Leonora Christina Skov: "Jeg har ingen erfaring med medvind"

– Min historie er fortalt, og alle, der læser den, kan derefter sige, at de kender mig. Men det er lidt som en ham, jeg har kastet af. Sådan føles det. Alt det skyldbetyngede, det åg, jeg har båret rundt på, det er væk. Når jeg før forklarede, hvad jeg kom fra, blev jeg mødt af indvendingen: ”Jamen din mor elskede dig da!”. Folk kunne ikke ha’ det anderledes. Deres attitude var, at de vidste bedre. At min udlægning og mine følelser ikke var gyldige. Men det er der ingen, der siger nu. Det slipper jeg for, og det er DEJLIGT!

Sådan siger forfatter Leonora Christina Skov om sin sjette roman, ”Den, der lever stille”, som så afgjort er den, der har skaffet hende den hidtil største opmærksomhed som forfatter. Romanen er nemlig en dagbogs-ærlig, selvbiografisk fortælling om Leonora Christinas opvækst som enebarn i Helsinge, hvor hendes mor var ulykkelig og styrede familiens tilværelse med tårer og sammenbrud, og hendes far kæmpede tilsyneladende så energisk for at fastholde sin kone i en form for normaltilstand, at der aldrig for alvor blev plads og kærlighed tilovers til et barn.

Leonora Christina Skov alene mod verden

Fra Leonora var ganske lille, oplevede hun en stærk følelse af at være forkert og i vejen, og båndet til forældrene var i årevis helt kappet, da hun som ung fortalte dem, at hun var forelsket i en anden kvinde.

Barnet Leonora higede efter forældrenes kærlighed ved at forsøge at være så perfekt og dygtig, som hun overhovedet magtede, og det næsten forudsigelige resultat var, at hun også blev mobbet af dem, der skulle være hendes kammerater.

– Men jeg var god til at være upopulær. Det var mig alene mod resten af verden, og jeg opfandt nogle imaginære søskende, som jeg elskede. I vores hus var der flere børneværelser, men det var en katastrofe, der indtraf, da jeg blev født, og de første år med et lille barn var så forfærdelige. Det var udelukket, at det kunne gentages, og værelserne forblev tomme, siger Leonora.

Hendes mors depression blev aldrig behandlet professionelt, men lagde sig som en grundskyld omkring datteren.

Leonoras mor døde af cancer i 2015, og først året efter besluttede den nu 41-årige forfatter at skrive hele sin historie. Råt for usødet.

– Jeg kunne ikke have gjort det tidligere. Min mor bebrejdede mig så meget. Også sin sygdom, som hun mente var psykisk betinget, og jeg var bange for også at skulle bære ansvaret for hendes død.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: De bebrejdede mig min mors sygdom

En anderledes udgivelse

Selvom bogens tilblivelse på ingen måde var let, så er Leonora ikke i tvivl om, at det har givet hende en lettere gang på jord at udgive sin ærlige historie.

– Jeg har følt mig så tynget af alt det, der foregår i den bog. Alle de steder, jeg skulle tilbage til. Svigt, dødsfald, arh, men for fanden... Intet af det var let at skrive, og hver morgen var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gennemføre. Da manuskriptet endelig var afleveret, rejste Annette (Leonoras kone, red.) og jeg til Orkneyøerne nord for Skotland, og der var sådan et smukt lys. Alt stod pludselig lysere og klarere i min bevidsthed, og reaktionerne fra mit forlag fortalte mig, at denne udgivelse var anderledes...

”Den, der lever stille” var forudbestilt i flere tusinde eksemplarer og lå som nummer et på Saxo, før den overhovedet udkom. Nu er den solgt i over 20.000 eksemplarer. Alligevel har Leonora svært ved at tro på sin succes.

– Sådan har jeg det altid. Jeg tror aldrig, der kommer nogen til mine foredrag eller bogsigneringer, og jeg har altid en fornemmelse af, at det gode holder op igen lige om lidt. Sådan en medvind, som jeg oplever nu, har jeg svært ved at lokalisere. Jeg har ingen erfaring med den!

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: Det var en udfordring at leve så anderledes end alle andre

Enorm opbakning

Men en, der ikke nødvendigvis ville være begejstret for bogen, er Leonoras 74-årige far, og hun havde også sine overvejelser i forhold til ham.

– Jeg så tre muligheder. Han kunne lægge sag an, han kunne hænge sig, eller han kunne slå hånden helt af mig. Men han er i dag meget støttende, og jeg betragter det som en meget stor gave, at han reagerede så godt. Han ser ikke vores liv, som jeg ser det, men han har anerkendt, at dette er min historie, og det er en stor, stor lettelse, fortæller Leonora, som til gengæld oplever en enorm opbakning fra blandt andre sin faster og sin kusine.

Leonora har også oplevet stor opbakning fra fremmede i forbindelse med romanen. Den ærlighed, som hun har lagt i sin bog, gør også andre mennesker ærlige, så hun modtager masser af henvendelser fra læsere, der kan genkende noget af sig selv i hendes bog. Så mange, at hun end ikke kan nå at bevare dem - hvor end hun gerne ville.

– … det er så vildt at opdage, at folk, som ellers lever helt anderledes end jeg, kan identificere sig med min fortælling. Jehovas Vidner, der er ekskommunikeret, alkoholikere, mønsterbrydere, dem, som har mistet forældre eller er flygtet. De genkender følelserne.

Læs hele interviewet med Leonora Christina Skov blev bragt i SØNDAG nr. 10 2018

Om Leonora Christina Skov:

• Født 31. maj 1976
• Forfatter og litteraturanmelder
• Gift med videnskabs­journalist Annette K. Nielsen.
• Modtog i 2010 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
• Bogudgivelser: 2018: Den, der lever stille (roman), 2015: Hvor intet bryder vinden (roman), 2012: Førsteelskeren (roman), 2010: Silhuet af en synder (roman), 2008: Glashuset (børnebog), 2007: Champagnepigen (roman), 2006: Alice i Eventyrland (gendigtning), 2003: Rygsvømmeren (roman), 2002: De røde sko – feminisme nu (redaktør, antologi)