Helle Helle: Jeg skal nok ryge ned i et sort hul!
Foto: Kristian Septimius-Krogh
Går ikke i Brugsen uden makeup
Før i tiden gik hun aldrig uden for en dør uden at have makeup på og sætte håret. Det har dog ændret sig lidt, siger hun. Men hun kunne stadig ikke finde på at gå i Brugsen uden at have gjort noget ud af sig selv. Det har hun med hjemmefra. Hendes mor gik heller aldrig ud at handle uden sminke og en pæn spadseredragt på.
– Nogle har spurgt mig, hvordan jeg kan skrive om udkantsdanskere, der arbejder i en genbrugsforretning og spiser onsdagssnegle og kører på knallert, når jeg selv går med sminke og guldsmykker. Det forstår jeg ikke. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Siger hun til SØNDAG.
Skuespiller Ditte Hansen vågner om natten og sveder af skam – læs hvorfor på søndag.dk
En lille smule psykolog
Hendes mand, Mikkel Carl, er billedkunstner og arbejder også hjemme. Det kræver lidt omtanke ikke at gå hinanden på nerverne i et parforhold, hvor man bevæger sig rundt på hinandens enemærker hele tiden.
– Derfor var jeg også nødt til at gå en lille smule til psykolog, før jeg lod Mikkel flytte ind. Jeg havde fået overbevist mig selv om, at jeg var nødt til at være alene på matriklen, så jeg kunne arbejde, som jeg ville, når børnene var i skole. Jeg frygtede at blive forstyrret i min tankerække, hvis Mikkel og jeg stødte ind i hinanden i køkkenet eller ude ved postkassen. Jeg var hos psykologen en enkelt gang, og han sagde, at der ikke var noget at bekymre sig om. Det er der heller ikke. Vi har det så godt sammen, og der er rigelig plads til os begge.
Annette Heick: Jeg kunne lægge mig i fosterstilling og tude! Læs interviewet på søndag.dk
Én god sætning
Helt bevidst bor de i en lejet skovridderbolig.
– Jeg har engang ejet et hus, og det kommer ikke til at ske igen. Jeg ville bare igen blive utrolig bange for, at jeg ikke kan sælge det, eller at der går fugt i fundamentet. Jeg bruger en del penge på tøj, smykker og hudpleje, jeg kan også godt lide klassiske designermøbler, men jeg orker ikke at udskifte en ramponeret opvaskemaskine. De kræfter vil jeg hellere bruge på at tale sammen.
Taknemmelig og lykkelig
I en lang årrække tænkte hun, hver eneste gang hun gik tur, på, hvor taknemlig og lykkelig hun var.
– Lige nu sørger jeg over min mor, men stadig ønsker jeg ikke, at noget i mit liv var anderledes. Generelt føler jeg, at det er, som det skal være. Jeg har den mand, jeg gerne vil have, og vi har det godt. Jeg har to dejlige børn og gode venner. Og frem for alt så har jeg opnået mere, end jeg kunne forvente i mit virke som forfatter. Jeg plejede at tænke, at jeg aldrig ville kunne leve af at skrive de bøger, jeg har lyst til at skrive. Men det gør jeg jo, og for tiden endda uden at søge nogen legater. Det er jeg både taknemmelig for og forundret over.
Det sorte hul
Men, skynder hun sig at tilføje, hun er heller ikke gået i gang med at skrive en ny bog endnu. Når hun gør det, skal hun nok ryge ned i et sort hul. Mellem sine bøger holder hun altid en lang pause.
– Jeg venter, indtil jeg ikke kan vente mere. Og så sætter jeg en dato. Det bliver nok den 30. november i år. Så sætter jeg mig ved skrivebordet klokken 8.15 og går i gang med min nye bog. På det tidspunkt har jeg den første sætning og også nogenlunde den sidste. Én god sætning kan sætte en hel roman i gang, fortæller hun til SØNDAG.