Læs et uddrag af biografien "Anne, Sanne og Lis - historien om en dansk musikrevolution"

Læs et uddgraf af Jan Eriksens biografi "Anne Sanne og Lis - historien om en dansk musikrevolution"

K A P I T E L 3 "Anne Linnet Band" 1980 – 1983

De tre frontfigurer fra Anne Linnet Band, fotograferet bare en uge efter deres første koncert. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Jesper Stormly Hansen for Ritzau/Scanpix

Ingen husker præcist, hvornår idéen til Anne Linnet Band opstod. Men alle involverede husker den dag i 1979, hvor Anne, Sanne og Lis første gang mødtes i Annes og Holger Laumanns hus i udkanten af Aarhus.

Anne havde sat et hold af musikere, hun kendte og følte sig tryg ved – plus et par, hun havde oplevet live. Hun håbede, at den sammenbragte flok kunne få musikken fra soloalbummet You’re Crazy til at swinge og larme ude på spillestederne. Også Sanne Salomonsen husker det første møde i huset i Aarhus. Der var nerver på for Sannes vedkommende, men de forsvandt mere eller mindre med det samme.

»Der var bare fede vibes i det hus fra begyndelsen,« har hun sagt.

Ud over Sanne og Lis havde Anne inviteret guitaristen Per Møller med besked om at skabe en rå rock’n’roll- feeling på scenen. Som det for eksempel kan høres i titelnummeret på albummet Cha cha cha – med en tidstypisk 80 sekunder lang guitarsolo.

Egentlig havde Flemming Ostermann spillet guitar og Jens Rugsted bas på You’re Crazy. Men Rugsted havde fået så travlt med sit og Stig Kreutzfeldts succesrige liveband, at Ostermann overtog bassen og overlod guitaren til Per Møller.

Keyboardspilleren Bent Lundgaard, som Anne havde spillet sammen med i Tears, og som også var med på You’re Crazy, spillede keyboard. Trommerne blev varetaget af Kent Hansen, efter den amerikanske jazztrommeslager Norman Fearrington havde slået på gryderne på albummet. Og så var der jo Glæsel og Holger Laumann på blæsere.

»Lis og jeg har sunget sammen så længe, at vores stemmer indimellem vokser sammen i klangen, og Sanne opfatter så hurtigt alle nuancer, at blandingen hurtigt lyder som ét instrument, der er i stand til at dele sig i tre med hver sin force. Det er simpelthen vidunderligt. Lis’ klare, rene klang, Sannes fantastiske fraseringer og min stemmes mørke tone tilfører alle sammen hinanden noget og fremhæver det bedste hos hinanden,« husker Anne Linnet i Testamentet om de første prøvesessions, der foregik i et sommerhus, som Lis Sørensen havde lånt.

Allerede inden da havde Glæsel siddet hjemme i Ægirsgade på Nørrebro i København og komponeret en melodi, som han mente ville egne sig perfekt til Sannes stemme.

Kemien var god, selvom Jan Glæsel havde lidt svært ved at finde fodfæste blandt rockmusikerne. Han havde fået sin musikalske opdragelse i Tivoli-Garden og var vant til at skrive og spille musik ud fra et partitur. Det var ikke helt sådan, det plejede at foregå i rockmiljøet, hvor man normalt tog en musikalsk klump ler, klaskede den ned på drejeskiven og sagde: »Lad os se, hvad det bliver til.«

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: Alderen giver mig en ballast

Derefter formede man en »vase« – eller sang ud af det.

Men hjemme i sin lejlighed på Nørrebro havde Jan Glæsel altså skrevet en sang, som han mente, ville egne sig til orkestret. Endelig en formiddag i sommerhuset tog han mod til sig og præsenterede sin nye melodi for de andre i orkestret. Der var bare en enkelt udfordring. Én udfordring, ja. Til gengæld var den stor. Men han mente at have fundet løsningen. Øvelsen bestod nu, så at sige, i at få den til at lande på Sannes bord uden at støde de to andre sangerinder, Lis og Anne.

»Jeg var fuldstændig fascineret af Sannes måde at synge på, og jeg ville have Sanne til at synge den. Jeg havde luret, hvor Anne og Lis lå i tonelejet. Så besluttede jeg at lave nogle modulationer, så der kun var én sangerinde, der kunne følge op på det,« siger Jan Glæsel.

