Anne Marie Helger: Skilsmissen gav mig anoreksi
Da skuespiller Anne Marie Helgers datter, der i dag har mand og børn, var omkring ni-ti år gammel, blev hendes forældre skilt.
I den forbindelse brugte datteren Johanne hele sommeren hos sin musikerfar, der havde spillejob i Frederikshavn, og mens datteren var væk, udviklede Anne Marie Helger en spiseforstyrrelse - pludselig kunne hun ikke spise og følte det, som om maden voksede inde i munden på hende.
Artiklen fortsætter under videoen...
Hun udviklede anoreksi, »skilsmisse-anoreksi« kalder hun det, af sorg over ikke at slå til som den mor, hun syntes, hun burde være.
Mor, du ligner en, der er død
Da Anne Marie Helger genså sin datter efter sommeren i Frederikshavn gik det op for hende, hvor tynd hun egentlig var blevet. For da Johanne fik øje på sin 42 kilo tynde mor, fik hun et chok og brød grædende sammen og sagde: - Mor, du ligner en, der er død!
- Da hun sagde dét, gik det op for mig: Det er jo det, jeg er i gang med. Jeg er i gang med et selvmord. Og det vil jeg slet ikke. Jeg er jo mor. Ikke selvmorder. Jeg elskede jo min pige. Det var måske netop derfor, jeg var blevet syg: Fordi jeg ikke syntes, jeg havde gjort det godt nok som mor, når jeg havde valgt at blive skilt fra hendes far, siger Anne Marie Helger til SØNDAG og fortsætter:
- På den måde var det Johanne, der fik mig ud af det. Hun fik åbnet mine øjne for, at det her ikke kunne fortsætte, siger hun.
Nu skal vi have fedet dig op
Også Anne Marie Helgers mor fik en betydning i forbindelse med anoreksien. For da det gik op for de to, at noget var helt galt tog de til Læsø, hvor familien har sommerhus »og så skal vi have dig fedet op« lød det fra Anne Marie Helgers mor. Og så lavede hendes mor ellers al den mad, Anne Marie bedst kunne lide, da hun var barn.
Selv om Anne Marie efterfølgende faktisk for alvor blev syg og tabte sig, efter først at have taget på, og kom ned og vejede 34 kilo og måtte indlægges, blev mors mad på Læsø et vendepunkt. For hun havde spist, og hun havde nydt maden, så hun vidste, at hun kunne. Og efter en kort periode på hospitalet begyndte vægten støt og roligt at arbejde sig op, hvor den skulle være. Og dér har den så holdt sig.
- Så nogenlunde, tilføjer hun dog.