Skønhedsekspert: Solen ødelagde min hud
For 49-årige Anette Kristine Poulsen var det noget af et wake-up call, da hun i sine 30’ere fik lavet en scanning af sin ansigtshud og fik den besked, at den var ti år ældre end hendes dåbsattest, fordi hun havde solet sig rigtig meget i sin ungdom.
Anette Kristine Poulsen, der er blogger, skønhedsredaktør på Børsen, skribent på ELLE og forfatter, besluttede sig for at gøre noget ved det. Selvom eksperterne sagde, der var sket uoprettelig skade på huden, ville hun bevise, at hun kunne skrue hudens alder tilbage, hvor den hørte hjemme.
Hun tog en kold tyrker med alt, der hedder direkte sol i ansigtet, og så begyndte hun at reparere huden med fugtmættede og pigment-lysnende ingredienser.
- For mange er det at være solbrændt lig med sundhedens glød, men jeg har det helt fint med at være lys i huden. En kollega sagde en dag til mig: ’gud, du ser helt solbrændt ud, Anette’, og fordi mange kender min holdning og min historie, så var min første reaktion, at så havde jeg da fået for meget makeup på, forklarer hun i et interview med FEMINA.
Her er makeup-bommerten, der ælder dig med fem år.
Der skal være plads til livsnydelse
Helena Rubenstein er citeret for at have sagt, at ’solskoldning er skønhedsselvmord’, og det lader den danske skønhedsekspert til at være enig i. I dag er hendes hud faktisk fem år yngre i forhold til hendes alder.
- Jeg er ikke ude i noget perfekthedstyranni, men hvis ens solkonto er så overtrukket, som min var dengang, må man foretage et valg. Selv om vi skal have D-vitaminer, så er solens stråler altså dem, der er mest ødelæggende for en sund hud. Jeg er helt med på, at vi skal kunne bade om sommeren og cykle til og fra arbejde, og jeg går da ikke fuldstændig tildækket på tre ugers ferie, men jeg har været helt derude, hvor mine solskader gjorde fysisk ondt, derfor tager jeg mine forbehold, siger Anette Kristine Poulsen, der netop har udgivet bogen ’Sådan får du superhud’.
Gør noget godt for din krop og deltag i FEMINA’s minitri – se hvordan her.
Helt overordnet har hun en række s-ord, der er på hendes fy-liste, når det kommer til skønhed. Sol, sukker, søvnunderskud, sprut og stress er nemlig ikke noget, der gavner huden. Til gengæld er hun dog helt med på, at der skal være en balance og plads til livsnydelse.
- Jeg tror på 80/20-reglen, dvs. at der også skal være plads til det, du kalder det sjove, men lige præcis sukker sætter flere og flere hudlæger på deres dagsorden ved at påvise, hvor meget skade det kan gøre ved kollagenet (proteinet, der sammen med elastin danner bindevævets fibre, red.). Sukker stjæler spændstigheden og klistrer huden sammen, så den får et dej-agtigt, mat udseende, forklarer hun og fortsætter:
- For det er ikke bare rynker, som får huden til at se ældre ud, men også synlige karsprængninger, akne, rosacea, ekstra tør hud og store porer. Alle lyseslukkere, der tager hudens glans og refleksionsevne, alt det, som får den til at se levende ud. Det skal ingen finde sig i, og det kan der gøres noget ved.
Hendes bedste tricks er, at man sørger for, at huden får hyaluronsyre, som giver fugt, A-vitamin, der glatter linjer og øger mængden af kollagen om natten, frugtsyre, solfaktor og exfoliering, der fornyer huden efter nattens søvn.
Få boostet din stil og deltag i FEMINA-dagen – læs her, hvordan du kan deltage.