Derhjemme havde han skrevet en engelsk tekst til omkvædet. »It ain’t the way you treat me./It ain’t the way you tell a lie./It ain’t the way you leave me./It’s just the way you say goodbye.«

Meget tæt på den tekst, der skulle ende med at blive omkvædet til »Det er ikke det du siger«, som siden ikke bare blev Sannes signatursang, men en af de største ballader i dansk rock. Det endte med, at Anne Linnet skrev en tekst, mens resten af bandet spiste frokost.

»Efter 15-20 minutter kom hun ud med den geniale tekst, vi kender i dag. Det var måden den blev til på,« siger Glæsel.

Anne Linnet havde fundet sangen, hvori hun kunne formulere sine følelser for det skrantende ægteskab med Laumann. Glæsels såkaldte cuetekst ramte lige ned i den følelse, hun havde, hvad angik sin mands manglende vilje til at kommunikere. Og som den allerede erfarne tekstforfatter, hun var, vidste hun, at hun havde ramt noget, andre kunne identificere sig med.

»Det er ikke det du siger« blev Anne Linnet Bands første store hit, selvom det egentlig »kun« er B-side på en single, hvor »Måne, sol & stjerner« er A-side.

Også teksten til et andet af Anne Linnet Bands store hit er selvoplevet. I tiden op til dannelsen af det nye band havde Anne Linnet indledt en affære med sangerinden Gitte Hænning, som hun havde lært at kende i Tyskland. »Livet det begynder nu« er skrevet efter en perfekt sommerhusweekend, som Anne og Gitte – og Gittes kæreste, Gorm – havde tilbragt sammen med et vennepar og Annes to børn, Eva og Jan Martin. Kun de to selv vidste, at teksten handlede om Gitte Hænning og Anne Linnet på gulvet foran sommerhusets pejs, efter Gorm var taget af sted og havde overladt natten til de tilbageblevne.

»Det er livet der begynder nu/nu i nattens glødende forening/nu hvor ingen længsel sender tankerne på flugt/nu hvor blind forundring fødes.«

Men selvom sangenes forhistorier måske var ukendte for alle andre end Anne Linnet, var det tydeligt for alle, at Anne Linnet Bands tekster handlede om kærlighed.

»Det er klar kærlighedsmusik – vi griber ned i en række genrer, kald det hvad du vil, soul, funk, ja, pop, selvom pop for mig ikke lyder som noget særligt ment, men Anne mener jo hver en sætning, hver en tone i sine sange,« sagde Lis Sørensen til Levende Billeder i 1982. I samme interview tilføjede Anne Linnet:

»Mange af sangene er blevet til, fordi vi lever i et samfund, hvor volden tager stadig mere til, og aviserne så ensporet hælder til den negative side, og så kan man som menneske blive edderspændt rasende, og lave noget som giver modvægt. Det der daglige negative bombardement udløser så en inspiration, der peger i modsat retning. Der er i høj grad brug for kærlighedsmusik.«

Det første album, Anne Linnet, der blev udsendt i 1981, blev en enorm succes. Og dermed blev der pustet til ambitionsniveauet på Anne Linnets nye pladeselskab. Sammen med sin direktør fra selskabet Better Day Records, Jan Degner, var hun skiftet til det multinationale CBS.

CBS’ guldkalv, Gasolin, havde for længst slagtet sig selv. Godt nok hittede Kim Larsens første soloplade, 231045-0637 – også kendt som »personnummerpladen«. Det gjorde hans amerikanske eventyr med Jungle Dreams til gengæld ikke. Sebastian havde forladt CBS til fordel for Medley Records, hvor han udgav to af 80’ernes største danske albumsucceser, Stjerne til støv og 80’ernes boheme. Tilbage sad CBS med et enkelt storsælgende dansk navn, Rugsted & Kreutzfeldt.

»Som næsten nystartet chef for danskrock-afdelingen er Degners udgangsposition gunstig, men helt godt bliver det først, hvis Anne Linnet Band hitter. Det investerer han en del i,« skrev Levende Billeder i efteråret 1981.

Ambitionerne rakte helt ud til udlandet. Anne Linnet Bands markante rødder i forskellige amerikanske musikgenrer burde være grundlag for en mulig international succes, mente både band og direktør. Gruppens bagmænd m/k tog temperaturen på de internationale afdelinger af CBS. Anne Linnet, Jan Glæsel, Per Møller og Lis Sørensen skrev sange på engelsk, der senere dukkede op på albummet Cha Cha Cha.

