Lone Dybkjær: Jeg vil nyde at have det godt

Dette interview blev bragt første gang i SØNDAG i november 2018. Den 20. juli 2020 døde Lone Dybkjær efter lang tids sygdom. Hun blev 80 år.

Hun var 20 og stod på Rungsted Station og ventede på sin far, der kom hjem fra arbejde med toget klokken 17, som han plejede. Hun stod der med det tungeste hjerte og ventede med en besked, der allerede havde revet jorden væk under hende selv, og hun vidste, at den ville ramme hendes far på fuldkommen samme brutale måde…

Der er øjeblikke, der sætter sig usletteligt i et menneske. Øjeblikke, der bliver definerende. For karakteren. Og for kursen fremover.

Det er sådan et øjeblik, Lone Dybkjær sidder ved sit køkkenbord og fortæller om. Årene er gået. Og løbet. Hun er 78 nu. Tv’et, der hænger oppe på væggen, så man kan følge med fra bordet, kører lydløst med en transmission fra Folketinget. Fra den metier, hun sagde farvel til for syv år siden efter næsten 40 år i politik. Hvis nogen ellers bruger ordet otium i dagens Danmark, er det det, hun har gang i. Sit otium. Men et otium, der er blevet så helt anderledes, end hun havde forestillet sig, da hun takkede af.

Hendes dengang to døtre spurgte en anelse bekymrede: ”Hvad så nu, mor?” For hvad ville deres altid engagerede og energiske mor nu fylde sit liv med? Det vidste hun ikke. Men hun bekymrede sig heller ikke. ”Jeg må tage en kold tyrker,” lød det.

Og så kom de ellers. Udfordringerne. Væltende ind over hendes liv. En efter en. Og fra uventet kant.

I december 2011 viste en rutinemæssig mammografiundersøgelse tegn på kræft. Tre uger senere havde hun fået fjernet det ene bryst og stod over for et længere strålebehandlingsforløb.

I februar 2013 mistede hun sin ældste datter, Lotte, der led af sklerose, men hvis død kom nærmest ud af det blå efter et pludseligt og voldsomt sygdomsangreb.

Og så, en dag i november 2015, falder hun i et tæppe ved sin seng og slår brystkassen. Hun har ondt, men tænker, at det nok skal gå over. Det gør det ikke. Da hun efter at have set tiden lidt an opsøger Rigshospitalet, hvor hun i forvejen går til kontrol, viser det sig, at det er held i uheld, at hun falder, og held i uheld, at hun slår sig.

– Jeg kommer til en såkaldt følekontrol, hvor lægen, der undersøger mig, konkluderer: ”Jeg kan ikke mærke noget.” ”Nej”, siger jeg, ”men det kan jeg!” Her er jeg simpelthen nødt til selv at tage hånd om min sygdom. For der var jo noget. Så jeg insisterer på at blive scannet. Og heldigvis. For da resultatet af scanningen kommer, viser det sig, at det, jeg har mærket, er en knude, som rammer ind på det ribben, jeg slog, da jeg faldt – og det konstateres, at jeg har lungekræft, og at det har bredt sig.

Efterfølgende kommer hun hurtigt i kemobehandling. Det er hun de næste to år, indtil kemoterapien ikke virker længere. Siden har hun været igennem en række strålebehandlinger. Og det er status nu, som hun siger.

– Det er her, jeg er. Det er under kontrol. Knuden er ikke vokset. Men jeg er heller ikke blevet rask.

Hun har på intet tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt hun skulle tage imod de behandlinger, sygehusvæsnet har at tilbyde hende.

– Men jeg er også glad over, at jeg lige nu blot går til kontrol.

Hensyn

Lone Dybkjær har talt om sin sygdom offentligt før, men ikke meget og altid varsomt, selv om der bestemt er sager, hun gerne ville bruge sig selv og sin egen situation til at råbe op om og slå et slag for.

– Men jeg har et hensyn at tage til mine private omgivelser. Til min datter Mette, til mine børnebørn, til Poul. Og så vil jeg også gerne bare have lov til at være sammen med andre mennesker på en almindelig måde, ikke på en syg måde. Jeg lever mit liv helt almindeligt. For sådan vil jeg helst leve. Min datter Lotte sagde det meget klart og stærkt på et tidspunkt: ”Jeg vil ikke bare være en syg datter”. Det kan jeg sagtens følge hende i. Det er også det, jeg lever efter. Min familie skal ikke bare have en syg mor og mormor. Og det har de heller ikke.

