Marianne Stagetorn Kolos: Det vigtigste, min mor har lært mig rent arbejdsmæssigt, er at bide tænderne sammen og at være flittig
Mandag, 30. juli 2018 - 8:22 (udgivet første gang august 2015) - af SØNDAG, redigeret af Britta Bjerre
I en stik anden retning
Hendes mor er advokat, hendes far var advokat, hendes bror er advokat, hendes morfar var advokat. Rækken af advokater er lang i den familie.
Men at Marianne Stagetorn Kolos gik i en stik anden retning og i en ung alder blev »kagekone«, som hun kalder sig selv, kan hun takke både skæbnen – og sin mor – for.
I 1978 købte hendes mor, forsvarsadvokat Merethe Stagetorn, huset i Skoubogade i København, hvor Conditori La Glace ligger, fordi hun manglede lokaler til sin advokatforretning. Så siden Marianne var 11 år, har hun haft sin gang i konditoriet.
Læs lige det her: Merethe Stagetorn: Jeg har ikke spist smør i 30 år
Har lært at bide tænderne sammen
– Det vigtigste, min mor har lært mig rent arbejdsmæssigt, er at bide tænderne sammen og at være flittig, siger Marianne.
- Min mor har aldrig lagt pres på mig, men hun blev da stærkt tilfreds med mit valg, da jeg i en alder af 22 år købte konditoriet af hende. Det ville da også glæde mig, hvis et eller to eller alle mine tre børn får lyst til at gå ind i forretningen. Men de skal ville det – og de skal kunne det!
Marianne siger om sin mor, forsvarsadvokaten, hvis arbejde det også er at forsvare forbrydere, at hun er "et ordentligt og fordomsfrit menneske".
- Hun behandler folk godt og taler pænt om alle. Naturligvis kan hun ikke sympatisere med de forbrydelser, som er begået af dem, hun skal forsvare. Men hun mener, at det kan ske for os alle. At man kan være udsat for særlige omstændigheder eller vokse op i uheldige omgivelser, så man ender på slagsiden.
Det menneskesyn har Marianne båret med sig gennem livet, så hun altid er opmærksom på at behandle alle mennesker ordentligt.
Bor i samme opgang
Hun kan ikke erindre, at hun nogensinde har skændtes med sin mor, og de er sjældent uenige om noget.
De bor i samme opgang i et stort hus i hjertet af København, hvor også Mariannes bror, advokat Henrik Stagetorn, bor med sin familie.
– Hver morgen går vi en times tid, hvor vi vender gårsdagens begivenheder og dagens planer, drøfter eksistentielle emner og hører hinandens mening om dette og hint. Men min mor har aldrig lagt pres på mig for at ændre mine beslutninger.
La Glace 145 år
I oktober i år, hvor Conditori La Glace kan fejre 145-års fødselsdag, udvider Marianne til det dobbelte areal, fordi hun har fået mulighed for at overtage lokaler i nabohuset.
– Min mor har været noget skeptisk over for udvidelsen, og det har været godt for mig med det modspil, hvor jeg har skullet forsvare, hvorfor jeg har valgt at gøre det.
Gode billeder
Marianne selv mener, at hendes valg hænger godt sammen med et motto, hendes mor har fra en motionsvideo med Jane Fonda:»Keep moving, but stay in your place!«. – Jeg bliver her i Skoubogade, men der sker hele tiden noget nyt, som stadig er i den gamle ånd. For mig kan udvidelsen ses på den måde: at blive på stedet, samtidig med at man bevæger sig!
Apropos kager: Derfor er et stykke chokoladekage godt for din slankekur
Opdragelsen
Skal Marianne pege på et område, hvor hun er uenig med sin mor, må det være børneopdragelse.
– Min mand og jeg opdrager vores børn mere. Jeg kan slet ikke mindes, at min bror og jeg er blevet opdraget: mine forældre havde en enorm tro på, at vi nok skulle klare os. Og samtidig var de gode forbilleder.
* Marianne Stagetorn Kolos, født 1967.
* Akademiøkonom (detailhandel) 1990. Udlært konditor 1993.
* Aktiv i kvindesagen siden 2008, bl.a. med »Kvinder for indflydelse« (under Mellemfolkeligt Samvirke).
* Gift med iværksætter Peter Kolos, mor til Maria, Andreas og Laura.
* Merethe Stagetorn, født 1942.
* Cand.jur. 1965, eget advokatfirma 1977, møderet for Højesteret 1983.
* Bøger: Bl.a. »Forsvarsadvokaten – Hverdage i retssale og fængsler« (1998) og »Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre«, 2014, erindringer.
* Enke efter advokat Ove Stagetorn, der døde i 2014.