Bandet optrådte en del i Vesttyskland. Ingen ved, om det kunne være blevet en succes i England og USA, som de arbejdede på dengang i 1981/82. Det kom aldrig så langt. Til gengæld fejrede de store succeser i Danmark. Ikke mindst live. I Testamentet mindes Anne Linnet en koncert på Femøren i København:

»Det bedste er lige, når vi går på. Man har lige en hastig kontakt med hinanden og lidt sommerfugle i maven på vej op ad scenetrappen og ind på scenen. Så er vi på. Glade, feststemte mennesker så langt øjet rækker. Nogle fans, der altid kommer til vore koncerter, står som sædvanlig nede foran på de forreste rækker, alt er godt (…) Musikken hænger godt sammen, og publikum er helt vilde, koncerten er en succes. Sanne og Lis synger og drøner rundt på scenen som siamesiske tvillinger.«

Den tidligere radiovært Monica Krog-Meyer husker en koncert i Falkonerteatret, som hun forlod »med sommerfugle i brystet.«

»Jeg gemmer et klip fra en avis, hvor jeg bliver spurgt på vejen ud, hvad jeg mente om koncerten. Jeg var helt oppe at ringe. Den power, der kom fra de der tre kvinder, der stod dér forrest på scenen foran mændene. Det havde en enorm signalværdi. Det var kæmpe stort,« husker hun.

Også musikbladet MM’s Jens Jørn Gjedsted havde en fornøjelig oplevelse, da han oplevede Anne Linnet Band i Tivoli i sommeren 1982.

»Anne Linnet Band gav en meget flot koncert på Plænen i Tivoli. En frokostavis kunne berette, at Anne ikke vidste, hvor Plænen lå. Det ved hun nu og koncerten, der blev optaget, er lige til en Live-lp, som også var varslet. Jeg glæder mig især over, at en trompetist har lavet en af årets flotteste melodier – »Det er ikke det du siger« med gode ord af Linnet. Den kommer nu nok ikke med på den kommende Lp, men Sanne Salomonsen sang den, som skulle hun på skafottet bagefter. Det var utrolig smukt! Og roser til Jan Glæsel,« skrev han i MM i en opsummering af sommerens koncerter.

Anne, Sanne og Lis i front for Anne Linnet Band. De er fotograferet på Plænen i Tivoli sommeren 1982. Foto fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og taget af Finn Frandsen for Ritzau Scanpix

»Det er som at være forelsket, det der sker heroppe,« sagde Sanne Salomonsen på scenen under en koncert i Frederiksberg Have samme sommer. Det var en ganske rammende beskrivelse af energien på scenen, som bredte sig til publikum. Koncerten i parken ved Frederiksberg Slot førte til en spontan fest for 30- 40 publikummer. Musikken kom fra en walkman. Øllerne fra en grillbar.

Lige så åbenlys Anne Linnet Bands succes var, lige så gådefuld var den for dem, der havde det bedst med at putte musikken i kasser. For var det pop? Var det rock? Funk? Jazz?

»I Danmarks Radio var der en evindelig dyst mellem rock og rul-drengene og os popfolk. Det var lidt svært at placere Anne, Sanne og Lis. De var både rock og pop, tror jeg. Jeg tror det, at Holger Laumann var med i Annes »bigband«, sås som en garant for, at det ikke bare var ren tøsepop beregnet til at blive brugt og smidt væk. Men jeg er sikker på, at hvis du dengang var gået rock og rul-drengene på klingen, var det pop for dem,« siger Monica Krog-Meyer. Ja. I hvert fald, hvis man havde spurgt en af de samtidige rockdrenge, forfatter og rockanmelder Bo Green Jensen. Ved udgangen af 1982 skrev han i Weekendavisen:

»Grupper som Anne Linnet Band og Lotte Rømer Band laver stadig sange for de unge på efterhånden 40, og det er lige så trist at lytte på, som det altid har været.«

I 1982 modtog Anne Linnet Band guldplader for et salg på 100.000 eksemplarer af deres første album, Anne Linnet Band. Samtidig udsendte de den nye plade Cha Cha Cha. Fra bandet ses Sanne, Lis og Anne i forgrunden. I baggrunden Flemming Ostermann mellem Lis og Anne, og til højre Jan Glæsel og Per Møller. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Kim Agersten for Ritzau Scanpix

Så var der langt mere positivitet at hente hos en anden toneangivende rockskribent, rockkritikkens nestor Klaus Lynggaard. Han har langt senere i Information erklæret sin store kærlighed til Anne Linnet blandt andet i perioden omkring Anne Linnet Band og Marquis de Sade:

»For lige så dansk, Linnet på godt og ondt kan være, lige så uhørt sydlandsk lidenskabelig er hun, og det kan nok være, at en smittende fyrighed, berusende sanselighed og elskovsfuld glød brænder igennem, når mor sætter strøm til lortet og bare trykker den af – hun sparker elektrisk røv, så gnisterne står!

