Portræt af Bodil Udsen: En kvinde der indtog livet i store doser

Kom tæt på Bodil Udsens liv

Det siger en del om Bodil Udsens personlighed, at hun blev smidt ud af teaterskolen efter kun et år. Hun var ellers kommet ind i første hug kun 18 år gammel og elskede at gå der. Endda havde hendes mor, der var enke, betalt i dyre domme for, at hun fik privattimer inden optagelsesprøven. Problemet var, at Bodil Udsen nægtede at holde mund.

En dag tilbød skolens rektor, Robert­ Neiiendam, hende en enetime. Opgaven gik ud på, at hun skulle spille Dorine i ”Tartuffe”, og han skulle spille Tartuffe. Under seancen sad han og ragede på hende og udbrød: ”Jeg elsker piger med former”.

Det brød Bodil Udsen sig ikke om, og hun svarede: ”Nå – men jeg kan ikke lide gamle mænd.”

Så fik han den. Hun tror selv, det var derfor, hun ikke bestod det første år.

I løbet af de næste fem år nåede Bodil Udsen at arbejde i en boghandel, som ung pige i et hus, som brevcensor for briterne i Tyskland og som sekretær. Hun blev også gift første gang. Hun havde et talent for at forelske sig i flotte, atletiske mænd. Kaj Bruun var en af dem. Hun mødte ham hos en af sin mors venner og syntes, at han var noget af det kønneste og lækreste, hun havde set.

”Jeg tror i virkeligheden, at han blev væltet omkuld af al min begejstring,” har hun sagt.

Hun fik tit dem, hun ville have. Der var ikke tale om, at hun flirtede på en bestemt måde, mere om, at hun mistede forstanden, satte fuld fart på frem, og så måtte det briste eller bære.

I forholdet med Kaj blev hun en overgang hjemmegående husmor og begyndte snart at kede sig. Det var der råd for. Kaj var journalist og havde et pressekort, der kunne bringe ham ind alle vegne. Det lånte hun og tog ustandseligt i teatret. Til sidst foreslog han, at hun aflagde prøve til Studenterrevyen, hvor blandt andet Klaus Rifbjerg og Jytte Abildstrøm havde deres gang. Hun blev optaget og nød at komme væk fra hjemmelivet i en grad, så det blev fatalt for hendes ægteskab.

På Studenterscenen mødte hun nemlig Ole Krøyer, der var forlagsredaktør og formand for scenen. Igen forelskede hun sig hovedløst, blev skilt fra Kaj og giftede sig med Ole.

Det ægteskab blev en del lykkeligere end det første. Ole har hun beskrevet som intellektuel, belæst, varm og dejlig. Han var hendes sjæleven og opmuntrede hende i sin skuespillerkarriere. For som hun sagde: ”Jeg har aldrig selv haft sådan store ambitioner, og jeg har aldrig haft albuer til at mase mig frem med.”

Bodil Udsen, 1925-2008. Her med sin anden mand, Ole Krøyer, der opmuntrede og støttede hende i sin skuespilkarriere.

LÆS OGSÅ: Portræt af Liva Weel: Hendes smil kunne smelte alle hjerter

Latteren gjorde lykke

Det var heller ikke nødvendigt, for nu ­begyndte karrieren at tage form næsten af sig selv.

Bodil Udsen blev ringet op af Stig Lommer, den store direktør for ABC Teatret, som havde set hende på Studenterscenen. Han hyrede hende til at optræde med Osvald Helmuth, en af tidens store stjerner. Det var en hård start. Stig Lommer havde sagt, at hun skulle grine, ligegyldigt hvad Osvald Helmuth udsatte hende for. Det råd fik hun brug for, for Osvald Helmuth gjorde på scenen flere gange groft nar ad hende som en del af morskaben.

”Først var det rædsomt, men til sidst nød jeg det, for jeg syntes, det var sjovt,” har hun sagt. Hun grinede, og den latter gjorde altid lykke.

