Mette Frisk: Jeg var bare heldig, at det kunne lade sig gøre

Mette Frisk var i fuld gang som vært på "Madmagasinet", da hun tilbage i starten af 2017 blev tilbudt værtsjobbet på en ny programserie, der skulle hedde "Forsvundne arvinger". Og hun var ikke i tvivl.

Selv om hun var glad for det, hun allerede lavede, sagde hun straks ja tak. For som hun siger:- Helt grundlæggende er det jo spændende at lege detektiv.

Det er vitterligt noget af et stykke detektivarbejde, seerne følger i DR-serien, som er klar med sin fjerde sæson. Som altid tager serien sit udgangspunkt i, at en bobestyrer, typisk en advokat, kontakter Rigsarkivet for at få hjælp til at opspore arvingerne til en afdød dansker, og her er det så, at DR’s journalister går ind og tager del i opklaringsarbejdet. Det er elementært spændende tv, sådan en stille og cool graven sig frem i Rigsarkivets mange, mange hyldemeter af dokumenter fulde af spor af vores eget og vores forfædres liv og færden, og så videre ud i verden og finde frem til mennesker, der ikke aner, at de er retmæssige arvinger til en arv fra en fjern eller helt ukendt slægtning.

- Det begynder med et navn på et stykke papir, og så udfolder der sig i løbet af researchen et menneske og et liv. Det bliver man simpelt hen grebet af, fortæller Mette Frisk.

- Det er fantastisk at lave det program. Og det er fantastisk af flere grunde. Det vigtigste måske er, at jeg føler, jeg faktisk kan gøre nogle mennesker glade. Dem, vi finder, bliver jo glade.

Læs også: Anna Libak: Jeg forestille mig aldrig, jeg skulle have mand og børn

- Jeg er uddannet journalist og har lavet meget klassisk undersøgende journalistik, hvor det mest handler om at afdække konflikter og tale med folk, der dybest set ikke har lyst til at tale med én. Det har jeg heller ikke lagt på hylden. Men det er bare utroligt rart at lave det her program, for på en måde laver jeg stadigvæk afdækkende, undersøgende journalistik, men nu gør jeg det på en måde, som folk virkelig bliver glade for, forklarer hun.

- Der er også nogle, der bliver kede af det, når vi kommer og fortæller dem, at den slægtning, de ikke anede, de havde, er død og måske ovenikøbet har haft et svært liv. Men alligevel, jeg kan mærke, at i sidste ende er de glade for at kende historien og få tilført det ekstra aspekt til deres egen familiehistorie.

- Jeg tror, alle mennesker har et behov for at vide, hvad man er rundet af, og det gælder både ens egen personhistorie og bredere: Hvad er det for et samfund og en tid, vi er farvet af?

Jyde i København, københavner i Jylland

Mette selv er rundet af en barndom i og en opvækst i Toftlund i Sønderjylland. Her voksede hun op som storesøster til to yngre søstre og med en far, der var selvstændig tømrermester, og en mor, der efter nogle år som apotektsansat blev medhjælpende hustru i tømrervirksomheden.

- Ophav betyder rigtigt meget. Man bærer sit ophav med sig. Det kan jeg jo mærke. Jeg flyttede til København, da jeg skulle starte i praktik på TV Avisen. Men selv om jeg føler mig hjemme i København og på Amager, hvor jeg bor i dag, er jeg stadigvæk en jyde i København. Og det vil jeg blive ved med at være resten af mit liv.

- Hvorfor? Fordi jeg er rundet af noget andet, og det, man er rundet af, betyder noget for det blik, man har på sig selv og på andre.

- Samtidig er jeg også godt klar over, fortsætter hun, - at når jeg kommer hjem til Sønderjylland, er jeg den fremmede fugl. Dér er jeg københavneren. Og det er jeg, fordi det er mig, der har flyttet mnig, og ikke omvendt. Og det behøver der heller ikke at være noget i vejen med.