Hendes floor-fillers besidder en indbydende, inciterende og spændstig rytmik, der øjeblikkeligt forplantes til lytteren, som hurtigt vil mærke, hvor svært det er at sidde stille, når kunstnerinden viser sig fra sin fandenivoldske, sanselige og så alligevel fuldstændig hengivne side; her siges der ja til livet, så det runger, og en forførende robust livskraft transmitteres durk til lytterens modtager.«

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: Det gør mig lykkelig at være kreativ

En tredje musikskribent rammer ganske præcist Anne Linnet Bands grand oeuvre ind på denne måde:

»I begyndelsen i forgrunden af gruppen Tears, var det kombinationen af jazz/rock-fusionsmusikken med regulære sange, der var med til lægge grunden for den blanding af avanceret harmonik og sangbar melodik, som senere blev det vigtigste særkende ved hele 1980er-bølgen af dansksproget pop-fusionsmusik,« skrev Jacob Levinsen i branchebladet Dansk Musik Tidsskrift og tilføjede:

»Anne Linnet Band, der med en virtuos blanding af pop, funk og tunge rockballader bliver flagskibet i den danske fusionspop, med Linnets sange som musikalsk rygrad og hende selv, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen som vokale og visuelle frontfigurer. Ved siden af de i mangt og meget – og udover personsammenfaldet i Sanne Salomonsen – åndsbeslægtede Sneakers er det dette orkester, der er stildannende for hovedparten af det næste årtis danske popmusik.«

Man kunne tilføje Rugsted & Kreutzfeldt, der hittede stort med sange som »Jeg ved det godt« og »Går gennem tiden« som en tredje afgørende faktor som medinspirator for dét, som en af de »seriøse« rockskribenter frustreret døbte »KU-rock« – nemlig News, Danseorkestret, Ray Dee Ohh, Rocazino og Dodo & the Dodo’s. Udtrykket havde sin rod i den omstændighed, at Konservativt Folkepartis ungdomsafdeling oplevede stor medlemstilgang, efter den konservative Poul Schlüter blev statsminister i 1982.

»Det er interessant, at hvis man lytter til Anne Linnets You’re Crazy er det meget tæt på Earth, Wind and Fire, spillet på dansk. Anne Linnet Band var ikke meget anderledes end bands som Blast (med blandt andre Hanne Boel, red.) og Busstop, de havde bare tre solister, der trådte ud af Earth, Wind and Fire-modellen. I de andre bands var der ingen solister. Anne, Sanne og Lis var mere individualistiske, det, tror jeg, er en væsentlig del af forklaringen bag deres succes,« siger musikjournalisten Niels Fez Pedersen, der blandt meget andet har produceret serien P7 MIXserien Datidens Unge – Dansk Pop i 80’erne år for år. Hvor Anne Linnet Band skabte party-party-party med dansemusik med rødder i soul og funk, fandt Sneakers sin inspiration på den amerikanske vestkyst. Især hos Toto og i mindre grad Steely Dan og Doobie Brothers.

Morgenmad og et par smøger sammen med Anne, Sanne og Lis i 1980. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Jørgen Angel for Ritzau Scanpix

Det var musikere, der modsat de samtidige punkere var stolte af deres kunnen og nødig forsømte en lejlighed til at vise det. Heldigvis for Sanne og Sneakers’ enorme publikum var huspoeten Hans Henrik Koltzes tekster noget mere meningsfyldte end Totos ditto.

Sanne Salomonsen blev medlem af Morten Kærsås og Poul Halbergs Sneakers i 1979. Et par år forinden var Sanne faldet pladask for Kærså under en turné med Aske Benzon, der senere skulle blive kendt og elsket af børn og barnlige sjæle som Aske i Bamse og Kylling.

Sanne og Kærså blev dog først rigtige kærester efter skilsmissen fra Bo Stief.

