Skønhed
3. april 2014

Find hudplejen til netop din alder

Din hud ændrer sig med tiden, og det samme bør din hudpleje gøre for at kunne give din hud det mest optimale. Det er bare ikke altid, vi får det gjort. Så læs med her, og find ud af, hvad din hud kræver af ekstra omsorg alt efter alder.
Af: Marlene Kronborg
https://imgix.femina.dk/media/article/1412-hudpleje-prim.jpg

Når du er i 20'erne

Huden lige nu

Når du er i 20’erne, producerer din hud stadig talg, og du kan stadig få bumser indimellem. Cellefornyelsen i huden sker cirka hver 14.-25. dag, og de fine linjer omkring øjnene kan måske lige anes.

Det skal du være opmærksom på

Din hud har faktisk en glimerende hukommelse. Så al solbadning, rygning, alkohol og for lidt søvn sætter sig i huden og vil vise sig som pigment-forandringer, linjer og i værste tilfælde ondartede celleforandringer senere i livet.

Det skal du gøre

Selv om din hud ser fin og glat ud, vil en daglig hudplejerutine oprette balancen i huden og forebygge mod fremtidige påvirkninger både inde- og udefra. Du har ikke behov for aktive produkter, så brug milde renseprodukter, der ikke udtørrer, både morgen og aften. Brug en fugtgivende dagcreme, eventuelt med solfaktor, eller kombinér med solcreme, og brug en nærende natcreme om aftenen. Husk også halsen. Det er også allerede nu, du skal begynde med ekstra fugt omkring
øjnene for at modvirke såkaldte kragetæer.

Se produktforslag i galleriet.

Når du er i 30'erne

Huden lige nu

Når du når 30’erne, begynder hudens collagenproduktion at sænkes. Faktisk med cirka 1 % hvert år. Det kan mærkes i huden, ved at den bliver mere tør og dehydreret. Tidligere solskader kan begynde at vise sig som pigmentpletter, og de fine linjer omkring øjnene er knap så fine.

Det skal du være opmærksom på

Da cellefornyelsen nu er blevet sløvere, skal du gøre mere ud af at exfoliere din hud, så de døde hudceller fjernes, og huden bevarer sin sunde og smukke glød.

Det skal du gøre

Huden trænger til mere fugt for at opretholde fugtbalancen. Brug derfor ekstra nærende cremer, der arbejder i dybden, og som holder længere tid på fugten. En olie eller et serum under din dagcreme er også et must, da de kan målrette hudplejen alt efter, om du ønsker at komme tørhed, linjer eller pigmentforandringer til livs. Husk stadig fokus på hals og øjne.

Se produktforslag i galleriet.

LÆS OGSÅ: Så dårlige er voers hudplejevaner

Når du er i 40'erne

Huden lige nu

I 40’erne kan du opleve hormonelle forandringer, der kan fremkalde tørhed og følelsen af ekstra sensibilitet eller måske rosacea. Dine fine linjer er nu blevet til rynker og alderspletter, og uens hudtoner bliver mere synlige i flere områder af ansigtet.

Det skal du være opmærksom på

Cellefornyelsen og collagenproduktionen sløves yderligere, og der skal mere aktive ingredienser som peptider, anti-oxidante vitaminer og retinol til for at "genstarte" produktionen.

Det skal du gøre

Hudplejen udskiftes til produkter, der med aktive ingredienser booster celleproduktionen, så den selv kan genopbygge fornyet fasthed, glød og spændstighed. Det gælder både dagcreme, serum og natcreme. Supplér med dybdevirkende masker 1 gang om ugen. Du kan også benytte produkter med filler-egenskaber. De "fylder" rynkerne ud, så de ikke er så tydelige. Det er en kosmetisk funktion, da produktet lægger sig på overfladen og ikke arbejder nede i huden.

Se produktforslag i galleriet.

Når du er i 50'erne

Huden lige nu

Når du er fyldt 50 år, er dybe rynker, alderspletter, løs hud og sensibilitet blevet endnu synligere, og huden kan godt se grå og trist ud.

Det skal du være opmærksom på

Overgangsalderen begynder i reglen i 50’erne, hvilket betyder, at collagenproduktionen reduceres med 30 % og gør huden yderligere tør og dehydreret.

Det skal du gøre

Med hudens dalende østrogenniveau skal der ekstra pleje til at styrke huden og give den ny energi. Masser af fugt og aktive ingredienser i hudplejen kan hjælpe spændstighed og glød tilbage, men også kosttilskud og olier kan gøre en forskel i hudstruk-turen, så den ikke virker så "crepepapir-agtig".

Se produktforslag i galleriet.

LÆS OGSÅ: Denne ansigtspleje må du ikke glemme

Læs mere om:

Læs også