Denne nød forebygger diabetes
Foto Pantherstock
Forskere har analyseret en række tal fra to store amerikanske undersøgelser, nemlig Nurses' Health Study I og II, der består af en indsamling af data fra 138.000 kvinder gennem flere årtier. Resultatet peger på, at de kvinder, der indtog mindst 230 gram valnødder om måneden, havde 24 procent lavere risiko for at udvikle diabetes 2. Det skriver Womenshealthmag.com.
Nødder er fyldt med fibre og sund fedt og derfor rigtigt gode at tænke ind i en sund kost. Både som mellemmåltider, men også som erstatning for andre fødevarer til hovedmåltiderne.
Derfor kan nødder hjælpe din sexlyst på vej
Hvis du holder dig fra nødder, fordi du frygter at fedtet sætter sig på kroppen, så vil det måske glæde dig at høre, at de kvinder, der spiste mange valnødder også var slankere end de kvinder, der kun sjældent rørte valnødder.
Fyldt med gode stoffer
Forskerne mener, at det er det høje indhold af flerumættede fedtsyrer i valnødderne, der ligger til grund for de gode resultater. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at flerumættede fedtsyrer er gode til at øge din følsomhed for insulin, hvilket mindsker din risiko for at udvikle diabetes 2. Det forklarer lederen af undersøgelsen, An Pan, der er forskningsassistent på Harvard School of Public Health, til Womenshealthmag.com.
Derfor er det godt at spise nødder efter træning
Forskningsassistenten siger desuden, at nødder generelt har et højt indhold af proteiner, plantesteroler, fibre og antioxidanter, som er med til at mindske risikoen for diabetes 2 og andre sygdomme. Og hvis du vælger nødder i stedet for kød eller usunde snacks, så behøver du ikke at bekymre dig om at tage på af nødderne, tilføjer han.