, og så tramper han mig på foden, så hårdt han kan. Jeg skal prøves, og der er egentlig ikke noget fjendskab i det, men det forstår jeg ikke. Jeg skal bare slå igen, og så havde han slået, og så havde det været fint, men i stedet giver jeg mig til at tude. Det er en fuldkommen fatal begyndelse på mit skoleliv, og jeg reagerer ved at trække mig meget ind i mig selv.

I Aalborg bliver det at være god i skolen min måde at hævde mig på.

Jeg vil være den bedste i klassen. Jeg er duksen. Og det er et uheldigt valg, hvis man som jeg føler sig isoleret og gerne vil have venner. Det bidrager til isolationen. Engang løser jeg et grammatisk problem, og så siger dansklæreren foran hele klassen: ”Ja, Carsten, du er jo klassens hoved”. I det næste frikvarter er der ti drenge rundt om mig, der laver endeløse parodier på mit hoveds form og størrelse. Mobningen fra dengang har gjort, at jeg er blevet meget selvkørende både som barn og som voksen. Jeg søger ikke bekræftelse i omgivelserne, jeg må finde den i mig selv. Det gør jeg som barn ved at læse både Tolstoj, Shakespeare og Platon. Der er et sted, hvor jeg er konge, og det er i litteraturens verden. Men jeg kan ikke dele det med nogen.

Jeg har et underligt forhold til mad som barn.

Nærmest anorektisk. I det hele taget er kontrol vigtigt for mig, og jeg har nogle bizarre OCD-agtige ritualer, og jeg bliver fuldkommen hylet ud af den, hvis jeg ikke kan komme til at overholde dem. Det gælder bl.a. min sengetid. Jeg skal være i sengen præcis kl. halv syv. Det betyder, at klokken syv minutter i halv syv skal jeg stå ude på badeværelset og børste tænder, og hvis det ikke sker, bliver jeg fuldstændig panisk. Jeg skal slukke lyset klokken otte. Når lyset er slukket, skal jeg være sikker på, at jeg har trukket mit armbåndsur op, og det ligger jeg så og tester uophørligt i en halv time, inden jeg falder i søvn. Med de absurde ritualer søger jeg at opnå kontrol over mit liv. Min far er der ikke, og min mor er deprimeret. Jeg må jo have følt, at der manglede faste rammer, og så forsøgte jeg selv at skabe dem.

Barndommen igennem beholder jeg mine venner tilbage i Marstal, og det giver mig styrke.

Marstal er som et reservat for mig, og jeg er der hver sommerferie. Det med piger, fungerer aldrig for mig i Aalborg, men det fungerer i Marstal. Her får jeg mit første kys af Laila, hun er 15 år og fra en lille nabolandsby, der hedder Ommel.

Min barndom slutter,

da jeg flytter hjemmefra. Man kan godt have et uafhængigt indre liv, men i det ydre består afhængigheden jo.