Det hjalp også, at hun havde et rimeligt godt selvværd. Som hun engang udtalte til Jyllands-Posten: ”Jeg ved, at jeg er kortbenet og lavrumpet, og at jeg vejer 20 pund for meget! Derfor ser jeg skam godt nok ud på scenen, navnlig med rynkekridt.”

Det helt store gennembrud fik Bodil 31 år gammel i Helsingør ­Revyen som fløjtetønden Victoria, der sang om at være så fløjtende glad. Senere gentog hun sangen med slagkraftig charme i et underholdningsshow på tv og blev udnævnt til hele Danmarks humørbombe.

Derefter var hun her, der og alle vegne. I alt medvirkede hun igennem sit liv i over 50 film og serier og talrige teaterstykker og revyer. Der var både komiske roller og de mere tunge og alvorlige, for hun udviklede hurtigt en stor bredde i sin kunnen.

Allerflest danskere forbinder hende nok med rollen som den kontante, men samtidig elskelige værtshusmutter Emma i tv-serien ”Huset på Christianshavn”, der blev sendt første gang i 1970’erne.

I begyndelsen undrede det hende, at taxachauffører med anden etnisk baggrund altid genkendte hende. Indtil hun fandt ud af, at de som en del af deres danskundervisning alle havde set ”Huset på Christianshavn”.

Det var sjovt og festligt, at danskerne var så vilde med Emma, men selv var hun mere stolt af de sejre, hun opnåede på teatret.

En meget fjollet periode

Som karakterskuespiller fik hun sit store gennembrud i den absurde teatermonolog ”Glade dage”, hvor hun spillede Winnie, der sidder i en bunke sand. Uovertruffen og uimodståelig, skrev kritikerne.

Da stykket kom på turné, viste det sig ganske vist ikke så nemt at begribe for den almindelige teatergænger, men Bodils talent var blevet slået grundigt fast.

Efterhånden blev hun så anerkendt og berømt i kongeriget, at hun ofte trak fulde huse. For eksempel som Martha i ”Hvem er bange for Virginia Woolf” og som Medea i stykket af samme navn.

Mens hendes karriere toppede, var der dog samtidig kaos i hendes privatliv.

Hendes elskede mand, Ole Krøyer, døde i 1958, kun 38 år gammel. Han havde sukkersyge og var blevet opereret flere gange, og til sidst kunne hans krop ikke mere. Bodil Udsen blev boende i deres store lejlighed i København, hvor der de næste år blev holdt talrige fester og drukaftener. Receptioner og store middage med bordkort var hun ikke til, men hun var til sjov og ballade, dybe snakke og store grin.

Det var en tid, hvor flere kærester kom og gik igen. I bogen ”Velkommen – Et portræt af Bodil Udsen” fortæller hun selv: ”På et tidspunkt, hvor jeg havde mistet Ole, var mænd en slags trøst for mig. Da havde jeg en meget fjollet periode, og jeg blev mere eller mindre ligeglad med mig selv.”

Mange af forholdene var bare for at holde sig i gang, overleve, som hun sagde.

”Det skal man jo – man skal jo overleve, der er ikke noget at gøre ved det, og det gør man bedst ved at have forbindelse med mennesker.”

I lejligheden kom også mange venner, og nogle blev boende i månedsvis, hvis de havde behov for det. Eller de kom for at få et bad, lidt omsorg, høre Bodils latter og se hendes papegøje flyve rundt. Festerne kunne vare flere døgn, og der blev drukket igennem. Ind­imellem, har hun senere indrømmet, var det også godt med larm og selskab, når hun skulle holde gråden tilbage.

Flere har beskrevet Bodil Udsens hjem som samlingssted for originaler af alle slags. Dem befandt hun sig nemlig godt sammen med. Andre så hende ofte som for grov, grædende, grinende, hysterisk, råbende og voldsom. Sammen med andre originaler kunne hun være sig selv og tage for sig af både det rå kød, hun elskede, kærligheden og vinen.