– Jeg har ikke ondt. Jeg bliver nemmere forpustet, og jeg bliver hurtigere træt, hvilket selvfølgelig er irriterende for sådan en som mig, men ellers mærker jeg ikke noget til sygdommen. Jeg har det så meget bedre, end da jeg fik kemo. Og jeg kan godt huske, hvordan jeg havde det, da jeg havde det rigtigt skidt. Men nu har jeg det godt. Og jeg vil nyde at have det godt.

Hun beklager sig heller ikke. Og det har hun ikke gjort på noget tidspunkt.

– Når man har en datter, der ikke fik det liv, jeg havde undt hende, men fik et kortere og sværere liv, så kan jeg jo ikke med det liv, jeg har haft, og den alder, jeg har, overhovedet beklage mig. Det sætter ens eget liv i relief. Man beklager sig ikke. For det kan man ikke være bekendt.

– Men man skal have lov at være ked af det. Det synes jeg er vigtigt. Jeg er stort set ikke ked af det i forhold til mig selv. Men jeg er ked af det på grund af min datter. Jeg kan blive helt enormt ked af det. Det har jeg også talt med Mette om. At det er vi. Det er et grundvilkår, som vi bærer videre med os.

– Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan være superglad, når man har drukket et glas rødvin og er i godt selskab. Men jeg savner Lotte. Og det vil jeg blive ved med resten af mit liv. Det savn kommer man ikke bare over. Men jeg lovede Lotte ved bisættelsen, at jeg vil tænke på hende med glæde. Det prøver jeg at leve op til.

Det gør hun jo netop. Hun ranker ryggen. Også selv om det helt bogstaveligt er svært på grund af arvæv efter en rekonstruktion af det fjernede bryst. Hun ser én direkte i øjnene og holder fast i samtalen, selv når tårerne bliver ved med at komme trillende, og hun må have lommetørklædet frem igen og igen. For er der noget, denne her Lone kan, så er det at tage sig sammen og holde facaden, i hvert fald til en vis grad.

Vi spillede komedie

Og det er sådan, vi på et tidspunkt lander de der mange år tilbage i tiden, da Lone stadig hedder Vincents til efternavn, og hun står og venter på sin far på stationen med en besked. For da jeg spørger, hvad det kom til at betyde for hende, at hun selv mistede sin mor som 21-årig til brystkræft, fortæller hun den historie.

– Min far og jeg vidste det et år, inden min mor døde, at hun skulle dø. Som de eneste. Sammen med min far spillede jeg komedie i over et år. Over for alle. Over for min mor. Over for mine søskende. Over for deres venner og bekendte. Over for mine egne. Det er selvfølgelig på alle måder grænseoverskridende.

– Der sker det forudgående, at min mor får konstateret brystkræft og får fjernet sit ene bryst og kommer på Finseninstituttet for at få stråler, som man gjorde dengang. Jeg kender vores huslæge, som man jo også havde dengang, og ham ringer jeg til på et tidspunkt og spørger, hvor syg min mor egentlig er. ”Jeg synes, du skal komme ned og snakke med mig,” siger han. Og dér siger han det så, som det er. At min mor skal dø af sin sygdom. Og hvad gør jeg? Jeg går ned og henter min far ved toget, og mens vi går hjemad – der er et kvarters gang – tilrettelægger vi, hvad vi gør. Sådan ville man jo ikke gribe det an i dag. Men det var det, vi syntes, var rigtigst dengang.

– Det har selvfølgelig været fuldstændig traumatisk. Og der var ikke noget med psykologhjælp dengang. Så det gør da noget ved én og har været med til at give mig en facade. Så hvis folk synes, jeg kan se hård ud, er forklaringen her.

Det sidste siger hun med det dér glimt i øjet, som hun må være lige så kendt for, som hun er for at være noget af en tough dame, man ikke sådan lige løber om hjørner med. Men da hun så senere selv får brystkræft, tænker hun da på arvelighed?

– Ja, for jeg har en mistanke om, at min mormor også døde af brystkræft. Så jeg har ladet mig teste. Det gjorde jeg selvfølgelig af hensyn til mine børn. Men jeg er ikke genetisk disponeret. Egentlig er jeg også mere optaget af, at vi er så mange kvinder, der får brystkræft. Det er jo helt utroligt så mange kvinder, der rammes. Hvordan kan det være? Hvad kan der gøres? Det synes jeg er vigtigt at beskæftige sig med.

Hun er ikke selv gået professionelt ind i hverken kræft- eller sklerosesagen. Fra sidelinjen har hun fulgt med i, hvordan Poul, hendes mand, har engageret sig i arbejdet for at bedre forholdene for psykisk sårbare, efter at han forlod Europa-Parlamentet. Med baggrund i hans egen datters selvmord tilbage i 1993 har han bl.a. været med til at oprette Det sociale Netværk – PsykiskSårbar. Men hun selv har været nødt til at bruge sine kræfter på en anden måde.

