Bodil Jørgensen: "Humor må gerne rive lidt"
Foto: Anne Kring
Bodil Jørgensen havde tidligt brug for humoren. Hendes far var lærer på den lokale skole i Vejen, hvor Bodil voksede op, og han var med Bodils ord en type, man lagde mærke til nede i Brugsen. Han gik nemlig gerne rundt og snakkede med alle og kunne sagtens finde på at spørge ind til, hvad de andre kunder skulle have til aftensmad. Bodil var rødhåret som barn, og hun var fuldstændig ligeglad med, hvilket tøj hun havde på. En overgang brugte hun familiens te-hætte som hue. Alt sammen noget, der medførte en del drillerier.
-Min far havde en vældig god, men også meget absurd humor. Han havde for vane at gemme sig for vores gæster, og han ville have, at vi andre gjorde det samme. Min mor syntes, det var noget pjat. Hun havde jo gjort alt klart til, at gæsterne skulle komme: Cigaretterne lå på sølvfade, og alt var pænt og rent. Når gæsterne så kom, så lå vi bag sofaen, eller gemte os bag gardinerne. Min far elskede lige at forstyrre folk og dermed sørge for, at alt ikke var så højtideligt. Min mor gav sig altid først, dukkede frem fra sit skjul og gik ud og lukkede op. Min far derimod, han forklarede sig aldrig, husker Bodil.
Bodil Jørgensen: Jeg brugte humor som ventil
Bodil var som bekendt tilbage i 2014 ude for en alvorlig ulykke, hvor hun i forbindelse med indspilningen af en film faldt af en traktor og blev svært kvæstet. Bodil var indlagt i fire uger. Først i Esbjerg, siden på Odense Universitetshospital, hvor hun lå på intensiv i en uge, efterfølgende kom hun til Bispebjerg for at kunne være tættere på sit hjem. Bodil kalder selv det, at hun overlevede dengang, for lidt af et mirakel.
-Da jeg var syg, brugte jeg humoren som ventil - også til at fyre lidt op under sygeplejerskerne med. De står godt nok med meget i hverdagen. Når jeg skulle på toilet f.eks., så var der sådan en sele, jeg skulle have om mig. Oppe i loftet var der en skinne, og så havde sygeplejersken den her fjernbetjening, som hun brugte, når hun skulle løfte mig op. Jeg kunne ikke lade være med at spøge med, hvad der ville ske, hvis den gik fuldstændig amok. Så ville jeg flyve rundt deroppe under loftet. Tanken fik både sygeplejersken og mig til at grine, selvom det gjorde ondt, for jeg havde brækket stort set alle mine ribben. Jeg er overbevist om, at humor hjælper en med at komme sig, for det gør så godt at grine, også når det gør virkelig ondt.
LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen efter ulykken: Jeg synes, jeg har fået en chance mere
Rytteriet
På det Kongelige Teater mødte Bodil Rasmus Botoft, da de sammen skulle lave ”Vinden i piletræerne” – en børne- og familieforestilling, hvor Bodil var ræv, mens Rasmus var væsel.
-Vi havde det så sjovt sammen, så jeg tog ind for at se ham og Martin Buch inde på Café Teatret, hvor de dengang lavede ”Teateret Marianne” sammen med Bjørn Fjæstad. Det var vildt sjovt, der stod Rasmus og Martin med rullekrave og ravkæde og læste postkort op som ”Dusk og Bomholt”. Senere da de skulle til at lave radio, spurgte de mig, om jeg ikke ville med. Jeg tror gerne, de ville have et kvindeligt islæt.
Med radioprogrammerne kom navnet "Rytteriet", som Bodil synes er perfekt til satire.
-Det er det der lidt altmodische, man forbinder med måske især dressurverdenen. Noget med at holde på formerne. "Rytteriet" er et også ord, der kan få en til at tænke på, at tiden går og klokken slår. Det er lidt dystert, og "Rytteriet" handler jo også om, at vi er forgængelige og forfængelige. Det er ikke bare sådan noget gadapow-humor, hvor man går ind og leverer nogle pointer. Det skal serveres med en vis gravsens alvor, og det sidder lidt fast i baghovedet bagefter. Humor må godt rive lidt. Jeg plejer at sige, at humor er bedst, når der ligger en hund begravet et eller andet sted. Og netop det tragikomiske er det, jeg holder allermest af ved at lave humor.
Det der med alder
Bodil havde fødselsdag den 3. marts. Hun fyldte 58, men alder er ikke noget, hun som sådan går rundt og har fokus på. Faktisk synes hun, det er noget særligt at få lov til at ældes, og hun virker da også som en, der er helt i vater med sin alder.
-Hvis jeg nogensinde har tænkt lidt over min alder, så var det mere, da jeg rundede de 30. De senere år, har der ikke været noget. Tværtimod. Jeg er kommet om på den anden side, føler jeg. Der er naturligvis de fysiske skavanker, som følger med det at blive lidt ældre. Min mor sagde altid, at hun lige skulle op og i gang. I dag forstår jeg, hvad hun mente. Den erfaring man får ved at ældes, at man ser ting gentage sig, den er fantastisk. Som ung er man idealistisk, vejen synes så bred. Den snævres lidt til, når man bliver ældre, men så har man jo sine børn til at vise vejen igen. Det handler nok om at blive ved med at forholde sig nysgerrigt til livet. Det er lidt fælden ved at ældes: At man tror, man ved alt, fordi man har prøvet det hele før. Men det er ikke altid, det er sådan. Der er mange nuancer, og dem skal man turde bevæge sig ind i - også som ældre. Gør man det, så er man pludselig ung igen, siger Bodil, der mener, at hendes fag er med til at holde hende ung.
-Man må jo endelig ikke brænde ud som skuespiller. Der er ikke noget så trist som en udbrændt skuespiller. Min mor spurgte mig altid om, hvad jeg dog ville oppe på den der scene i det skarpe lys. Når hun nu ikke er her længere, så spørger jeg mig selv. Og det skal man altså blive ved med, for hvis der ikke længere brænder en ild eller ulmer bare en lille glød, så er det slut.