Mette Reissmann: Jeg havde ikke så meget styr på min økonomi

Var det dét, jeg ville?

Mette har været i DR siden 2003, hvor hun begyndte som praktikant på TV Avisen. Når man spørger, om hun nogensinde tænker: "Hm, skulle jeg måske prøve noget andet?", kommer svaret prompte:

- Ja, det gør jeg da. Og det har jeg gjort i flere år. Jeg er sådan en, der hele tiden tager op til revision: "Var det dét, jeg ville? Er det sjovt? Skal jeg noget andet?" Man kan kalde det et drive, jeg har. Man kunne også kalde det rastløshed.

- Hvad jeg selv kalder det? Ha, ha! Det afhænger af mit humør. Hvis vi taler om rastløshed, kan jeg godt tænke indimellem: "Kunne du måske lige slappe lidt af? Bare nyde det. Hvile i det". Men jeg er blevet bedre. På det punkt altså. Jeg er blevet bedre til lige at trække luft ind og tage det lidt mere roligt og være mere til stede.

At få børn og bonusbørn

På den private front er der undervejs kommet mand, børn og bonusbørn til. Hun siger ellers ærligt:

- Det med børn var ikke noget, jeg planlagde overhovedet. I 20'erne tænkte jeg ikke over det. Jeg havde bare travlt med alt det, jeg syntes, var spændende. Først med at rejse, så med journalistik.

- Men så sker der det, at jeg falder for en, der er ældre end mig selv, og så bliver der pludselig noget, man skal tage stilling til. Og da det først kom på radaren, kunne jeg mærke: Dét vil jeg egentlig gerne, det med børn! Og så var jeg bare heldig, at det kunne lade sig gøre. Jeg var ovenikøbet så heldig, at jeg både har fået to børn selv og to i bonus.

Ikke mit ansvar

Hun var ikke nervøs over at få to piger ind i sit liv på ni og 11 år, som pigerne var, da hun mødte dem første gang.

- Nej, for jeg føler ikke, at de er mit ansvar. Og det skal ikke misforstås. Jeg deltager i deres liv, og jeg bekymrer mig om, at de har det godt og trives og kommer godt i vej. Jeg har et meget nært forhold til dem begge. Men de er ikke mine døtre og derfor heller ikke mit ansvar.

- Eller rettere: Jeg føler det ikke som et tungt ansvar, mere som en kæmpe bonus. Vi har virkelig en bonusrelation, os tre. Vi kan f.eks. også tale om ting, som de ikke taler med deres far om, netop fordi jeg ikke er deres forælder. Men måske også fordi der er mindre aldersforskel imellem dem og mig, end der er imellem dem og deres forældre. Vi har en større fælles referenceramme, og jeg har ikke været bange for at dele ud af, hvordan jeg selv har haft det i deres situation.

Det har hun selv lært

Hvad har hun selv lært om at være familie af at lave "Forsvunde arvinger"?

- Jeg er helt klart blevet mere opmærksom på at holde tættere fast i familiebåndene. Ikke kun i båndene til min egen lille kernefamilie, men også lidt bredere ud. Jeg skal ikke påstå, at jeg lige få ringet til onkler og tanker, vel. Men kontakten til mine søskende og mine forældre, er jeg blevet bedre til at prioritere.

- Jeg er også blevet mere opmærksom på, hvor mange mennesker der egentlig findes, der sidder helt alene, når de bliver gamle. Hvis ikke man selv har sat børn i verden, er man meget afhængig af, at der er nogen, der vælger én til. Sådan er det, når man kommer op i den alder, hvor ens venner begynder at flade fra. For hvem er der så tilbage? Jeg har set mange familier, hvor familiebåndene er blevet så løse, at der ikke er noget tilbage, når man kommer op i den alder. Det er trist, synes jeg.

Obs. Fjerde sæson af "Forsvunde arvinger" har efter planen premiere på DR1 i uge 17.