Puk Damsgård: Efter krig kommer hverdage

SØNDAG har mødt Puk Damsgård

Puk Damsgård er tv-journalist, men hun er en tv-journalist, der også elsker at skrive. Netop nu er hun klar med sin femte bog, der har fået titlen "Den sorte kat i Mosul".

Ud over at bruge orlov og fridage på at arbejde med sin nye bog har det også betydet aftener og nætter med skriveri for den 38-årige DR-korrespondent. Men som hun forklarer:

– Jeg har brug for begge dele, både at lave tv og at skrive. Jeg kan slet ikke lade være med at skrive. Det er en slags helle for mig. Det giver mening og stor tilfredstillelse for mig på den måde at kunne perspektivere nyhedsbilledet og få flere nuancer med, end der er plads til i et typisk nyhedsindslag.

Sammen 24 timer i døgnet

Puk har skrevet ”Den sorte kat i Mosul” undervejs og efter, at hun har tilbragt cirka tre måneder alt i alt ved fronten i Mosul, mens dele af den irakiske millionby stadig var kontrolleret af Islamisk Stat. "Jeg rykkede mit skriveværksted til fronten”, som hun selv udtrykker det. Her slog hun sig ned og fulgte en specialstyrke fra den irakiske hær, en enhed på 15 soldater, som hun boede, spiste, sov og tilbragte døgnets 24 timer sammen med.

– Jeg har forsøgt at trænge helt ind under, hvad det gør ved mennesker at være i krig, og det gælder soldater og civile. Jeg ser også min fortælling som en eksistentiel fortælling, der i princippet kunne foregå mange andre steder i verden, hvor krigen raser.

LÆS OGSÅ: Simi Jan: Livet er for kort til ikke at være tro imod sig selv

Blev "Tante Puk"

At Puk overhovedet fik tilladelse til at følge de irakiske soldater så tæt, hænger sammen med, mener hun selv, dels at det irakiske militær generelt er ret åbent i forhold til andre landes militær, og dels at hun har dækket offensiven i Mosul helt fra begyndelsen og også krigen imod Islamisk Stat andre steder i Irak.

– Det betød noget. Der var opstået en tillid, der gjorde, at de godt ville tage ansvaret for at have mig med derinde, selv om de selvfølgelig ikke kunne babysitte mig, hvilket de absolut heller ikke skulle.

Og ja, siger hun uden tøven, i denne her verden af toptrænede elitesoldater blev hun behandlet godt som kvinde.

– Som tiden gik, blev jeg bare ”Tante Puk”. Jeg fornemmede faktisk, at det havde en betydning, at der var en kvinde i deres krig.

- Jeg oplevede flere gange, når soldaterne ringede hjem, pludselig at få rakt en telefon: ”Sig hej til min familie”. De mente nok, at når deres familie kunne høre, at jeg som kvinde var med i krigen, ville de sikkert sidde beroliget tilbage derhjemme og tænke: ”Så kan det vel ikke være så slemt”.

LÆS OGSÅ: Tv-korrespondent Stephanie Surrugue: Jeg er en af dem, der får det sjovere med alderen

Gør magtesløs, men hærder også

Puk satte sig for at undersøge, hvad krigen gør ved mennesker, men hvad gør krigen ved Puk?

– Den gør mange ting. Den gør til tider magtesløs. Den hærder også sindet. Den gør, at jeg naturligvis skal trække mig væk fra den. For den luksus har jeg nemlig i modsætning til soldaterne og de civile, som bor i det helvede. Jeg kan komme væk. Jeg ved også, at jo længere tid jeg har været i en krigszone, jo længere tid skal jeg bruge på at komme tilbage til en hverdag.

– Jeg bliver aldrig en krigsjunkie, for nu at bruge det udtryk. Det har jeg slet ikke i mig. Men krigen er forførende i sit væsen, fordi den driver mennesker ud på en kant. Selvfølgelig skal man være opmærksom på, at det ikke fører til, at man bliver nødt til at være i krigen hele tiden for at føle, at man eksisterer. Det er netop derfor, at man skal huske at trække sig hjem en gang imellem og stille og roligt få sin hverdag tilbage.

10 år ude i den store verden

Til januar er det 10 år siden, Puk sagde sit gode job på Jyllands-Posten op og rejste til Pakistan for at forfølge sin drøm og den passion, hun mærkede kalde. I dag har hun base i Cairo. Hvor længe hun fortsætter som korrespondent ude i verden, ved hun ikke, siger hun. Men længe, tror hun.

– At vende hjem til en eller anden slags hverdag i Danmark, nej, det kan jeg ikke umiddelbart se for mig. Men skulle jeg komme hjem engang, ville jeg straks blive lokaljournalist nede i Præstø. For dernede findes der også fantastiske historier.

Læs også om korrespondenten, der blev krimiforfatter

Jeg er jo en landtøs!

Puk er født og opvokset i den lille by Hammer-Torup ved Næstved. Og ja, siger hun, hun bærer stadig noget Hammer-Torup-sjæl med sig indeni rundt i verden.

– Jeg er da totalt rundet af lillebitte Hammer-Torup og bøhlandet, siger hun og fortsætter: - Hvorfor tror du ellers, jeg gjorde alt for at finde en villa med have i storbyen Cairo med 20 mio. indbyggere? Jeg er jo en landtøs for pokker!

Puks bøger

"Den sorte kat i Mosul" udkommer på Politikens Forlag 24. oktober. Tidligere har Puk skrevet bøgerne "De Renes Land", "Ulvehjerter", "Hvor solen græder" og "Ser du månen, Daniel".

- Jeg synes, hver bog er forskellig. Det har også været vigtigt for mig. Jeg gik ind i projektet her med en idé om at gøre det anderledes. Det skulle netop ikke være en kopi af noget, jeg har lavet før. For mig handler det også om at forny sig. Om ikke for andet, så fordi jeg også har udviklet mig som menneske fra bog til bog.