Tamra Rosanes: Der har også været smerte i mit liv
Foto Birger Storm og All Over Press
Countrymusikken er en særlig genre, hvor hjerte i den grad rimer på smerte. Også når man synger og skriver på engelsk. Som Danmarks ukronede countrydronning Tamra Rosanes selv siger det.
- I countrymusikken kan man tillade sig at synge om hjerte og smerte og de store følelser med god samvittighed, siger hun.
Og Tamra Rosanes kender til både hjerte og smerte.
Kunne ikke adskille far og søn
Hun kom hertil i 1972, båret ind på hippie-bølgen af »peace, love and understanding«, og fordi hun var så forelsket, at hun ikke kunne andet end at følge sit hjerte. Da hun syv år senere blev skilt fra sin danske mand, var hun i mellemtiden blevet mor og kunne ikke få over sit hjerte at adskille far og søn. Derfor blev hun her.
Efter skilsmissen fra sin første mand mødte Tamra sin anden mand, som hun var sammen med i over 20 år. De seneste ni-ti år har hun været single. Og om det siger hun:
- Det var hårdt at blive skilt. Det var en frygtelig periode. Og det tog lang tid at komme videre. Men jeg har heldigvis været i nogle dejlige forhold siden da, siger hun.
Ingen planer om at flytte til USA
I dag kalder hun sig selv for »fifty-fifty amerikansk-dansk« og har ingen planer om at flytte tilbage til USA.
- Det er jo her, jeg bor og har min familie!
Smerteligt at savne og længes
Men smerten er der også. For det er smerteligt at længes og savne. Og det gør hun. Hun længes efter og savner de mange venner, hun stadig har derovre, de tætte musikalske relationer, hun også har, og så familien især: Forældrene - hendes mor på 86 og hendes 92-årige far - og broderen og søsteren.
I dag bor de alle i Nashville, pudsigt nok, byen, der kaldes countrymusikkens vugge. Først flyttede hendes bror til Nashville med sin familie for at dyrke sit sangskriveri ved siden af sit arbejde som forstkandidat, så rejste hendes søster og hendes familie dertil, og siden har forældrene sluttet sig til.
- Men jeg forsøger at komme derover to-tre gange om året, og mine forældre har også været søde til at besøge mig hvert år, siger hun og slår ud med hånden i en men-sådan-ER-mit-liv-jo-bare-bevægelse.