Sara Blædel: Jeg gider at være sød, men jeg gider ikke at lefle

Sara Blædel er netop kommet hjem efter halvandet år i USA. Faktisk står flyttekasserne stadigvæk i hendes nye lejlighed i København, uden at hun har haft tid til at pakke dem ud.

– Jeg kunne ikke se mig selv være væk i længere tid. Min idé var aldrig, at jeg skulle derover for at blive amerikaner. Jeg har mit liv og mine venner her. Jeg kan sagtens tage af sted for at skrive, men jeg kommer ikke til at flytte igen, siger Sara, der er aktuel med ”Den tredje søster” – det afsluttende bind i hendes trilogi om Ilka – bedemandens datter, som Sara introducerede sine læsere for i 2016.

– For mig var det et kæmpestort spring at sætte Louise Rick på standby til fordel for Ilka. Jeg havde lige fået De Gyldne Laurbær. Og nogle læsere blev nærmest sure på mig. Det sjove er så, at det er vendt. Nu vil de have Ilka.

– Jeg ville egentlig bare tage derover nogle måneder for at skrive og for at være i miljøet, høre sproget og så videre. Det havde jeg brug for for at kunne skrive om Ilka. Og jeg ville have, at det skulle være helhjertet. Jeg ville ikke risikere at sidde tilbage og føle, at hvis det gik galt, så var det, fordi jeg ikke havde ofret mig, siger hun.

I mellemtiden skete der det, at Saras amerikanske forlag besluttede sig for at købe hele serien om Louise Rick. De havde i forvejen købt tre af bøgerne og serien om Ilka.

– Jeg tog ikke til USA for at åbne nogen døre, jeg tog derover, fordi dørene allerede var åbne. Jeg er ikke sikker på, at jeg i en alder af 52 år ville have tænkt: Nu skal jeg på USA-eventyr og kæmpe. Jeg gjorde det, fordi muligheden var der, og fordi jeg følte, at det skyldte jeg mig selv.

Sara Blædel: Jeg fik hjælp i sorgen

Historien om, hvordan Sara blev inspireret til sine tre bøger om Ilka, er både rørende og personlig.

I 2013 mistede Sara begge sine forældre inden for tre dage. Sara havde aldrig prøvet at arrangere en bisættelse før – og nu skulle hun stå for en dobbelt bisættelse. Midt i sin sorg fik Sara kontakt til Christina, en kvindelig bedemand, der gjorde et stort indtryk på hende. Varmt og professionelt tog hun hånd om det praktiske, så Sara besluttede, at hovedpersonen i hendes næste bog skulle være en bedemand. Som research var hun blandt andet i praktik hos Christina.

– Da mine forældre døde, og min faster døde kort efter, begyndte jeg at tænke over, hvordan det må være at være vokset op uden forældre eller uden den ene forælder. Vi er for altid forbundne til vores børn, men jeg havde lyst til at skrive om, hvad det er, der binder os sammen, når vi er voksne. Desuden ville jeg gerne skrive om en far, der rejser væk for at beskytte sin datter og dermed ofrer sin egen lykke og frihed, forklarer Sara, der blev skilt, kort efter hun mistede sine forældre.

– Det var på flere måder en ny begyndelse for mig. Heldigvis har jeg min søn, Adam, min bror og mine to barndomsveninder, som jeg har haft, fra jeg var henholdsvis tre og 10 år. De er mine allernærmeste, og de er vidner til mit liv, fortæller hun.

Sara lærte først sin ni år yngre bror at kende som 28-årig. Akkurat som Ilka, der også først som voksen finder ud af, at hun har to søstre.

– Han er min fars søn, og jeg vidste ikke, at han var der. Det kan lyde vildt og mærkeligt, men det er jo sådan noget, folk oplever hele tiden. Dengang var det voldsomt at få at vide. Siden fandt jeg ud af, at han var den største gave, jeg kunne få. Jeg kan se så meget af min far i ham, og vi har jo heldigvis også nået at få en historie sammen. Vi har fået et meget nært forhold.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Jeg var i praktik som bedemand

Benhårdt arbejde

Uagtet at Sara i dag kan kalde sig international bestsellerforfatter, der har fået sine bøger ud i imponerende 38 lande, så er hun også helt igennem stadigvæk den samme Sara: en fest at være sammen med, altid klar på en ærlig og åben snak og så også lidt småskør på den gode måde.

– Sådan er det nok bare med mig. Inden under al den her succes er jeg stadig bare mig selv, Sara fra Hvalsø, en usikker og ordblind pige, som har fået enormt god opbakning hjemmefra. Mine forældre lærte mig, at hvis der var noget, jeg virkelig ville, så skulle jeg gå efter det på trods af min usikkerhed. Men det har været benhårdt arbejde og en lang række fravalg.

Gider ikke at lefle

For Sara er det bedste ved at have fået succes, at hun ikke længere behøver at lefle for nogen, for det gider hun ikke.

– Jeg gider at være sød, ordentlig og forhåbentlig generøs. Men at lefle, det gider jeg ikke mere. Jeg blev af og til nødt til det som ung, erkender Sara, der for eksempel ikke længere gider at læse op i forbindelse med et foredrag.

– Hvis det er en betingelse, så kommer jeg ikke. Ikke, fordi jeg ikke kan læse op. Jeg læser fint op. Men det var så surt, da jeg var barn. Så jeg har lovet mig selv, at det behøver jeg ikke gøre mere. Det er meget sjældent, at jeg sætter mig selv i en situation, der er ubehagelig for mig. Heller ikke med hensyn til at arbejde med folk, jeg ikke har lyst til at arbejde med. Man skal have lov at sige nej tak. Og muligheder kommer igen. Man mister ikke en skid. Det lærer man med alderen.