»Morten var et fuldstændig gudsbenådet talent. Han var så lækker – og han spillede sig lige ind i hjertet på mig! (…) og så var det naturligt, at jeg kom med i bandet. Vi var dybt forelskede i hinanden, men vi havde også et meget temperamentsfuldt forhold, hvor vi gik fra hinanden et utal gange,« siger Sanne Salomonsen i The Book – lidt til og meget mer’.

Sneakers fik åbnet døren til pladeselskabet Mercury/Poly-Gram med Kærsås temperamentsfulde ballade »Efter festen« – også dén blev senere en af Sannes signatursange.

De første tre år af 80’erne stod Sanne Salomonsen altså i front for to af danskrockens største bands, om ikke de to største på dét tidspunkt.

Ikke alle var begejstrede for den unge sangerindes åbenlyse leg med sin seksualitet som virkemiddel, når hun stod dér forrest på scenen. Efter en periode, hvor de fleste feminister havde lært at leve med Shit & Chanels minishorts og nedringede bluser, kom der ål i en hel del røde strømper, når Anne, Sanne og Lis trykkede den af med tryk på alle sextangenterne.

»Jeg tænkte meget over det, da der blev blæst om Anne, Sanne og mig, som stod der i Anne Linnet Band og så lækre ud og majede os ud – og det gjorde vi! ... jo mere populære vi blev, var der selvfølgelig folk, som fik ondt i røven. Jeg er lige så meget exhibitionist som alle andre, der stiller sig op på en scene. Der bruger man sin stemme, sin krop og sine følelser,« sagde Lis Sørensen til i 1983 til MM. Og som hun tidligere havde formuleret det i Levende Billeder:

»Vi kan godt lide at stå deroppe, gejle hinanden, gejle bandet, more os, have det fedt sammen, så kan folk få det ud af det, de vil, men vi er sgu’ nok visuelle sexobjekter ... osse!«.

Tre dronninger (og en konge, Elvis Presley, på plakaten). For mange, der oplevede dem, står Anne Linnet Bands koncerter tilbage som én stor fest. Som det fremgår, var kemien god. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Jørgen Angel for Ritzau Scanpix

Især Sanne Salomonsen måtte kæmpe med fordomme og politisk korrekthed i den politiske del af spektret på et tidspunkt, hvor det begreb endnu ikke for alvor var blevet opfundet. På den anden side så magasiner, ugeblade og formiddagsaviser i stigende grad salgspotentiale i Sanne.

»Der var fokus på mig og mine bryster dengang i pressen. Sex sælger. Det var jeg ikke specielt ked af. Jeg kunne jo bare have klædt mig anderledes, og det havde jeg ikke lyst til. Den der seksuelle power var en del af mig – og er det stadig. Men det irriterede mig, at man ofte glemte alt det andet, det også handlede om. Sangen. Musikken. Jeg har måttet kæmpe en hel del med den der »dum blondine«-ting. Jeg ved godt, at nogle synes, jeg er naiv. Men jeg er mig selv. Til sidst måtte man bare sige, at det var synd for dem, der ikke forstod, at det handlede om at stå på sin kvindelighed i en mandeverden,« har Sanne Salomonsen sagt.

Opmærksomheden fra de store dagblade var dengang i 1981 positiv, om end måske nogle gange på grænsen til det sexistiske. Op gennem 80’erne skulle især underholdningsjournalisterne på formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet komme til at slås om de bedste historier om alle de nye store danske pop- og rockstjerner.

»I første omgang var det deres stemmer, der gjorde, at man begyndte at interessere sig for Anne Linnet Band. Anne og Lis kom fra Jylland, og godt nok skrev især Århus Stiftstidende meget om Shit & Chanel, men nøgternt konstateret var det dengang sådan, at Ekstra Bladet og B.T. bestemte, hvad der skulle foregå på den danske popscene – i form af omtale. Og det skulle helst foregå i nærheden af redaktionerne i København,« siger journalist Arne Møller, der i 1984 blev B.T.s førende underholdningsskribent.

I sin artikel i Levende Billeder beskrev journalisten, der mødte Anne, Sanne og Lis i efteråret 1981, rollefordelingen. Anne var chefen. Og så var der de to andre.