Og hun kunne give sit temperament frit løb. En af hendes allerbedste venner, instruktøren Erling Schroeder, blev hun engang så gal på, at de ikke sås i et helt år. Omvendt har mange også beskrevet hende som umådeligt generøs og gæstfri og parat til alt for at hjælpe, når nogen var i nød.

Bodil Udsens hjem var i en årrække samlingssted for originaler af alle slags og gode venner, der havde brug for lidt selskab eller omsorg. Og papegøjen fik lov at flyve frit.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Mistilliden gav mig vinger

Premierenerver

Hvis det da ikke var op til en premiere. For da kunne Bodil være rædselsslagen, græde og blive utroligt usikker på sig selv. Hun kaldte det selv at komme ”helt derud, hvor kragerne vender”.

Kriserne blev værre med alderen. I bogen ”Man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet” fortæller Henrik Hartmann, hvordan han var teaterchef for Bodil, da hun skulle indøve rollen som Maria Callas og kom i en særlig stor krise. Det var nødvendigt at tilkalde en af hendes venner, skuespilleren Peter Bonke, der ellers boede i Paris, så han kunne skabe ro og hjælpe hende med at lære teksten. Når hun til gengæld havde lært og forstået den til bunds, spillede hun med en urkraft, som få kunne matche.

En af dem, der også havde en beroligende virkning på Bodil, var hendes tredje og sidste ægtemand, Jens Therkildsen.

Hun faldt pladask for Jens, allerede første gang de mødtes i 1962, da hun efter sin optræden i Aalborg blev inviteret hjem hos ham. Dengang ejede han en stor sportsforretning i byen og var alene med tre børn. De næste 10 år var Bodil og han til og fra hinanden flere gange, indtil de i 1972 besluttede, at det skulle være dem for altid. Da var han 65, og hun var 47. Året efter flyttede de sammen i Bodil Udsens tidligere barndomshjem på Hulgårdsvej i København, hvor Jens fik skruet ned for festerne og mængden af alkohol. Han fik også orden på hendes økonomi og hus og skabte i det hele taget en stor tryghed omkring hende.

LÆS OGSÅ: Jane Aamund om livet, døden, mænd og passion

Jens og Bodil var utroligt forskellige, men netop derfor et godt par.

”Han passede meget på mig, og det fik han lov til, og jeg syntes, det var mægtigt,” har Bodil sagt efter Jens’ død.

Børn fik Bodil aldrig, selv om hun ikke gjorde noget for at undgå det. Men hun involverede sig en del i nogle af sine venners børn, når de trængte til omsorg og til at komme med på ferie. Desuden blev hun næsten som en mor for Jens Therkildsens børn. Det var endnu en stor sorg i hendes liv, da Jens døde, 92 år gammel, i 1999.

I en af portrætbøgerne om Bodil fortæller hun, hvordan hun i begyndelsen var stresset over at stå alene med alt det praktiske. Hun ville have den samme orden derhjemme, som Jens havde sørget for. Men så gik hun til psykolog og fik det gode råd at forlige sig med, hvem hun var. Det ville ikke give mening, at hun begyndte at lave om på sig selv i en alder af 74.

Efter Jens’ død kom nye venner til. Blandt andet den 22-årige Line Kromann, der assisterede Bodil både på teatret og derhjemme. Op til en forestilling flyttede Line ligefrem ind på førstesalen i Bodil Udsens hus, og de begyndte også at rejse sammen. For Bodil Udsen blev ved med at have appetit på at arbejde og tage til Afrika, men der var lidt længere vej til livsglæden, fortalte hun. Sorgen var blevet en fast følgesvend, og der var ikke så mange at snakke med fortiden om. Helbredet skrantede også.

I 2008, da hun var 83, kom hun sig ikke efter en tarmoperation, og Bodil døde fredeligt med to af sine nærmeste venner ved sin side.

Denne artikel bygger på forskellige artikler og portrætbøgerne ”Man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet” af Birgitte Ellemann Höegh og ”Velkommen – et portræt af Bodil Udsen” af Irene Manteufel.

Bodils tredje mand, Jens Therkildsen, skabte tryghed og ro.