Selvudvikling
14. januar 2013

Sådan siger du farvel til flinkeskolen

Her får du seks trin så du kan gå fra at søge andres anerkendelse til at være mere tilfreds med dig selv
Af: Nadia Louise Kristensen
https://imgix.femina.dk/media/sondag/2013/01/03/flinkeskolen/sig-nej612x325.jpg

foto: Panthermedia

Glemmer du at tænke på dig selv, før du hjælper andre, og undskylder du, når du siger nej? Så er du formentlig en af mange kvinder, der sidder fast i flinkeskolen.

- Når man er en rigtig dygtig elev i flinkeskolen, tænker man på alle andre før sig selv i håb om at få anerkendelse. Det handler om, at vi skal turde leve et liv, der er mere i overensstemmelse med, hvem vi er, forklarer Christina Aros, der har skrevet bogen "Fuck flinkeskolen".

LÆS MERE: Mangler du tid? På soendag.dk får du en guide til, hvordan du kvæler dagligdagens tidsrøvere og får tid til det du drømmer om.

Flinkeskolen er fyldt med 40+

Flinkeskolen er mest udbredt blandt kvinder over 40 - men de fleste kan indimellem blive »ramt«.

- Jeg tror, vi alle sammen indimellem falder i fælden, hvor vi gør noget for andre, før vi gør noget for os selv. Men det er klart mere udbredt blandt kvinder, der er fra 40 år og op, fortæller Christina Aros.

Hvordan ved man, om man sidder fast i flinkeskolen?

- Hvis du har svært ved at sige nej og har brug for at forklare, hvorfor du siger nej, og hele tiden søger den eksterne anerkendelse, så er det et godt praj om, at der er noget, du skal kigge på, svarer hun.

Der er dog en vej ud af det mønster, lyder det fra Christina Aros, der har skrevet bogen "Fuck flinkeskolen".

LÆS MERE: Her får du tre øvelser, der kan mindske stress.

6 trin ud af flinkeskolen

Her får du Christina Aros' 6 tips, så du kan sige farvel til flinkeskolen og alligevel fortsat have et godt forhold til andre.

1. Tag ansvar for dig selv og dine egne opgaver og ikke hele verden og alle andre.

2. Træd ud af din komfort-zone. Gør noget, som du ikke plejer. Det kan være noget mindre - overlad f.eks. madlavningen i to dage til barn/børn eller mand. Eller læg håndklæderne sammen på en anden måde.

3. Sig nej og stå ved dit nej. Når du siger nej, siger du ja til dig selv. Du kan sagtens sige nej på en respektfuld måde og gøre tingene på din måde - også på din arbejdsplads.

4. Giv slip på dårlig samvittighed, kontrol og perfektionisme. Det giver et sjovere liv. Livet bliver aldrig perfekt, og det er reelt de færreste ting, som du kan kontrollere.

5. Respekter dig selv. Rigtig mange er gode til at være søde og rare over for andre. Tænk over, hvordan du behandler den person i dit liv, du respekterer allermest, og giv så dig selv den samme behandling.

6. Accepter alle sider af dig selv. Vi er både søde og dumme, smukke og grimme. Vi har bare lært, at nogle sider er gode, og nogle sider er dårlige. Vi kan bruge alle sider af os selv - også dem, vi normalt ikke vil kendes ved. Vi er alle smukke og fantastiske. Men vi er også alle grimme og middelmådige. Når du ved, at du indeholder alle siderne, behøver du ikke slå dig selv i hovedet - du accepterer dig selv fuldt ud, og du behøver ikke længere andres anerkendelse.

Læs også