»En marketingsafdeling ville typebestemme Lis Sørensen som den definitive hovedrolleindehaver i deodorantreklame, men Sørensen har aldrig været til salg. I dag står hun som en af den lokale rocks mest personlige stemmer. Hun er som hun synger: Naiv, men aldrig enfoldig, imødekommende, men aldrig selvudslettende. Sanne Salomonsen er anderledes. De andre kalder hende »skide professionel« og mener det som en ros. Sanne er et her-og nu-menneske. Hun kan 100 pct. lægge sit hjerte i det hver gang.«

Dengang var idéen om en verden, der var forbundet via computere, stadig kun en drøm for enkelte visionære EDB-tænkere. Det var en tid med monopol-tv og radio. Intet internet eller kabel- tv. Ingen YouTube eller streaming. »Anne Linnet Band havde tre kvindelige stemmer i rockmusik, som vi ikke havde set tidligere. Det var stort. Vi havde et band, der ikke var set mage i Danmark. Det var en god historie, « siger Møller.

Midt under Anne Linnet Bands succesfulde ridt gennem Danmark fik Anne og Lis’ Shit & Chanel, der stadig optrådte sporadisk, et brat endeligt. Den 13. august 1981 bestemte Sø- og Handelsretten, at Shit & Chanel ikke længere måtte bruge sit navn. Sagen om krænkelse af varemærket var anlagt af Chanel Société Anonyme mod Peter Abrahamsens Abracadabra Production ApS., som udgav Shit & Chanel. Parfumefirmaet var først i 1976-77 blevet bekendt med Shit & Chanels eksistens og besluttede at anlægge sagen, da gruppen i 1977 udsendte albummet Shit & Chanel No 5.

Gruppen skiftede efterfølgende navn til Shit & Chalou, men de kom først for alvor til at bruge navnet, da der blev udgivet et bokssæt med alle gruppens albums i 2012. Ved den lejlighed sagde Anne Linnet til Berlingske:

»På det tidspunkt havde vi alle sammen travlt med at prøve nye ting af hver især, og nu, hvor vi ikke engang kunne hedde vores navn, holdt vi bare op med at booke nye jobs, og så sluttede det lige så stille. Vi havde også været sammen i syv år, og det havde været meget tæt. Der var sgu altid nogen, der havde menstruation ...«

Shit & Chalou spillede sammen for sidste gang ved indvielsen af Musikhuset Aarhus i 1982 – som en gestus til deres hjemby.

»Anne Linnet Band gav en meget flot koncert på Plænen i Tivoli. En frokostavis kunne berette, at Anne ikke vidste, hvor Plænen lå. Det ved hun nu og koncerten, der blev optaget, er lige til en Live-lp, som også var varslet.« Sådan skrev MM’s Jens Jørn Gjedsted om koncerten i Tivoli. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Finn Frandsen for Ritzau Scanpix

Efter en succesfuld turnévirksomhed samme år var det oplagt, at der skulle indspilles et Anne Linnet Band-album nr. to. Endnu en gang på et stort budget.

Som nævnt i MM skulle det være en liveplade. Den bestod af optagelser fra København, Aarhus og Bornholm i 1982. Anne Linnets tanker var mange steder på det tidspunkt. Hun og Holger havde været dybt involveret i musicalen Når roserne bryder ud, der havde haft premiere på Folketeatret i København. Undervejs havde hun forelsket sig hovedkulds i Ann-Mari Max Hansen, der spillede en af hovedrollerne.

Ægteskabet med Holger var reelt ophørt, selvom der endnu skulle gå et stykke tid, før de blev separeret.

På en eller anden måde lykkedes det Anne Linnet at håndtere sine roller som mor, bandleder, konservatorieelev og halvpart i et dysfunktionelt ægteskab med det vilde liv, hvor hun svingede fra kvindefavn til kvindefavn. Hvis da ikke hun kombinerede det nyttige – konservatoriestudierne – med det behagelige i form af sex med konservatorielærer Per Nørgaard og hans kone i en fashionabel lejlighed på Nørrebro.

»Der stod i de år, fra midt-70’erne til midt-80’erne, altid en berusende em af erotik og et mærkeligt determineret letsind omkring Anne Linnet. Hun skjulte ikke sit begær og sin livslyst, og demonstrerede ofte en æggende svaghed for fotogene, yngre kvinder, som ikke blev gemt væk i et skab, men i bogstavelig og overført forstand sad på skødet af hende, når den pladeselskabsbetalte champagne (det var dengang ...) blev skyllet efter med Campari ud på de små timer,« skrev Torben Bille engang på sin blog Midt i en beattid.

Ikke alene væltede Anne Linnet Band landets koncerthuse. De var talk of the town i alle kroge af landet.

