Pelle Hvenegaard: "Min barndom sluttede med Pelle Erobreren"
Foto: Privat
Jeg er født på Rigshospitalet 29. august 1975.
Jeg vokser op i København, men vanvittigt mange steder. I den første tid bor jeg på Pile Allé på Frederiksberg med mine mor og far, men mine forældre bliver skilt, da jeg er to år.
Da de bliver skilt, bor jeg herefter primært hos min mor, men er hos min far hver torsdag og hver anden weekend.
Jeg er egentlig vokset op som enebarn, jeg får dog en halvlillesøster på min mors side, da jeg er 13 år gammel. Og så får jeg en halvlillebror på min fars side, da jeg er 21 år.
Jeg er et forsigtigt og mildt barn, men jeg er også en vild drillepind.
Mest som en spasmager, men jeg mobber også. Der er fyr på lilleskolen, som vi mobber, og han ender med at tage hjem til sine forældre og sige: ”Hvorfor har I lavet sådan en som mig?”
Så bliver klassen kaldt sammen, og vi får at vide, hvordan han har det, og det gør ondt på mig. Sidenhen er jeg mere på de drilledes side.
Hver vinter lægger min mor min dyne på varmeapparatet om aftenen, inden jeg skal i seng.
Om morgenen, hvis det er koldt, så har hun også lagt mit tøj på varmeapparatet, så det er varmet op. Det er lidt forkælet, men også kærligt og omsorgsfuldt. Sådan er min mor.
En dag finder jeg en billardkø i en junkielejlighed sammen med en af mine venner, hvor vi udforsker kvarteret. Jeg har ikke været meget mere end fem-seks år, og jeg bor med min far i et kollektiv i Valdemarsgade – dengang hvor Vesterbro virkelig var Vesterbro.
Der ligger blodkanyler på bordet, og der er døde rotter i et bur, og så er der en billardkø, jeg stikker af med. Jeg har den stadigvæk.
Det er et meget godt billede af, hvor forskellige mine verdener er: Der lå tøj på varmeapparatet hos min mor, mens jeg opdagede verden og så på junkiekanyler hos min far.
Men jeg har savnet at have en samlet verden, for det er også to vidt forskellige verdener, som jeg har skullet navigere i og skulle støbe sammen til en, hvor der var forskellige grænser og normer.
Min far er dog ikke fraværende. Han har mere en tilgang af, at det også er sundt at komme ud og stå på egne ben.
Der er heller ikke så meget pis hos min far. Når han siger: ”I seng”, så er det fandeme i seng. Som lille dreng fornemmer jeg klart, at der er andre grænser hos far end hos mor.
Hvis min mor siger ”i seng” kunne jeg trække den og manipulere. I dag kan jeg genkende rollerne: Overfor min egen pige siger jeg: ”Det er sådan her, det er” – mens hendes mor giver lidt længere snor.
Det er et kapitel for sig at blive barnestjerne som 10-årig.
Jeg spiller Cæsar i min fritidsklub, og jeg ser både ”Busters verden” og Bertram-filmene, og jeg tænker: Gad vide, hvordan jeg kommer med i det?
En dag fortæller min mor, at de søger en til en rolle i filmen Pelle Erobreren. Jeg er til adskillige castings, og til sidst får jeg rollen.
Det bliver et meget intenst og ensomt år: Jeg er ude af skolen, jeg arbejder en otte-ti timer hver dag og tager hjem og læser på replikkerne til næste dag. Så fra at spille amatørskuespil i fritidsklubben, bliver det noget, jeg skal, et arbejde.
Min uskyld ryger under Pelle Erobreren,
hvor jeg som Pelle Erobreren bliver trukket ind i lade og derefter bliver pisket nøgen ude på gårdspladsen, mens alle på settet står og kigger.
Det er grænseoverskridende for mig kun 10 år gammel – det er ikke lige der, at jeg har lyst til at rende rundt og blive pisket med bar røv og vise min lille diller.
Det er ikke et sted for børn. Jeg bliver en lille voksen, det er jeg simpelthen nødt til. Det er kæmpestort dyrt apparat, der kører, så jeg bliver nødt til at levere.
Samtidig er folk i produktionen også enormt søde til at være en del af ”min familie”.
Sådan ser jeg min barndom i dag.
Grundlæggende god, tryg og kærlig. Den indeholdt alt, hvad jeg synes, at en god barndom skal indeholde, men den var også delt op i to modsætningsfyldte verdener – jeg var barn i min mors nære og beskyttede verden og i min fars udforskende og udvidende verden.
På en måde levede jeg to liv, som jeg så senere har skullet forene. Hvis jeg ikke var blevet ramt af Pelle Eroberen, så var jeg på mange måder et harmonisk barn – og havde et stærkt udgangspunkt.
Pelle Eroberen afsporede mit liv og min udvikling fuldstændigt og berøvede mig min uskyld og min naturlige udvikling.
I dag er jeg kommet igennem det – og det gode ved modstand er, at hvis man kommer igennem, så står man stærkere. Jeg føler, at jeg står ekstremt stærkt i dag.
Da optagelserne er færdige, er jeg bare glad for at komme tilbage til hverdagslivet, skolen og vennerne.
Da filmen kommer, eksploderer det ud over det hele. Den modtager De Gyldne Palmer, og jeg bliver kaldt op scenen som 13-årig, hvor jeg får en europæisk Oscar for Europas største skuespillertalent.
Da jeg sidder i salen, håber jeg på at vinde, men jeg frygter det også – for så skal jeg op foran alle de mennesker!
Derefter er alles øjne er rettet imod mig, og jeg er en meget genert teenagedreng, jeg vil bare gerne være ligesom alle andre og gemme mine lange arme og knækkede stemme og finde ud af, hvem fanden jeg er – der virker berømmelsen ødelæggende og overvældende.
Jeg får afsporet min naturlige udvikling som barn og min skuespillerkarriere, som ikke får lov til at udvikle sig gradvist.
Lige pludselig står jeg med priser her og der og føler, jeg skal leve op til dem. Det er ikke fair, når jeg kun har lavet en film og et teaterstykke på fritidshjemmet. I mit liv bliver priserne en hæmsko.
LÆS OGSÅ: Maise Njor om sin barndom: Når folk roser mig, føler jeg, de sætter sig over mig
Min barndom slutter med Pelle Erobreren.
Og det var for tidligt. Herefter blev det et mærkeligt miks af ungdoms- og voksenliv, indtil jeg selv får et barn. Der bliver jeg helt voksen.