Selvudvikling
20. april 2012

Camilla Plums guide til frugt og grønt

TV-kokken Camilla Plums guide til at vælge frugt og grønt når du handler -sådan får du fingre i de bedste råvarer!
Af: Britta bjerre
https://imgix.femina.dk/media/cae6b429466249bb8f7a841549d2dc66.jpg

foto: marianne leth

Camilla Plum, der netop har udgivet bogen "Camillas køkkenhave", synes ikke, det er underligt, at danskerne spiser for få grøntsager.

For alt for tit lader vi os nøje og køber "usle, selvdøde grøntsager", mener hun, og "det kan ikke være nogen fest at spise dem".

Hun, der selv driver et økologisk landbrug på Fuglebjerggård i Helsinge i Nordsjælland, ved godt, at det ikke er lige nemt at udvælge den gode råvare, når man står ved supermarkedets cellofanpakker.

Du kan købe Camilla Plums bøger HER >>

Men tv-kokken har alligevel en række fif, du
kan pejle efter, når du køber frugt og grønt.
Se her.

Guide til at købe frugt og grønt

- sådan vælger du de rigtige råvarer

Agurker
Nogle af de bedste, man kan købe, er de små skæve og slangede agurker, som ofte kun kan købes i indvandrerforretninger. Køb dem og spis dem som slik.

De er der om efteråret, resten af året skal man gå efter økoagurker, som har et højere tørstofindhold og dermed bedre smag end de konventionelle. De blåduggede og riflede smager bedre end de glatte og meget grønne.

Blomkål
Skal være hvid, gulnen er et tegn på alderdom, og så skal bladene rundt om hovedet være så friske, at man har lyst til at spise dem.

Broccoli
Skal være stiv, grøn uden et skær af gult og lugte friskt. Det er umuligt at afgøre, når de er pakket hårdt sammen af plastic, og man skal derfor kun købe dem i løs vægt eller pakke dem ud.

Chilier
Skal være glinsende glatte, saftspændte og helt friske i stilken.

Courgetter
Skal max være 15 cm lange. Større courgetter er ikke gode. De skal være blanke, faste og uden bløde pletter.

Gulerødder
Skal sandt for dyden ikke være bløde. Nye gulerødder skal være med top, og den skal være frisk og grøn.

Kartofler
Må ikke være grønne, hvis man er i tvivl, må man åbne posen. De må ikke være stødte, have brune skadede partier, de må heller ikke have maskinskader, og der må ikke være spirer. Stik næsen ned i posen, den mindste ansats til mug kan lugtes, længe før den kan ses. Nye kartofler skal være nye, køb kun til én dag ad gangen i sæsonen. De er nye, når skrællen nemt kan skubbes af med en finger.

Vandmelon
Her skal man bruge hørelsen til at bedømme. Donk på den med en kno, den skal lyde hul, som om den nærmest var hul indeni. Alle meloner skal være tunge i forhold til rumfanget, men især ved vandmeloner er tyngden vigtig. De lette er melede.

Krydderurter
Er sjældne i bundter bortset fra persille, dild, purløg og rucola. Her er spændstighed ikke alt, for både dild og rucola klapper sammen efter få timer uden plastic. Man skal se efter farven: er de begyndt at gulne, skal man købe noget andet. Vissen purløg lader sig ikke genoplive.

Men både persille og rucola skal bare skylles og en tur i køleskabet i en plasticboks en times tid, så er de der igen. Slatten dild derimod skal have den stik modsatte behandling, som også er god til trætte blomster. Skær det nederste af stilken, sæt dem direkte ned i et stort glas kogende varmt vand og sæt glasset i køleskabet. I løbet af et par timer er dilden frisk igen.

Rådene her er bare nogle få af de mange gode råd, der findes i Camilla Plums nyeste bog "Camillas køkkenhave", der er udkommet på forlaget People's Press. Bogen kan købes her >>

Artiklen indeholder affiliate links.

Læs også