»Alle historierne, man hørte. Er der noget med, at Anne er til damer? Men Anne og Lis, nej ... som helt ung var Sanne en, der kastede sig ud i det, med hvem hun nu arbejdede sammen med. Det har hun også fortalt senere hen. Det var faktisk inspirerende for os, der var unge kvinder på det tidspunkt på linje med, hvad vi ellers hørte og oplevede. Traditionelt var det mildt sagt negativt med et aktivt sexliv,« siger Monica Krog- Meyer og tilføjer:

»Jeg har nogle gange tænkt, hvor grænsen egentlig går mellem kolleger og groupies. Ikke bare i kunstverdenen. Jeg kender det jo selv fra min branche. Hvor ofte i kollegiale sammenhænge er det ikke endt en sen aften på et værtshus og senere i en seng et eller andet sted? Og så arbejdede man ellers videre næste dag, mere eller mindre som om intet var hændt,« siger Krog-Meyer.

Efter et par succesrige sæsoner begyndte der i 1982 at opstå revner i Anne Linnet Band. Der var ligeløn i orkestret, både i studiet og på scenen. Men i studiet var bossen entydigt Anne Linnet.

»Der går let kuk i kommunikationen, hvis den skal deles for meget ud i studiet. Når vi turnerer, fungerer det mere kollektivt, « sagde Anne Linnet selv. Og som hun senere har sagt til Berlingske:

»Jeg blev også så træt af al den vellyd i Anne Linnet Band, jeg var ved at få fis af, at korene lød så smukt, og at alle skulle sige deres mening i studiet. Den demokratiske proces i studiet er meget god, men den er også kedsommeligt langsommelig.«

Lis Sørensen og Sanne Salomonsen havde begge andre ben at stå på. Måske uden helt at være bevidste om det i 1982 var de begge på vej mod hver sin karriere som solister. For Sannes vedkommende med et foreløbigt afsæt i Sneakers – for Lis’ vedkommende med afsæt i samarbejdet med Sebastian.

»Sneakers var langt det mest udfordrende og banebrydende for mig. Musikalsk var Sneakers langt mere udfordrende for mig, end Anne Linnet Band var bl.a. fordi jeg selv fik lov til at være komponist og musiker sammen med Morten,« siger Sanne Salomonsen i The Book – lidt til og meget mer’.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: Modstgand får en vilje frem i mig

Bandlederen selv var stadig stærkt påvirket af sin fars død.

»Det var som om, det hele faldt fra hinanden, da han ikke var der mere, og hvis dit følelsesliv ikke hænger sammen med det fysiske liv, går du ned. Anne Linnet Band var i fuld gang, men det undrede mig, at jeg kunne stå der og lade som om, jeg havde det fint. Alle havde en fest omkring mig, og jeg havde det helt ad helvede til,« har Anne Linnet sagt til Eurowoman.

Forholdet til Holger Laumann var endt i en uløselig knude. På et tidspunkt besluttede Anne, at han skulle have så meget baghjul, at han ikke vidste, hvad han selv hed:

»Det var koldt og kynisk, men det gjorde jeg, og så var det bare fuld skrue derudad,« siger hun. Anne Linnet kom en gang mange timer for sent i studiet efter at have givet den hele armen om natten. Hun fornemmede, at Holger havde det elendigt. Så kunne han lære det.

Den anstrengte stemning påvirkede de andre. På et tidspunkt tog Sanne fat i Anne og sagde, at det der kunne hun simpelthen ikke være bekendt.

En tekniker, der var tilknyttet indspilningerne af det andet album, Cha Cha Cha, beskriver det således:

»Anne Linnet Band var en dysfunktionel familie rundt om et dysfunktionelt ægteskab. Utroligt så meget god musik, der kom ud af det.«

Ved udgangen af året bestod Anne Linnet Band af tre kvinder, der var på vej i hver sin retning. Planerne om en international karriere var skrinlagt. Det var en slidt livsnyder, mor, musiker, og komponist, der udtalte sig til P3:

»Så meget, som vi har kørt i år – det er fantastisk udmattende. Desuden er der ... hvis man føler sig selv som komponist, betyder det, at der er et behov i en, der ikke bliver dækket. Kroppen kræver simpelthen, at du holder en pause nu,« sagde Anne Linnet.

Samtidig med opgaverne i Anne Linnet Band trykkede Sanne Salomonsen den af i Sneakers. Her er hun sammen med guitarist Mikkel Nordsø (t.h.) og bassist Christian Dietl i baggrunden. I begyndelsen af 80’erne var Sneakers det førende danske rockband. Foto er fra bogen "Anne, Sanne og Lis" og er taget af Kim Agersten for Ritzau Scanpix.