– I 2014 sagde jeg dog ja til at være gudmor for et skib, ”Oceans of Hope – sailing sclerosis”, som er til for mennesker med sklerose. Men begivenheden bekræftede mig i, at det er meget svært for mig. Det var for tæt på. Og det er det stadigvæk.

Aldrig rødstrømpe

Hun har også taget sin tørn, kunne man mene, når det gælder om at råbe op og sige til og fra og forsøge at gøre en forskel. I 1968, altså for præcis 50 år siden, meldte den civilingeniøruddannede Lone Dybkjær sig ind i Det Radikale Venstre. To år senere, det herrens år 1970, hvor kvindesagen var hot, gjorde hun sig bemærket fra talerstolen på de radikales landsmøde ved blandt andet at protestere imod, at der skulle nedsættes ”et kvindeudvalg”, for i kampen imod kønsdiskriminering burde det da retteligt være ”et ligestillingsudvalg”, mente hun.

I dag synes hun selv, at det lyder forkert at kalde hende ”kvindeforkæmper”, selv om hun er en af sin generations ikoniske skikkelser.

– Jeg har aldrig været rødstrømpe, men jeg har kæmpet for ligestilling hele vejen igennem mit politiske virke. Det er ligestilling, der har været min kæphest.

Hvorfor har ligestillingskampen været så vigtig for hende?

– Fordi det er jeg opdraget med, simpelthen. Både fra min mors og min fars side. Min mor var cand.polit. og var ansat i det, der hed invalideforsikringsretten under det, der svarer til Socialministeriet i vore dage. Og min far var arkitekt. De var begge to førstegenerationsakademikere. Det er også vigtigt.

– Der blev ikke gjort forskel på mig og mine to yngre brødre. Vi blev stillet over for nøjagtigt de samme krav og forventninger.

– Det vil være forkert at sige, at jeg ikke havde en god barndom, og at jeg ikke havde nogle gode gymnasieår. Men jeg blev meget strengt opdraget. Især min mor opdrog mig med stramme tøjler. Den generations mareridt var, at deres døtre skulle blive gravide i utide.

– Og så bliver min mor jo syg i min studietid og dør midt i det hele. De fem studieår er ikke lykkelige år. Selv om jeg faktisk bliver forlovet undervejs, med mine kommende børns far, er det ikke nok. I virkeligheden oplever jeg det, som om mit livs vendepunkt kommer, da jeg er færdig med min uddannelse og får arbejde. Da vender det hele.

Sygdom og sorg slider og kan splitte ægteskaber. Men så galt kommer det ikke til at gå hos Lone og Poul, lader hun forstå. Bare sådan. Helt roligt.

– Nej, nej. Vi går ikke fra hinanden. Poul er super. Han har været enormt sød og omsorgsfuld igennem alt det her. Hver eneste gang, jeg har skullet til behandlinger, har han kørt mig til og fra. Og eftersom at jeg i en periode ikke kunne spise noget, har han været sød til at gå ind og gøre maden til sit domæne. Og hvis maden blev stillet foran mig, har jeg også spist. Nu er det heldigvis også blevet bedre.

– Jeg er også ved at få noget af min gamle energi tilbage. Det har jeg det meget bedre med. Jeg kan ikke holde ud ikke at have nogen energi. Det er lige før, jeg begynder at spørge mig selv: ”Hvad skal jeg nu?” Det betragter jeg som et enormt sundhedstegn.

Hun har tidligere, omend lidt tøvende, talt om måske at give sig i kast med at skrive sine erindringer. Tænker hun på det nu? Hun slår smilende ud med armene.

– Ved du hvad: Jeg har tænkt, at hvis jeg nu skulle begynde at kede mig her i løbet af vinteren, kunne jeg kigge lidt på, hvad jeg har af materiale, og så tage stilling til, om jeg vil gøre noget ved de erindringer eller ej. Det er sådan, det er med de erindringer.

– Og jo, jo, siger hun så med et lille nik op mod tv-transmissionen fra Folketinget – når man kommer op i den alder, jeg har, kan man godt sommetider tænke, når ”de derinde” kommer med et eller andet mærkværdigt forslag: Gad vide, om man får lov at opleve det og så kunne sige: ”Hold kæft mand, hvad sagde vi?!”

Man løfter blikket. Dér møder man det så. Hendes smil, der når helt op i øjnene. Og ukueligheden.