Signe Wenneberg: Jeg kom i mål, selv om jeg har ondt i ryggen og er enlig mor

Julia Lahme: Det er ingen idyl at være selvstændig og have små børn! Læs interviewet på søndag.dk

Stress og søvnløshed

Sidste år besluttede Signe Wenneberg, at hun ville bygge et sommerhus. Et projekt, der umiddelbart virkede overkommeligt, men endte med at være lige ved at få hende til at segne.

Undervejs greb det nemlig om sig. Som byggestyrer var hun nødt til at være på byggepladsen hver dag og kunne næsten ikke koncentrere sig om andet. Meldte afbud til fester og middage, holdt aldrig fri og lå ofte søvnløs. En enkelt gang oplevede hun også, at pengekassen var rungende tom og kræfterne brugt op. På forunderlig vis fik hun dog gravet nye kræfter frem, lånte, hvor hun kunne, og kløede på igen.

Julie Steincke ser sine nederlag som en stor del af sin succes – læs her hvorfor

Min personlige triatlon

– Jeg har noteret mig, at der er mange i min alder, der beslutter at iklæde sig noget stramtsiddende spandex for at stæse rundt på landevejene og træne til en triatlon. En forståelig måde at teste sig selv på midt i livet. Sommerhusprojektet er min triatlon.

– Og jeg gennemførte. Jeg kom i mål, selv om jeg har ondt i ryggen, er enlig mor, og ikke har en rig onkel, der kan støtte mig. Der er så meget andet i mit liv, som ikke blev, som jeg ville, men det her gjorde. Jeg håber, det kan inspirere andre til at kaste sig ud i store projekter, bokse med dem og gennemføre, siger hun til SØNDAG.

Lærke Winther om sin skilsmisse: Det var det mest skræmmende! Læs hvorfor på søndag.dk

Bekymringer i kø

Et råd, hun gerne ville have givet sig selv for 13 måneder siden, da det hele startede, var, at hun skal holde op med at bekymre sig.

– Jeg ville gerne have sagt til mig selv, at det nok skulle gå. Undervejs var der det ene drama efter det andet. Uhyggelige cliff-hangers: »Hvad siger banken, giver de mig lånet«, »når vi at få de her materialer hjem til tiden« osv. Jeg var nervøs for alt muligt. Ikke mindst for, at det kom med i dokumentarprogrammer, hvis jeg gik i stå midt i byggeriet. Og hvad nu hvis nogen så haven uden græs og helt tør? Jeg var bange for at gå bankerot og bange for at være en dårlig mor og dårlig ven, fordi jeg ikke havde andet end sommerhuset i hovedet, siger hun til SØNDAG.

Det hele startede med at jeg skulle tisse…

Det eneste, hun har gjort helt ubekymret, var at kaste sig ud i projektet.

Selv om hun i lang tid havde drømt om at få et sted, hvor hun kunne tage hen og skrive, væk fra teenagesønnerne og byen, var det mest en indskydelse, som fik hende til det.

– Ved du hvad, allermest handlede det nok om, at jeg skulle tisse, indrømmer hun.

En dejlig sommeraften i 2013 var hun til en udendørs middag på en mark længere oppe ad bakken. På et tidspunkt havde hun brug for at gå afsides og vandrede ned ad markvejen til en vildtvoksende hæk, der mest lignede et krat. Inde bag krattet opdagede hun et grimt gult hus i en tilgroet have, der var fyldt med sommerfugle og gedehamse. Huset og grunden lå fantastisk, men det hele var besynderligt forladt og forfaldent. Hun fandt det på nettet og gav et helt urealistisk lavt bud. Næste dag, ringede en advokat og sagde, at sommerhuset var hendes.

– Det kom bag på mig. Jeg sagde »okay«, men var alligevel forskrækket nok til straks at ringe til min storebror, der mente, at vi altid kunne male det sort og sælge det igen, hvis jeg fortrød, siger hun til SØNDAG.