Selvom Lis og Anne havde været veninder i ni år, var det Sanne og Lis, der endte som Anne Linnet Bands sociale akse. I en periode boede de sammen i en lejlighed i Sankt Peder Stræde i København. Og selvom Anne Linnet havde rigeligt at se til, gik den tætte relation mellem de to andre medlemmer af Anne Linnet Band hende på – som det fremgår af hendes selvbiografi:

»Sanne og Lis har deres egen vi-er-vel-nok-gode-veninder kørende, og jeg føler mig totalt udenfor, når de lige blinker til hinanden, øjeblikket inden vi går ind på scenen og er på. Jeg er slet ikke i kontakt med dem (…) jeg synes ikke, nogen af dem fatter noget som helst af, hvad der i virkeligheden foregår. De mærker ingenting, kun deres egen selvoptagethed, der efterhånden ikke er til at holde ud. Jeg er ved at være godt pisse træt af Anne Linnet Band.«

Ni år senere skulle en bemærkning i forbindelse med et interview på Radio 2 meget præcist indramme hierarkiet – både følelsesmæssigt og rent fagligt – i Anne Linnet Band. På spørgs målet, hvorfor hun ikke var med i Lis’ og Sannes projekt Cowgirls, svarede Anne Linnet:

»»De kan bare ringe. De ved godt, at det er mig, der har skrevet deres største hits.« Den bemærkning har jeg aldrig glemt,« siger den daværende Radio 2-vært, journalist og forfatter Nikolaj Vraa.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: Sådan blev mine største sange til

Orkesterlederen var ikke alene om at være træt. Under en af Anne Linnet Bands sidste koncerter på en scene et sted i Nordsjælland var Lis Sørensen tæt på at bryde sammen, dog uden at det skete. Det lykkes hende at stramme op.

»Hun (Lis Sørensen, red.) er rystende nervøs, for hun ved, at hun begynder at tude lige så snart hun åbner munden for at synge. Hun går frem til mikrofonstativet,« fremgår det af et flashback i en artikel i Levende Billeder, 1983. Lis Sørensen havde tudet hele dagen, bare gået og tudet for sig selv. Hun kunne ikke finde sig selv. Hun ville ikke mere. Det eneste, hun var sikker på, var, at hun ville ud af Anne Linnet Band. Det var blevet for meget spil for galleriet. »De tre høns og drengene,« som hun kaldte det.

»Og der er alt for meget fart på hele tiden, slet ingen tid til at gøre det roligt. Eller til at stoppe op. Og det sker selvfølgelig. Hun vidste det. Hun begynder at tude og bare lyst til at smadre mikrofonstativet i gulvet. Folkene i bandet flipper ud, de har aldrig set hende sådan før, ikke på en scene i hvert fald. Så låner hun et par solbriller og klarer at fuldføre jobbet. Men hun ved med sig selv, at det er begyndelsen til enden på Anne Linnet Band. For hendes vedkommende,« skrev Levende Billeder også.

Lis Sørensen var glad for, at det sluttede på den måde. At det var hende, der havde reageret. For ellers var der nok ikke sket noget. Og det skulle der bare på et tidspunkt. Lis Sørensen var færdig med Anne Linnet Band.

»Vi må se, hvad der sker. Vi har aftalt at mødes til næste år til foråret for at tales ved,« sagde Anne Linnet til P3 kort inden 1982 blev til 1983. Der skulle gå 35 år, før det møde blev holdt. I 1983 skulle Anne Linnet komme til at gå rundt og glo på vinduer med gule, blå og røde striber nedad ryggen – og en nyindkøbt Jupiter 8-synthesizer under armen.

"Anne Sanne og Lis - en historie om en dansk musikrvolution" udkom på forlaget Storyhouse d. 26. april 2019. Bogen kan købes i boghandler landet over - og online lige her.

NB: Hverken Sanne Salomonsen, Anne Linnet eller Lis Sørensen medvirker i bogen. Deres management har i forbindelse med comebackturnéen »Anne-Sanne-Lis« i 2019 ønsket god vind. Hvor intet andet er anført, stammer citater i denne bog fra interviews, som bogens forfatter har gennemført som journalist på Gaffa og B.T. med Anne, Lis eller Sanne – eller andre.